Ungt avlsselskab får tidligere Friland-direktør ved roret

Danish Pig Genetics ansætter Henrik Biilmann som ny adm. direktør.

01. februar 2022
Læsetid: 2 minutter
Henrik Biilmann fra Friland portræt
Gennm syv år var Henrik Biilmann direktør for Friland A/S, hvor de økologiske grise bidrog med hovedparten af omsætningen. Med skiftet til Danish Pig Genetics bliver hans hovedfokus at udvikle de bedste avls- og slagtedyr. Arkivfoto: Jakob Brandt

For et år siden forlod Henrik Biilmann jobbet som direktør for VikingGenetics efter kun et år på posten, men nu sætter den tidligere direktør for Friland A/S sig igen tilrette i direktørstolen i et avlsselskab, idet han 1. februar overtager posten som adm. direktør for Danish Pig Genetics.

I den nye rolle får Henrik Biilmann mulighed for at kombinere sine erfaringer fra  både kvægavlsforeningen VikingGenetics og næsten syv år som direktør for DC-datterselskabet Friland A/S, som har givet ham kendskab til både svineproduktion og genetik.

”Vi har i lang tid været på udkig efter den helt rigtige profil til stillingen som direktør hos Danish Pig Genetics. Det er en stilling, der kræver indsigt i både svinebranchen, genetikken og strukturen i landbrugssektoren. Herudover har vi brug for en stærk profil, der kan stå i spidsen for de ambitioner, vi har om at vækste virksomheden – ikke mindst internationalt. Disse kompetencer besidder Henrik Biilmann, og vi glæder os meget til at byde ham velkommen i virksomheden,” siger Steen Bødtker, bestyrelsesformand i Danish Pig Genetics i en pressemeddelelse.

Henrik Biilmann overtager posten fra Karsten Due, der stoppede efter blot otte måneders ansættelse som direktør for Danish Pig Genetics, der blev stiftet i 2018, da svineavlerne ikke ønskede at blive indlemmet i Danbred.

”Jeg glæder mig meget til at bidrage til at indfri de høje ambitioner, som Danish Pig Genetics har. Virksomheden er allerede vækstet kraftigt siden etablering i august 2018, og det bliver spændende at bidrage med mine erfaringer i den videre udvikling,” siger Henrik Biilmann, som bor i Risskov med sin hustru og to døtre.