Et politisk flertal er klar til at forbyde sprøjtegifte på drikkevandsarealer
Efter at Miljø- og Ligestillingsministeriet har fastslået, at årtiers indsats for at beskytte drikkevandet fra sprøjtegifte har fejlet, tegner der sig nu et flertal for at indføre et sprøjteforbud.
Der er endnu ikke fremsat et lovforslag, men et politisk flertal bakker nu overordnet op om at indføre et decideret forbud mod at sprøjte med pesticider på sårbare grundvandsdannende områder.
Efter at Miljø- og Ligestillingsministeriet har fremlagt en analyse, der fastslår, at de frivillige aftaler med landbruget ikke har haft nogen synderlig effekt på beskyttelsen af drikkevandet, og at det samfundsøkonomisk er langt billigere med et sprøjteforbud, har både Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Alternativet og regeringspartierne Socialdemokratiet og Moderaterne tilkendegivet, at de bakker op om et forbud.
Det skriver DR.
Det tredje regeringsparti, Venstre, afviser at stille op til interview og svare på, om partiet ligeledes ønsker et forbud.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) henviser dog til regeringsgrundlaget:
"Det står klart i vores regeringsgrundlag, som de tre regeringspartier har skrevet under på, at vi skal beskytte vores drikkevand langt bedre, end hvad der hidtil er sket. Jeg regner selvfølgelig med, at partierne også lever op til de ord, de har sagt," siger han til DR.
Han fortæller, at der er en masse tekniske detaljer, der skal diskuteres, før man kan fremsætte et egentligt lovforslag, som han også ønsker den bredest mulige opbakning til i Folketinget.
Økologisk Landsforening opfordrer til at samtænke forslaget med en reduktion af momsen på økologi, så man samtidig gør det billigere for forbrugerne at vælge økologiske varer. Ifølge ministeriets analyse kan et sprøjteforbud forenes med økologisk drift på de sårbare arealer.
"Vores råd til politikerne er at indføre et straksforbud samt målrette ændringerne i fødevaremomsen mod økologien, så økologien ikke bremses af en strafporto ved kasseapparatet. Og så bør de spørge sig selv om landbrug der bruger sprøjtegifte skal blive ved med at have landbrugsstøtte eller om det gradvist skal afvikles over de kommende år," siger landbrugs- og fødevarepolitisk chef Sybille Kyed.