Årtiers tilgang til politiske aftaler viser nu sin begrænsning

Vi gik ud af 2025 med en svær politisk aftale om fordeling af kvælstofudledningskvoter i landbruget. Intentionerne bag aftalen er gode: Det handler om at sikre vores vandmiljø, målrette reguleringen og give den enkelte landmand mere frihed i indretningen af driften under de givne omstændigheder.

Men aftalen er også en øjenåbner i relation til det politiske arbejde for økologien. Det bliver pludselig tydeligt, at der er forskel på at se økologien som et helstøbt alternativ til det konventionelle landbrug og blot have et mål om, at Danmark også har øko-arealer.

I Økologisk Landsforening har vi en strategi med den overliggende bjælke 'Økologi - fordi vi kun har én planet'. Vi arbejder for en verden, der tænker og handler økologisk, fordi vi mener, det er nødvendigt for at få en levende jord, sunde måltider og gode dyreliv i landbruget.

Vi udspringer af de kræfter, der ”skabte” økologien som en reaktion på en udvikling i landbruget, som de ikke mente måtte fortsætte. De så problemer med døde fisk i havet, rester af pesticider i drikkevandet og mere og mere forarbejdede produkter med lange lister af E-numre. Dertil en stor afhængighed af fossile brændstoffer til at producere kunstgødning, som kunne geare hele produktionen.

I indsatsen for at skabe plads til økologien har økologiens politiske soldater - inklusiv jeg selv - solgt økologien ind som et miljøpolitisk redskab. Det har understreget, hvad økologien leverer, og det har været det muliges kunst til at få økologien ind på spillepladen, uden beslutningstagerne behøver at tage stilling til, om landbrugets fremtid er økologisk eller ej.

Den strategi har nu mødt sin tydelige begrænsning. Hvis økologi alene skal sikre mindre kvælstoftab til vandmiljøet, er der ikke noget galt med den politiske aftale. Økologien hjælper landbruget i mål med kvælstofreduktionen på den billigst mulige måde. Men hvis målet om at få mere økologi også handler om, at vi skal have sundere fødevarer fri for rester af sprøjtegifte, og målet om 510.000 ha økologisk areal blot er et trin på vejen, er det en anden sag.

Der kommer næppe mange flere økologiske produkter som følge af kvælstofaftalen. Vi må forvente at se tilgang af økologer i de områder, hvor der er størst indsatsbehov for at stoppe kvælstofudvaskningen. Her vil vi få landbrug, der ikke producerer særlig mange fødevarer, men i stedet lever af økologitilskud og af at sælge kvoter til konventionelle landmænd. Kort sagt risikerer vi, at det kun bliver økologi på papiret.

Næste skud på stammen bliver grundvandsparkerne. Også her kan politikerne bruge økologien, og derfor kom det også med i den politiske aftale, at det skal undersøges, om de kan skabe et økonomisk incitament til at få flere økologer i lige netop de områder. Det kan der måske komme lidt flere økologiske produkter ud af, da nogle af disse jorde er gode dyrkningsjorde. Men hvad så derefter?

Hvad med alle de andre landbrugsjorde? Hvad med insekterne og fuglene, der skal kunne leve i hele landet? Hvad med vores sunde fødevarer? Hvad med landbrugsdyrene?

Hvis økologimålet er opfyldt ved, at Danmark får en masse landbrugsarealer uden nævneværdig fødevareproduktion, er det ikke svært at forestille sig biologer, der vil synes, at det er bedre at få ren natur på de økologiske arealer, eller forstfolk, der mener, der lige så godt kunne være skov.

Efteråret 2025 blev erkendelsens time, og vi er nødt til at åbne politikernes øjne for, om ikke tiden er inde til at fokusere på den samlede vision for fremtidens landbrug og nødvendigheden af at se på helheder.

Fortsætter vi med at bruge økologi alene som virkemiddel, er økologien med til at sikre grundlaget for videreførelsen af det konventionelle landbrug. Økologien vil stå i vejen for at nå i mål med sin egen ambition om et landbrug, der respekterer og samarbejder med de omkringliggende økosystemer, og Danmark får ikke det landbrug, der respekterer de planetære grænser.