Annonce

Annonce

Danva: Beskyttelse af drikkevandet kræver øjeblikkelig handling

Vandselskaberne har stadigt sværere ved at finde nye kildepladser, der ikke indeholder rester af pesticider, biocider eller kemikalier. Derfor er det vigtigt, at Danmark samler sig om at beskytte det rene drikkevand for fremtiden.

16. november 2021
Læsetid: 3 minutter
En traktor kører over marken med en sprøjte

Kommunerne har indtil udgangen af 2022 ansvaret for at risikovurdere de boringsnære beskyttelsesområder for at sikre beskyttelsen af vandet, og der mangler stadig meget arbejde. Foto: Colourbox

I oktober kritiserede miljøminister Lea Wermelin (S) kommunerne for at være langsomme i arbejdet med at beskytte drikkevandsboringerne fra pesticider og lignende forurening. Kritikken kom på baggrund af en evaluering, der viste, at over en femtedel af landets kommuner med boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) endnu ikke har udarbejdet risikovurderinger, og kun meget få steder har indgået aftaler med lodsejere om sprøjtefrihed nær boringerne.

På baggrund af en undersøgelse blandt vandselskaberne kan vandsektorens brancheorganisation, Danva, nu konstatere, at selskaberne oplever et lignende billede på en langsom implementering af beskyttelsen.

"Der er derfor akut behov for at få sat turbo på processen med at sikre beskyttelsen af nærområderne omkring vores drikkevandsboringer," skriver Danva i en pressemeddelelse og forklarer, at vandselskaberne har stadigt sværere ved at finde nye kildepladser, der ikke indeholder rester af pesticider, biocider eller kemikalier.

Ressource der er svær at erstatte

Kommunerne har indtil udgangen af 2022 ansvaret for at risikovurdere de af staten udpegede BNBO'er for at sikre beskyttelsen af vandet, og hvis de berørte lodsejere inden udgangen af 2022 indgår en frivillig aftale om BNBO’er, så vil den kompensation, de kan få for produktionstab, være skattefri.

Efter 2022 bliver beskyttelsen af de boringsnære beskyttelsesområder udmøntet som krav, og kompensationen for lodsejeren samlet set ringere, oplyser Danva.

"På sigt er det dog vigtigt at gå videre med beskyttelsen af drikkevandet. Vi har mange steder en ressource, som vi har svært ved at erstatte, hvis den skulle blive forurenet. Det er eksempelvis indvindinger til de store byer og på mindre øer, hvor der måske kun findes et eneste grundvands-magasin. Det er derfor nødvendigt, at der fra centralt hold sker en prioritering af landets indvindinger, så beskyttelsen gennemføres hurtigst muligt i disse strategisk vigtige områder. Men lige nu gælder det om at få sat fart på udmøntningen af aftalen om at gøre de boringsnære beskyttelsesområder sprøjtefri, så vi er et skridt på vejen mod at sikre danskerne rent drikkevand i hanerne nu og i fremtiden," skriver Danva.

I alt findes der 4.855 BNBO'er fordelt i 95 af landets 98 kommuner. I oktober havde 42 kommuner indrapporteret, at de har risikovurderet alle deres BNBO'er, 76 kommuner har risikovurderet mindst ét BNBO, mens 19 kommuner endnu ikke har risikovurderet nogen. I alt var 1.028 BNBO'er endnu ikke risikovurderet i oktober.

Flere artikler fra samme sektion

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider

Økologisk Landsforening har fået nyt forpersonskab

Bestyrelsen i Økologisk Landsforening har nu konstitueret sig. Den består af seks medlemmer, og en ny næstforperson.

04-04-2025 1 minutter Økologisk Landsforening

Ny politisk aftale skal styrke beskyttelsen af drikkevandet

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at afsætte 190 mio. kr. i perioden 2026-2027 til beskyttelse af det danske drikkevand. Midlerne skal fordeles via Drikkevandsfonden, som blandt andet støtter omlægning til økologi og skovrejsning.

03-04-2025 3 minutter Drikkevand,   Politik