Annonce

Annonce

Markedschef: Soja har fået en ubehagelig klang i forbrugernes bevidsthed

Økologisk Landsforening vurderer, at der er ca. 100 økologiske planteavlere, som er klar til at producere danske bælgfrugter, der kan erstatte soja i foder og fødevarer.

17. november 2020
Læsetid: 4 minutter
Ulrich-Kern Hansen fra Organic Plant Protein taler ved konference på Gemyse

Alle led i kæden fra bonde til bord var samlet, da Tivoli-restauranten Gemyse dannede rammerne om en konference om potentialet i planteproteiner. Her fortæller Ulrich Kern-Hansen om arbejdet med at etablere selskabet Organic Plant Protein. Foto: Jens Panduro

I sidste uge offentliggjorde Thise, at mejeriets andelshavere arbejder for at udfase soja og erstatte de importerede sojakager i køernes foder med dansk producerede økologiske proteinafgrøder.

Sojakager indgår i de fleste økologiske foderplaner, så den beslutning kan være med til at bane vejen for en større dansk produktion af økologiske planteproteiner til foderbrug, og ifølge Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening, venter der et spændende marked forude for de danske økologer.

"Jeg tror, at det bliver en generel tendens, at danske fødevarevirksomheder vil udfase deres brug af soja, som har fået en noget uheldig klang i forbrugernes bevidsthed – først og fremmest naturligvis pga. 'regnskovsproblematikken', men også fordi det i forhold til bæredygtighed og klima er helt hovedløst, at transportere råvarer den halve jord rundt, når vi udmærket kan erstatte det med danske proteinafgrøder," siger Henrik Hindborg.

Forleden var han oplægsholder på en konference om økologiske planteproteiner, som Økologisk Landsforening (ØL) afholdt på restauranten Gemyse i Tivoli i København, hvor potentialet for en lokal produktion af økologiske bælgfrugter stod på dagsordenen.

Interessen for at deltage var stor, men på grund af corona-restriktioner, var der kun plads til 35 deltagere. De repræsenterede både producenter, forarbejdningsvirksomheder, foderstoffer, grossister og foodservicebranchen, så alle relevante brancher sad med ved bordene, hvor der blev serveret plantebaserede lækkerier mellem oplæggene.

Mens deltagerne gumlede på de grønne planteproteiner, kunne de høre økologikonsulent Jesper Fog-Pedersen (ØL) fortælle, at foreningen allerede har afdækket, at der er ca. 100 økologer, som er klar til at producerer ærter og bønner, hvis de ved, at der er en aftager i den anden ende.

De ansatte hos Organic Plant Protein bag en af firmaets to ekstrudere, som er klar til at forarbejde ærter og bønner til fremtidens klimavenlige fødevarerer
De ansatte hos Organic Plant Protein bag en af firmaets to ekstrudere, som er klar til at forarbejde ærter og bønner til fremtidens klimavenlige fødevarerer. Foto: Jakob Brandt

Potentialet er stort og markedet vil vokse i de kommende år, vurderer Henrik Hindborg, som er overbevist om, at trenden med at vende ryggen til importeret soja vil sprede sig fra foderfirmaer til dagligvarehandlen, hvor der bliver brugt soja i rigtig mange af de plantebaserede varer.

"Jeg er overbevist om, at vi over det næste års tid kommer til at se en udfasning af soja fra de meget store sortimenter af veganske og vegetariske varer på detailhandlens hylder," siger Henrik Hindborg, som sammen med Jesper Fog-Pedersen leder et projekt, der er støttet af Promilleafgiftsfonden. Projektet handler om at få mere gang i produktionen af danske planteproteiner til human ernæring, og de forventer, at især ærter kommer til at spille en hovedrolle, når sojaen skal udfases.

"Jeg ser tendenser, der tydeligt peger i retning af, at de økologiske planteavlere allerede fra den kommende vækstsæson skal lægge mere areal ud til proteinafgrøder og mindre areal ud til foderkorn," siger Henrik Hindborg.

Behovet for at gå nye veje er vokset efter de seneste års store tilgang af nyomlagte plantebedrifter. De danske økologer har øget arealet med ca. 100.000 ha på tre år, og det kan aflæses i kornhøsten, som er vokset betragteligt, uden at efterspørgslen er vokset i samme grad. Det har i år resulteret i markante fald i de økologiske kornpriser, så der kan være gode grunde til at justere en del i markplanerne for 2021 og satse på nye ingredienser til foderblandingerne.

"Der vil desuden være behov for at nogle af planteavlerne begynder at specialisere sig i at dyrke proteinafgrøder til konsum, fordi der er et særdeles stort markedspotentiale ved at få dansk-dyrkede økologiske ærter, bønner og linser helt frem på danskernes tallerkener, frem for kun at bruge det som foder til husdyrene," siger Henrik Hindborg

Nogen skal gå forrest

Frem med kontrakterne, lyder opfordringen fra markedschefen. Han mener, at det er på tide, at lade sojaen blive hjemme hvor den gror.

"Markedspotentialet i økologiske bælgfrugter til erstatning af soja er enormt, men potentialet forløses desværre ikke af sig selv. Det kræver, at nogen går forrest. Det kræver at detailhandlen, grossisterne, de økologiske forarbejdningsvirksomheder, møllerne og foderstofferne nu kommer frem med kontrakterne, så de økologiske planteavlere får sikkerhed for afsætningen i god tid inden såtid," siger han.

Flere artikler fra samme sektion

Ingen genveje til flotte økojordbær: ”De skal luges i bund i foråret”

En jordbæravler i Norddjurs er en af de økologiske jordbæravlere, der holder stand trods en generel nedgang i branchen. Jordbæravler Dennis Weigelt Pedersen er samtidig planterådgiver i Innovationscenter for Økologisk Landbrug med ’hands-on’ erfaring fra egen avl. Her er hans bud på, hvordan man sikrer en stabil afgrøde.

Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise

Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.

15-04-2025 12 minutter Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv,   Grise

15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone

Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.

15-04-2025 8 minutter Dyrevelfærd,   Grise