Frilands direktør stopper
Henrik Biilmann har valgt at opsige sin stilling efter syv år hos Friland A/S.

Efter næsten syv år som adm. direktør hos Friland A/S er det slut for Henrik Biilmann. Han har valgt at opsige sin stilling med fratrædelse 31. januar 2020. Det oplyser Friland i en pressemeddelelse.
"Det har været en af de sværeste beslutninger i min karriere, og det er meget vigtigt for mig at understrege, at min opsigelse ikke er et fravalg af Friland. Jeg har fået et tilbud fra anden side, som er det helt rigtige for mig, der hvor jeg er i min karriere netop nu," siger Henrik Biilmann og fortsætter:
"Bestyrelsen og alle medarbejderne hos Friland er et utroligt stærkt hold, og jeg er slet ikke i tvivl om, at Friland er gearet til at møde den stigende efterspørgsel på både økologi og produkter med fokus på høj dyrevelfærd."
Den 1. februar tiltræder han i stedet som adm. direktør for Viking Genetics, der med 150 ansatte er blandt verdens største landmandsejede kvægavlsforeninger.
Frilands bestyrelsesformand, Peter Fallesen Ravn, udtrykker ærgrelse over beslutningen.
"Henrik har formået at balancere det kommercielle, samtidig med at han i høj grad har formået at involvere leverandørerne," siger Peter Fallesen Ravn.
Henrik Biilmann er desuden formand for Virksomhedsudvalget i Økologisk Landsforening.