Virtuelle hegn til græssende dyr kan ikke altid betale sig

FAGLIGT TALT: Virtuel hegning er en omkostningstung løsning opgjort pr dyr, så det er ikke oplagt til hegning af en stor flok malkekøer, men kan til gengæld være en forelagtig løsning på store ekstensive arealer med få dyr.

16. februar 2026
Læsetid: 3 minutter
En flok køer på græs
Et virtuelt hegn er relativt dyrt og er derfor ikke oplagt på græsarealer nær stalden, hvor det i forvejen er nemt at opsætte hegn. Arkivfoto: Jakob Brandt

Af: Sofie Thanning Bell, kvægrådgiver, ØkologiRådgivning Danmark

I efteråret blev det muligt at søge dispensation til at bruge virtuelle hegn til kreaturer i Danmark. Virtuelle hegn må også brugs i økologisk produktion, men det skal stadigt være muligt at holde økologiske og konventionelle dyr adskilt.

Der er enheder på markedet, som er designet til får og geder, men Fødevarestyrelsen har endnu ikke åbnet for muligheden for at få dispensation til virtuel hegning af får og geder i Danmark.

Virtuelle hegn fungerer ved, at dyrene bærer et halsbånd, som udsender en advarselslyd, når dyret kommer i nærheden af grænsen for folden. Det virtuelle hegn indtegnes i en app, hvor hegnslinjen også kan flyttes efter behov. Ved opstart af brug af virtuelle hegn skal dyrene trænes i forståelse af lydsignalet i et hegnet område. Hvis dyret ikke reagerer på lyden og passerer det afgrænsede område, får det et stødsignal. Efter tre stødsignaler går halsbåndet i ”escape mode”. Dyreholder modtager en meddelelse i appen, og det er muligt at lokalisere dyret ved hjælp af halsbåndets GPS-signal.

Udgiften til virtuelle hegn består af en indkøbspris på halsbånd og et månedligt abonnement pr. halsbånd. Udgiften pr. dyr bliver forholdsvis høj, og det er derfor ikke særlig oplagt til græsarealer tæt på stalden, hvor malkekøerne typisk afgræsser med et højt græsningstryk. Det er mere relevant til store naturarealer, som afgræsses med lavt dyretryk, hvor det kan være en stor eller vanskelig opgave at opsætte traditionelt hegn.

For mælkeproducenter er det kvierne på ekstensive arealer, som det eventuelt kunne være relevant for. Det er også et system, der gør det nemmere at flytte dyrene og giver mulighed for lettere tilsyn på store arealer, da dyrene kan lokaliseres ved hjælp af GPS-enhederne i halsbåndene.

Det er en ny teknologi i udvikling, og det er vigtigt at have for øje, at det fuld billede af fordele, ulemper og problemer endnu ikke står klart.