Annonce

Annonce

Høns i hønsegård

De økologiske ægproducenter har fjernet fiskemel fra foderet til høns. Det har ført til et fald i PFAS, men omvendt er der begyndende problemer med dyrevelfærden, fordi fodererstatningen ikke er lige så god. Foto: Morten Telling

Økologiske æg har ikke længere forhøjede niveauer af PFAS

Nye analyser viser, at indholdet af PFAS i økologiske æg er meget lavt, efter at producenterne har fjernet fiskemel fra foderet. Ægproducent aner dog problemer med fodererstatningen og advarer om, at det kan gå ud over dyrevelfærden.

Opdateret d. 24/04 kl. 11:23 med svar fra Landbrugsstyrelsen

Det lader til at have virket, at de økologiske ægproducenter fjernede fiskemel fra hønsenes foder. I hvert fald viser nye analyser fra Fødevarestyrelsen, at indholdet af PFAS er faldet, efter at producenterne reagerede på de tidligere høje fund.

Fødevarestyrelsen har i marts og april 2023 undersøgt æg fra 10 forskellige økologiske producenter. I otte prøver blev der ikke påvist PFAS, mens der i to prøver var fund af PFAS, men langt under grænseværdien.

Der blev ikke påvist PFAS i prøver fra fire forskellige konventionelle æggeproducenter. Efter fundet af PFAS i visse typer af fiskemel har Fødevarestyrelsen også undersøgt fisk fra hav- og dambrug. I 10 af disse prøver er der ikke påvist PFAS, mens der i tre prøver er påvist PFAS i meget lave niveauer og langt under grænseværdien.

"Det er utrolig glædeligt, at Fødevarestyrelsen nu har konstateret, at økologiske æg ikke længere har PFAS i forhøjede niveauer. For mig at se er det udtryk for høj fødevaresikkerhed, når det så hurtigt er lykkedes at få lokaliseret og fjernet kilden til problemet – nemlig fiskemel i foderet. Det skaber tryghed og vished om, at der ikke er noget at frygte ved at spise økologiske æg. Fra regeringens side har vi fortsat stort fokus på den seneste tids generelle udvikling med PFAS, og derfor har Fødevarestyrelsen igangsat et bredere screeningsarbejde af PFAS i vores fødevarer, så vi bliver klogere og kan sætte ind, hvor der er brug for det," siger fødevareminister Jacob Jensen (V).

ØL håber, at folk igen vælger øko

Louise Køster, forperson for Økologisk Landsforening, håber, at det vil få de forbrugere, som har undladt at købe øko-æg de seneste måneder, til igen at vælge æggebakkerne med det røde Ø. Fundene, der blev offentliggjort i januar, betød nemlig, at DTU Fødevareinstituttet frarådede børn mellem fire og ni år at spise mere end 2,5 økologisk æg om ugen.

”Vi håber, at du vil vælge økologiske æg næste gang, du handler i dit supermarked. Ja, vi vil faktisk opfordre dig til det. For når du vælger økologiske æg, køber du samtidig hønerne mere plads i stalden, du køber dem mulighed for at komme udenfor. Du køber et rent kvalitetsprodukt fra et dyr, der har fået økologisk foder uden kunstigt fremstillede tilsætningsstoffer. De er det sikre valg,” siger Louise Køster.

Selvom sagen har været negativ for den økologiske branche, ser hun det positive i, at den har fået myndighederne til at lave flere screeninger for PFAS i fødevarer, og hun mener, at den har skabt fornyet fokus på behovet for et opgør med kemikalier, giftstoffer og syntetiske pesticider i vores fødevarer. Økologisk Landsforening støtter desuden forslaget om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter, der blev førstebehandlet i Folketinget i sidste uge.

Problemer med erstatningsfoderet

Lars Bredahl, der er ægproducent og forperson i Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening, er også glad for de nye resultater.

"Det er fantastisk, at vi nu igen kan gå ud og anbefale børn at spise økologiske æg. Jeg er meget glad og stolt over måden, som hele branchen reagerede på, hvor vi egentlig selv løste problemstillingerne ved at fjerne fiskemelet," siger han.

