Annonce
Annonce
Der ligger et stort potentiale for dansk økologi syd for grænsen
MARKEDSKLUMME: Danske eksportvirksomheder har gode muligheder for at omsætte Danmarks position som global rollemodel i forhold til økologi i foodservice, til ordrer i udlandet, vurderer Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforening.

Danske producenter har stærke kort på hånden i forhold til at sælge flere økologiske varer til både detailbutikker og professionelle køkkener syd for grænsen, mener Dennis Hvam. Foto-ACME-CC-BY-NC-2.0
Efter nogle stille år er der igen vækst i det hjemlige økologisalg, men selv om det går godt på hjemmefronten, er der ingen grund til at lukke øjnene for potentialet uden for landets grænser. Tværtimod. Lige syd for grænsen kalder Europas største økologimarked på nye økologiske produkter, og mange danske fødevareproducenter kender allerede vejen til Tyskland.
I løbet af ti år er Danmarks eksport af økologi til det tyske marked næsten tredoblet til 1,7 mia. kr. Det udgør dermed godt halvdelen af Danmarks samlede økologieksport, og der er ingen grund til at tro, at væksten ikke fortsætter i de kommende år.
Men det kræver, at de danske producenter er klar til at udnytte deres innovative kapacitet til at introducere unikke økologiske produkter eller produktvarianter, som ikke allerede findes bredt på det tyske marked, og det er altid nemmest at skabe vækst på markeder, hvor vi i forvejen står stærkt.
Det gør vi i Tyskland, hvor danske eksportvirksomheder traditionelt har haft meget fokus på detailhandlen, men nu er der skabt en ny åbning, da den tyske regering i år har introduceret økologiske spisemærker til de professionelle køkkener efter dansk forbillede.
Potentialet er stort og lad os udnytte, at mange kigger mod Danmark, når de tænker økologi.
— Dennis Hvam, International markedschef i Økologisk Landsforening
Hidtil har mejerivarer og kød til den tyske fødevareindustri vejet tungt i eksporten til Tyskland, men de nye tyske spisemærker gør nu tiden moden til at udnytte, at Danmark i udlandet længe har været betragtet som en global rollemodel og frontløber, når det kommer til økologi i foodservice.
Det betyder, at de danske fødevareproducenter har oparbejdet en ekspertise i at udvikle nye løsninger og produkter i flere forskellige varekategorier, som er tilpasset behovene i de professionelle storkøkkener, kantiner, daginstitutioner og restauranter. Tysklands ønske om at øge forbruget af økologiske råvarer i foodservicesektoren vil formentlig medføre, at tyske storkøkkener og kantiner i de kommende år får brug for flere økologiske varer. Nu handler det om at komme ud af startblokken, så de danske produkter kan komme på indkøbslisten hos de tyske køkkenchefer.
I øjeblikket er vi sammen med eksportnetværket Bio Aus Dänemark ved at samle holdet til den danske fællesstand på BioFach 2025, som er verdens største økologimesse, hvor de tyske indkøbere hvert år fylder mest i det internationale korps af øko-købmænd. Messen bliver traditionen tro afholdt i Nürnberg, hvor vi næste år håber at kunne stille med et stærkt hold, som er klar til at udnytte, at vi er verdensmestre i både omlægning af køkkener til økologi samt udvikling og eksport af fødevareløsninger og produkter.
Det gælder ikke mindst i kategorien med plantebaserede produkter, hvor Tyskland forventer en markedsvækst på 162 pct. frem mod 2030. Potentialet er stort og lad os udnytte, at mange kigger mod Danmark, når de tænker økologi.
Flere artikler fra samme sektion
Nye kartofler – frisk smag med en bitter eftersmag
DEBAT: Under den delikate overflade gemmer der sig en ubehagelig sandhed: De nye danske kartofler fra Samsø er den mest sprøjtede grøntsag i dansk landbrug.
Enkel økologi – uden at gå på kompromis
FORPERSONENS ORD: Hvis vi vil have flere marker i omlægning, flere lokale fødevarer på hylderne, og flere engagerede virksomheder i bevægelsen, må vi sikre, at vejen ind i økologien er lige så ren, som den er reel.
Vedtagelse sætter Økologisk Landsforening i et uheldigt dilemma
DEBAT: Generalforsamlingens beslutning om, at Økologisk Landsforening skal arbejde for, at økologisk landbrug baseres på kun økologiske produktionsmetoder, kan ikke realiseres i praksis, som status er i dag.