Annonce

Annonce

Vildsvinebesøg hos økogrise kostede landmand næsten 300.000 kr.

Efter et uventet ornebesøg hos en flok fritgående økogrise måtte en landmand aflive dyrene, og den øvrige besætning fik seks ugers salgsstop. Det kostede op mod 300.000 kr., men kunne være blevet meget dyrere.

29. marts 2025
Læsetid: 5 minutter
Henrik Bovbjerg i sti med polte

Økolog Henrik Bovbjerg fik i januar besøg af en vildsvineorne hos polte på udendørs arealer, og det har kostet ham næsten 300.000 kr. og seks ugers salgsstop. Men det kunne være gået meget værre. Arkivfoto: Jonas Fotografi

En lørdag morgen i januar fik den økologiske griseavler Henrik Bovbjerg et overraskende telefonopkald fra en nabo.

”Han var lige kommet forbi vores besætning og sagde: Ved du godt, at der står et vildsvin inde i dit grisehold? Og den er i gang med at bedække dem,” fortæller Henrik Bovbjerg, der har en griseproduktion i Bovbjerg Økologi ved Give.

Han skyndte sig ud til marken, og der var vildsvineornen ganske rigtigt i fuld gang med at bedække poltene i indhegningen, som skulle have været solgt som avlsdyr.

”De var omkring 30 uger og var rigtig i brunst, så det havde den rigtigt rendt og hygget sig med. Marken var indhegnet med et drægtighedshegn som den har kunnet hoppe over. Vildsvin er åbenbart mere adrætte end vores almindelige grise, for vi har aldrig haft en gris, der er løbet ud,” forsikrer Henrik Bovbjerg.

Vi går ud og bryster os med at vi ikke har vildsvin i Danmark, og når så sådan noget sker, så er det altså bare virkelig, virkelig uheldigt.

— Henrik Bovbjerg, direktør, Bovbjerg Økologi

Naboen var på vej på jagt og havde en riffel i bagagerummet, og vildsvinet blev hurtigt skudt på marken. Men da var skaden allerede sket; de 28 dyr, der gik i folden, måtte slagtes med det samme.

”Det var nogle af vores gode avlsdyr, som vi selv skulle bruge, så det er et stort problem, at vi nu mangler dem. De blev jo bare slagtet på et soslagteri, så det gav jo ikke meget,” siger Henrik Bovbjerg.

Seks ugers stop for salg

Efterfølgende fik Bovbjerg Økologi seks ugers salgsstop for brud på smittebeskyttelsen, fordi besætningen har en særlig SPF-SuS-status. Første efter seks uger måtte de tage de første blodprøver og næsesvabsprøver mm. på de øvrige dyr, som det kræves hos en SPF-besætning.

Fra vildsvinet slap ind til besætningen gik der otte uger, før de igen kunne sælge de første avlsdyr. Det er en vigtig del af forretningen, fordi der er tale om en opformeringsbesætning, der leverer avlsdyr til andre økologer.

Fordi økologiske grise går ude, er økologer langt mere sårbare end konventionelle griseavlere, hvis vildsvin går frit i landskabet. Nu overvejer Henrik Bovbjerg, hvordan de skal sikre dyrene i fremtiden.

”Hegnet rundt om vores drægtighedsfolde er omkring en meter højt, og nu står vi så med et dilemma: Skal vi sætte et højt hegn rundt om det hele? Gør vi det, spærrer vi hele området af for rådyr og krondyr i de perioder, der ikke går grise på markerne, og det ville jo være ærgerligt, hvis vi i de perioder forstyrrer flora og fauna derude,” siger Henrik Bovbjerg, og tilføjer, at det også ser voldsomt ud i landskabet og er dyrt at sætte op.

