Annonce
Annonce
Som det fremgår af flere debatindlæg om forslaget til ny demokratisk struktur, og som vi i øvrigt er bekendt med via samtale med andre af foreningens medlemmer, så er det en forsimpling at påstå, at det er en enig bestyrelse, der med opbakning fra nogle enige udvalg, står bag den foreslåede repræsentantskabsmodel, skriver Preben Drastrup, Bjarne Hansen og Karin Stavnskær i dette debatindlæg. Arkivfoto: Jakob Brandt
Der er ikke klar enighed om ny struktur i ØL
DEBAT: Det er en forsimpling at påstå, at det er en enig bestyrelse, der med opbakning fra nogle enige udvalg, står bag den foreslåede repræsentantskabsmodel.
Af: Preben Drastrup, økologisk landmand og medlem af Svineudvalget
Bjarne Hansen, personligt medlem af Økologisk Landsforening
Karin Stavnskær, personligt medlem og medlem af Svineudvalget
I forrige uge skrev vi et indlæg, som omhandlede forslaget til ny demokratisk struktur. Risikoen ved at skulle debattere store, væsentlige emner på skrift er, at diskussionen kan blive for simplificeret og skarp i tonen.
Det har aldrig gavnet gensidig forståelse og opnåelse af ”det fælles bedste kompromis”. Det er desværre her, diskussionen om behov for udskydelse af beslutningstagen til den nye model og fordele/ulemper ved den nye model befinder sig p.t. Fordi det er en meget svær kunst at skrive/svare både entydigt, kortfattet, og nuanceret.
Per Kølster havde modtaget vores indlæg, inden det blev slået op på Økologisk Nu, og han havde kommenteret indlægget punkt for punkt. Mange af Per K.’s svar giver anledning til diskussion og opfølgning, men efter vores mening egner dette medie sig ikke til ”fortløbende frem-og-tilbage argumentation”. Det virker bedst i en mundtlig debat. Derfor vil vi udelukkende følge op på nogle enkelte punkter.
Ikke enighed om ny struktur i baglandet
Som det fremgår af flere debatindlæg om forslaget til ny demokratisk struktur, og som vi i øvrigt er bekendt med via samtale med andre af foreningens medlemmer, så er det en forsimpling at påstå, at det er en enig bestyrelse, der med opbakning fra nogle enige udvalg, står bag den foreslåede repræsentantskabsmodel.
Der er delte meninger om forslaget både i bestyrelsen og i flere fagudvalg. Det er en del af den demokratiske proces at være åben om dette, så alle deltagere på generalforsamlingen får et mere oplyst grundlag at tage stilling ud fra.
Tiltrækning af unge/yngre medlemmer
Der er en væsentlig pointe i, at ØL mangler unge/yngre medlemmer. Denne udfordring er vi som forening nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved.
Foryngelse af medlemsgruppen har bare ikke pr. automatik noget med organiseringen at gøre. Hvis der til et repræsentantskab skal vælges f.eks. tre køkkenfolk, så er der ingen garanti for deres aldersfordeling. Foryngelse kommer ad nogle helt andre kanaler.
Naturligvis skal der ske godkendelse af beretningen
Overfladisk betragtet, kan det virke som en strid om ord, hvorvidt generalforsamlingen formelt skal godkende bestyrelsens/formandens beretning eller ej. Men i sin grundsubstans er det lige præcis afstemningen om beretningen, der er generalforsamlingens godkendelse af bestyrelsens arbejde det forgangne år – eller i modsat fald her, hvor generalforsamlingen kan afsætte bestyrelsen, hvis generalforsamlingen er helt uenig i bestyrelsens retning og beslutninger (hvilket gudskelov kun meget sjældent er tilfældet). Derfor skal generalforsamlingen naturligvis også fremadrettet godkende beretningen – uanset hvilken demokratisk model foreningen har.
En forenings hjerte
Demokrati i en forening er bøvlet og tidskrævende, men det er hele hjertet i foreningen. Formanden skal tegne foreningen, mens bestyrelsen er et aktivt mellemled, der skal følge med i medlemmernes ytringer om stort og småt samt sikre den lokale forankring og den hurtige vej fra medlem til formand. Fra gulvet strømmer der således meninger, holdninger og viden via medlemmerne (blodårerne) til bestyrelsen (hjertet), som skal slå i takt med foreningen.
Formanden skal bearbejde disse inputs og danne foreningens ansigt udadtil ud fra de modtagne input. Og hvis ikke der er tæt forbindelse mellem medlemmerne og et bestyrelsesmedlem - som måske oveni købet er udefrakommende - så opstår der hjerteflimmer, og der kommer slet ikke ilt nok til hjertet. Derfor skal der i en forening, der er så bredspektret og landsdækkende som ØL, være mange i dens bestyrelse.
Dette er et debatindlæg og ikke et udtryk for redaktionens holdning. Ønsker du at skrive et debatindlæg til Økologisk så send det til hhk@okologi.dk. Navn og profession skal oplyses. Vi forbeholder os retten til at redigere i rubrik, manchet og mellemrubrik samt at rette sproglige fejl.
Flere artikler fra samme sektion
Merete Juhl stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer, netop som den grønne trepart er faldet på plads
Landbrug & Fødevarer reorganiserer sin direktion, og formandskabet har i den forbindelse udpeget en ny adm. direktør. Det er uklart, om den afgående direktør selv har taget valget om at stoppe.
Økologisk Landsforening: Brugen af regenerativt landbrug som begreb kandiderer til greenwashing
DEBAT: Brugen af begrebet regenerativt jordbrug tenderer til greenwashing, når aktører bruger det i flæng med sprøjtegift. Syntetiske sprøjtegifte og kunstgødning er ikke forenelige med et regenerativt landbrug, der beskytter naturen, skriver forperson Michael Kjerkegaard.
Økologi giver en sikker effekt, men det økonomiske system er blindt for det
DEBAT: Jeg tror, vi alle her i Vesten er godt tilfredse med at leve i en markedsbaseret økonomi. Men det forekommer mig, der er en indlejret fejl, som vi ikke må være blinde for, og som Folketinget må tage ansvar for at løse.