Marsvin guffer ukrudtet i sig på biodynamisk gård

Marsvin er nok mest kendt som nuttede kæledyr, men for den australske biodynamiske landmand John Gargan har de en helt særlig funktion: De hjælper ham med at holde ukrudtet nede rundt om hans mange frugt- og nøddetræer, som han dyrker syntropisk - en form for regenerativt skovlandbrug.

Det skriver abc.net.au.

"Mange folk tror, jeg er skør, men jeg får bare så megen glæde ud af, at de her små kræ gør deres arbejde," siger John Gargan til abc.net.au og påpeger, at marsvinene "møder op på arbejde hver dag" og gør deres arbejde "ret fantastisk".

Ideen om marsvin som hjælpere kom til ham midt om natten: Han var klar over, at de spiser meget græs, og eftersom de hverken klatrer eller graver, er det muligt at holde dem indhegnet uden de store problemer.

John Gargans bedrift er på 100 ha, og han dyrker lidt under én ha syntropisk. Marsvinene har ikke vist synderlig interesse for at spise af hans afgrøder, men koncentrerer sig mest om at holde ukrudtet nede - det er op til gæssene i en tilstødende indhegning at æde det helt ned til roden først.

Marsvinene færdes bag speciallavede hegn, og der er placeret vanddispensere og huler, bl.a. i form af træpaller og plastrør, hvor marsvinene kan søge ly og gemme sig, hvis der kommer rovdyr. Hunner og hanner går desuden adskilt, så de ikke parrer sig, da det kan øge bestanden betragteligt på ganske kort tid. John Gargan lægger dog op til, at han skal have flere marsvin fremover og vurderer, at det vil øge risikoen for, at nogle bliver taget af rovdyr, i takt med at antallet stiger:

"Men jeg tror ikke, det bliver signifikant, for de bør kunne være i stand til at holde sig et skridt foran," siger han.

For at beskytte de små hjælpere endnu bedre overvejer han at placere kattefælder på farmen og føre et elektrisk hegn hen over toppen af indhegningen for at holde slanger væk.

Stammer fra Sydamerika

John Gargan, der har været landmand i 60 år, kastede sig for to år siden over syntropisk landbrug. Konceptet, der stammer fra Brasilien, og som er blevet moderniseret af schweizeren Ernst Götsch, går ud på at opbygge jordens frugtbarhed ved at samdyrke forskellige træer som eg og valnød, frugttræer, bærbuske og grønsager i forskellige højder for at udnytte fotosyntesen optimalt.

Når der er rødder i forskellige dybder i jorden, kan de dybe trærødder trække næring op til afgrøder med kortere rødder og efterhånden opstår der en symbiose mellem planterne og træerne, så de begynder at recirkulere vand og næringsstoffer og bliver en form for selvregulerende oase.

John Gargan indledte med at plante seks rækker á 150 meter med 12 meter imellem hver række. De syntropiske rækker består bl.a. af bananer, ananas, hindbær, lægekulsukker, papaya, eukalyptus og kassava, og imellem rækkerne har han plads til græsmarker til sine ca. 50 kvæg samt dyrkning af vandmelon, majs, græskar og bælgplanter.

Susanne Hovmand-Simonsen, der tidligere ejede det biodynamiske landbrug Knuthenlund, er en af de ganske få landmænd herhjemme, der dyrker syntropisk. Faktisk kender hun kun til én anden, som dyrker konceptet i Danmark. Hun har aldrig før hørt om marsvin som nyttedyr på et landbrug - til gengæld har hun selv brugt gæs til at afgræsse under juletræer.

"Det lyder, som om han ved, hvad han har med at gøre, men det er da noget nichepræget. Gæssene har jeg mere tiltro til," siger hun til Økologisk Nu med et grin.

Marsvin er da også både kulde- og varmefølsomme, så det gælder om at være opmærksom på, hvordan vejret er, når de er ude, da det hverken må være for koldt eller for varmt, og de heller ikke må være udsat for direkte sol. De kan således heller ikke gå ude i en vintersæson som i det danske klima.

Systemet skal tilpasses efter omgivelserne

Eftersom syntropisk landbrug er ukendt territorium for mange landmænd, er det da også nødvendigt at eksperimentere med dyrkningen, fortæller hun. Og uanset hvilket dyr man har på sin bedrift - hvad enten det er produktionsdyr eller små hjælpere på marken - er det vigtigt at vide, hvilke behov dyret har. Et grundlæggende princip i syntropisk landbrug er nemlig, at der ikke er én skabelon, som alle kan benytte på deres bedrift, men at man skal tilpasse sin produktion efter omgivelserne.

"Man er nødt til at vide, hvilke dyr man har med at gøre, og hvordan de lever. Det har vi måske sluppet lidt i dansk landbrug, hvor det er blevet mere konformt. Jeg ser det også med levende hegn, hvor det er blevet lidt standardiseret, hvad man planter. Det er ikke sådan, man arbejder i syntropisk landbrug - her arbejder man med naturbestemte arter. Man afkoder naturens egen måde at gøre det på," forklarer hun.

Man behøver heller ikke at gøre som på John Gargans gård med 12 meter imellem rækkerne for at få plads til en markafgrøde; man kan også vælge at have færre meter imellem rækkerne eller sågar plante det som tæt skov for at få den højest mulige kulstofbinding.

Susanne Hovmand-Simonsen forventer, at det syntropiske landbrug vil blive blive den primære form for skovlandbrug i fremtiden og henviser til, at det er "kæmpe stort" i Sydamerika, og der er projekter i gang om det i både Spanien, Italien, Tyskland og Portugal.