Lad os dele vores erfaringer, før ilden brænder ud

Af Tom Nagel Rasmussen, økolog og bestyrelsesmedlem i Samsø Slagtehus

Der er mange positive historier om nyopstartede virksomheder inden for det økologiske felt - om gode idéer, der bliver til virkelighed, ofte sat i gang af ildsjæle med gåpåmod og entusiasme. Om begejstring og lokal opbakning. Det er vigtigt med de gode historier. I en tid præget af kaos og forvirring og med store politiske spændinger globalt set, er det vigtigt at vise, at der faktisk kan ske forandringer ved, at man engagerer sig.

Der er også indimellem kortere omtaler af projekter, hvor det er gået knap så godt - om betalingsstandsninger, konkurs og nedlæggelse. Hvad er der midt imellem? Hvilke udfordringer er det, de nyetablerede virksomheder står med, når entusiasmen udfordres af begrænset indsigt i økonomi og virksomhedsstyring? Og hvordan kan udfordringerne imødegås, inden det kommer til det tidspunkt, hvor ilden brænder ud, og projektet må opgives? Kan vi dele vores erfaringer, så vi undgår at bruge en masse kræfter og penge på projekter, som går i sig selv igen, vil en hel del være vundet.

Et eksempel på ovennævnte problematik kunne være Samsø Slagtehus, oprettet som andelsselskab i vinteren 2016 af en gruppe med tilknytning til Økologisk Samsø og med støtte fra Realdaniafonden, Samsøfonden og med LAG-midler.

Efter at Danish Crown i 1999 lukkede koncernens slagteri på Samsø, har øens konventionelle landmænd sendt deres slagtedyr med lastbil til Jylland, mens økologerne og de mindre producenter har måttet vælge mellem hjemmeslagtning eller selv at skulle transportere dyr til slagtning på fastlandet.

Stor var glæden derfor, da det lykkedes at få Samsø Slagtehus op at stå i vinteren 2016. Nu kunne øens mindre producenter få slagtet deres lam, grise og køer på et lokalt slagtehus, uden at skulle sende dyrene på en længere transport til Jylland, ligesom øens jægere kunne få behandlet deres nedlagte vildt lokalt.

Så langt så godt! Fra starten havde vi i bestyrelsen besluttet, at slagtehuset ikke skulle stå for salg og distribution, da der ikke var arbejdsmæssig kapacitet til det, men efter en indkøringsfase, hvor slagtehuset beviste sin funktion og eksistensberettigelse, blev det forholdsvis hurtigt klart, at returslagtningerne, hvor producenten afleverer sine dyr til slagtning og efterfølgende afhenter kødet til forbrug eller videresalg, dårligt løb rundt rent økonomisk. Der var behov for en forædling af produkterne for at kunne generere et overskud, så på et tidspunkt blev det besluttet at søge en forpagter med erfaring i slagterfaget og en viden om forarbejdning til røgvarer, pølser, delikatesser m.m.

Vi tror selv på, at markedsføring af et lokalt/økologisk kødvareprodukt med Samsøs gode renommé inden for kartoffeldyrkning og grøntsagsproduktion i ryggen vil være forholdsvis ligetil. Og at antallet af slagtedyr vil være selvjusterende i forhold til muligheden for at afsætte dem via slagtehuset - med andre ord, at flere mindre dyrehold vil blive oprettet, hvis muligheden for at afsætte dem gennem det lokale slagtehus er til stede.

Men på en lille ø som Samsø er det ikke nemt at finde en ledig slagter, der er parat til at tage springet som selvstændig, og trods et økonomisk favorabelt tilbud om leje af slagtehuset - og trods ihærdig søgning og annoncering også uden for øen - er det derfor endnu ikke lykkedes at finde en slagter til at forpagte Samsø Slagtehus.

Imens vi venter, holder vi liv i slagtehuset med de returslagtninger, der stadig er behov for på øen - vi håber og tror stadigvæk på, at historien om Samsø Slagtehus kan ende som en af de positive historier om et lokalt initiativ, der lykkedes og blev til virkelighed også på langt sigt.