På ét punkt har USA's sundhedsminister ret
DEBAT: 70 pct. af den mængde energi, som amerikanerne indtager, kommer fra ultraforarbejdede fødevarer. De uregulerede markedskræfter har skabt et fødevaremarked, hvor maden dybest set er uegnet til menneskeføde. Danmark kan blive næste offer, hvis politikerne ikke handler.
Mange af os har nok en opfattelse af USA’s sundhedsminister Robert Kennedy Jr. som værende kontroversiel med sine påstande om bl.a. vacciner, miljø og kemi. Men nu har han på ét vigtigt punkt konverteret til sund fornuft.
Under overskriften 'Amerika er sygt. Data er klare' har han lanceret en række nye kostanbefalinger, hvor han opfordrer amerikanerne til at droppe ultraforarbejdet mad og i stedet spise "rigtig mad".
Overskriften henviser til, at over 50 pct. af den amerikanske befolkning har diabetes eller forstadier til det. At 75 pct. har mindst én kronisk sygdom, og at kronikerne sluger 90 pct. af de nationale sundhedsudgifter. Han siger også, at 70 pct. af den mængde energi, som amerikanerne indtager, kommer fra ultraforarbejdede fødevarer.
Hvilken banebrydende erkendelse. De fri og uregulerede markedskræfter har skabt et fødevaremarked, hvor maden dybest set er uegnet til menneskeføde.
Befolkningen har IKKE brug for billigere usund mad. Tværtimod.
Denne erkendelse er endnu ikke trængt igennem i Danmark. Måske fordi omfanget af ultraforarbejdet mad endnu ikke er lige så voldsomt som i USA, men tro mig: Det bliver det, hvis der ikke reguleres fra politisk side. Så vil vi om 10-20 år også sige, at Danmark er sygt.
I Danmark har vi længe haft nogle fornuftige kostråd om at spise planterigt, varieret og ikke for meget, og hvis alle bare fulgte dem, ville vi ikke være på vej mod en sundhedskrise. Men vi ved også, at vi er oppe mod stærke markedskræfter, hvor pris spiller en stor rolle. Derfor er regeringen nødt til at kombinere ønsket om lavere fødevarepriser med behovet for billigere sund mad. Befolkningen har IKKE brug for billigere usund mad. Tværtimod.
Hvis regeringen ønsker at tilgodese den danske befolkning, er det oplagt at nedsætte momsen på frugt, grønt og sund mad. Hvis regeringen ønsker at skaffe sig flere stemmer til næste folketingsvalg, er det måske fornuftigt at nedsætte momsen på al mad og gøre slik og chokolade billigere.
Mange flere burde aktivt fravælge den ultraforarbejdede industrimad, som rettelig burde kaldes ikke-mad. Regeringen kunne gøre befolkningen en stor tjeneste ved at sætte de relative priser op på de dårlige ikke-madvarer og tilsvarende sætte de relative priser ned på det sunde, som Danmark har brug for, at flere indtager hver eneste dag, så vi undgår en sundhedskrise som i USA.