Poltene her hos Bovbjerg Økologi løber aldrig selv ud af indhegningen, men vildsvin kan åbenbart godt krydse hegnet
Poltene her hos Bovbjerg Økologi løber aldrig selv ud af indhegningen, men vildsvin kan åbenbart godt krydse hegnet. Privatfoto: Bovbjerg Økologi

Vildsvin på Naturstyrelsens app

Han havde selv spottet et vildsvin kort før jul, og han meldte det via app’en 'VildsvineTip’ til Naturstyrelsen.

Vildsvineornen var formentlig sluppet ud fra et privat indhegnet jagtområde ved et gods i nærheden. Henrik Bovbjerg er modstander af, at der skal være vildsvin i Danmark, og skal de være her, skal det være under meget kontrollerede forhold.

”Noget tyder på, at der er alt for lidt kontrol med de vildsvinebesætninger, der findes. Jeg tænker, at de udgør en alt for stor risiko for det store eksporterhverv, vi har med både økogrise og almindelige konventionelle grise. Det er så omfattende økonomiske skader, vildsvinebesætninger kan forårsage,” mener han.

De, som har vildsvin som hobby, og synes, det er sjovt at gå på jagt efter dem, har slet ingen forståelse for risikoen og for, hvor meget griseproduktionen bidrager med i samfundet.

— Henrik Bovbjerg, direktør, Bovbjerg Økologi

”Det har kostet et sted mellem 200.000 – 300.000 kr. for mig, og det er jo en lille skade, i forhold til hvad der kunne være sket. Hvis en af vores prøver havde været positive med SPF-smitte, skulle jeg have tømt hele besætningen, og det havde måske kostet et års driftstab på mellem fem og syv mio. kr.,” vurderer han.

Skulle det komme så vidt, at svinepest kom ind i landet via vildsvin, ville det koste erhvervet mange milliarder.

”De, som har vildsvin som hobby, og synes, det er sjovt at gå på jagt efter dem, har slet ingen forståelse for risikoen og for, hvor meget griseproduktionen bidrager med i samfundet,” mener  Henrik Bovbjerg.

”Vi går ud og bryster os med, at vi ikke har vildsvin i Danmark, og når så sådan noget sker, så er det altså bare virkelig, virkelig uheldigt."

Vildsvin

Er du lodsejer og ser vildsvin på din grund, bør du:

  • Selv nedskyde dyret eller
  • Kontakte Naturstyrelsen på telefon 7254 3000 for hjælp til nedskydning
  • Nedskyder du selv vildsvinet, bør du derudover indberette din observation af vildsvin direkte til Naturstyrelsen og eventuelt også indberette via Landbrug & Fødevarers app 'Vildsvin og vandløb', som kan hentes gratis via App Store
  • Ved egen nedskydning skal der tages kontakt til den lokale veterinærenhed med henblik på at få taget prøve fra vildsvinet for at sikre, at den ikke er bærer af sygdomme

Kilde: Landbrug & Fødevarer

Flere artikler fra samme sektion

Ko med kalv-systemer vinder indpas i større malkebesætninger: »Det her er meget sjovere at passe«

Flere og flere kvægbesætninger forsøger i disse år at holde kalvene længst muligt hos deres ko eller en ammetante. Det kræver nye måder at indrette staldene på, men kan til gengæld give bedre dyrevelfærd og mere fleksibilitet i arbejdstiden.

31-03-2025 12 minutter Dyrevelfærd,   Kvæg

Ærtedyrkning på fremmarch: Sådan undgår du ærterodråd og sikrer høsten

Ærtedyrkning til konsum breder sig især blandt økologer. Men før man satser stort på det lille runde frø, er det vigtigt at sikre sig mod sygdomme – og især den meget destruktive ærterodråd.

Nyt projekt skal identificere fremtidens skadedyr

Klimaet forandrer sig hurtigt, og en ny bølge af skadedyr truer derfor danske afgrøder, skriver Innovationscenter for Økologisk Landbrug, som advarer om, at nye skadedyr kan få alvorlige konsekvenser for udbytte og økonomi hos både økologiske og konventionelle landbrugere.

27-03-2025 3 minutter Planteavl,   Plantesygdomme