Det er dog ikke udelukkende positivt. Fiskemelet var en vigtig bestanddel af hønsenes foder, fordi det havde de nødvendige aminosyrer, og for at kunne give hønsene det med andet foder, har man været nødt til at hæve proteinindholdet.

"Det betyder, at de udskiller proteinet, hvilket giver noget fedtet strøelse, og det kan give anledning til begyndende fjerpilning, så vi producenter har hejst det gule flag og lægger stadig pres på Landbrugsstyrelsen for at få lov til at bruge nogle konventionelle proteinkilder for at kunne afbøde problemstillingen," fortæller Lars Bredahl.

Straks efter PFAS-fundene efterlyste de økologiske ægproducenter en tidsbegrænset dispensation, så de kunne tilsætte en lille, men meget væsentlig andel, på op til fem pct. ikke-økologiske proteinkilder til foderet med hjemmel i økologiforordningens katastrofebestemmelse. Dette afslog Landbrugsstyrelsen dog, da den vurderede, at kriterierne for at bruge bestemmelsen ikke var opfyldt, da der ikke var tale om en konkret hændelse, men en baggrundsforurening.

"Jeg føler, at man sætter jura over dyrevelfærd. Det er ikke, fordi vi har galopperende fjerpilning, men enkelte producenter siger, at de har set lidt, om end det kan være andre årsager, som fx at hønsene ikke må komme ud pga. risikoen for fugleinfluenza. Uanset hvad ser vi fedtet strøelse, og det er ikke så godt," siger Lars Bredahl.

Landbrugsstyrelsen svarer

I et skriftligt svar til Økologisk Nu skriver Landbrugsstyrelsen, at den tager informationerne om velfærdsproblemer alvorligt:

»I februar har Landbrugsstyrelsen bl.a. undersøgt, om der var mulighed for at give dispensation til at bruge ikke-økologisk foder til økologiske æglæggere. Dengang var velfærdsaspektet også inddraget i Landbrugsstyrelsens overvejelser, men katastrofebestemmelserne giver ikke mulighed for dispensationer i den pågældende situation. Landbrugsstyrelsen tager det imidlertid alvorligt, når vi får indikationer på udfordringer med dyrevelfærden. Katastrofebestemmelserne er ikke relevante at genoverveje, men styrelsen vil undersøge, om der er nye oplysninger, som kan begrunde andre løsninger. Det er endvidere styrelsens forventning, at adgangen til udearealer, nu hvor restriktioner i forhold til fugleinfluenza er ophævet, forbedrer dyrenes velfærd,« skriver styrelsen og understreger desuden, at man i økologikontrollen har fokus på, om der ses udfordringer i dyrevelfærden på baggrund af det ændrede foder.

Testresultaterne

  • Æg fra 10 økologiske producenter er analyseret for PFAS (herunder PFOS).
  • I otte prøver er der ikke påvist PFOS eller andre PFAS.
  • I to prøver er der påvist PFOS og 4PFAS. Grænseværdien for PFOS er 1,0 µg/kg. Der er påvist hhv. 0,3 og 0,1 µg/kg PFOS. Grænseværdien for 4PFAS er 1,7 µg/kg. Der er påvist hhv. 0,36 og 0,1µg/kg 4PFAS.
  • Fisk fra syv dam- og havbrug er blevet analyseret for PFAS (herunder PFOS).
  • 13 prøver er analyseret. I 10 prøver er der ikke påvist PFOS eller andre PFAS.
  • I to prøver er der påvist PFOS i dambrugsørred. Grænseværdien for PFOS er på 2 µg/kg. Der er påvist hhv. 0,1 og 0,06 µg PFOS/kg.
  • I én prøve er der påvist PFOS i ål. Grænseværdien er 35 µg PFOS/kg. Der er påvist 0,15 µg PFOS/kg

Kilde: Fødevarestyrelsen

Flere artikler fra samme sektion

Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort

ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.

Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige

Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.

20-11-2024 7 minutter Næringsstoffer,   Klima,   Bæredygtighed,   Biodiversitet

Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal

DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.

13-11-2024 7 minutter Klima