Sådan finder du leveriktens hotspots på dine græsgange

Én af årets sidste sommerdage sidder en kvinde på hug ved en grøft i en eng ved Mariager. I den ene hånd holder hun en lille si, som hun trækker gennem vandet og mudderet, bagefter undersøger hun, hvad sien har fanget undervejs, og efter nogle forgæves forsøg lykkes det:

"It's a Galba!" udbryder hun triumferende.

Hun har fanget en pytsnegl - eller en Galba truncatula, som den lille ferskvandsnegl også kaldes.

Kvinden er Judith van Andel. Hun er dyrlæge og i sidste uge i august var hun sammen med sin ægtefælle, landbrugsingeniør Philippe van der Grinten, i Danmark for at undervise på en række workshops arrangeret af dyrlæge Randi Worm og Økologisk Landsforening om leverikter i naturafgræsningen.

Leverikter, Fasciola hepatica, er parasitter, som er afhængige af to vidt forskellige værtsdyr i sin livscyklus (digenea), og parasitten dør, hvis den ikke har adgang til begge sine værter.

Den voksne leverikte lever i galdegangen hos værtsdyret, som oftest er kvæg og får, da de bruges som afgræssere i de områder, hvor pytsneglen lever, men grise og mennesker kan også inficeres med leverikter.

Mennesker, der bærer leverikter, er oftest blevet smittet, fordi de har spist brøndkarse fra områder, hvor der lever pytsnegle, eller fordi de har spist rå lever fra et inficeret dyr.

Traditionelt behandles græssende dyr mod leverikter med forskellige midler, afhængig af hvilket udviklingsstadie leverikterne befinder sig i. Medicinering mod leverikter er dog ikke en ukompliceret proces. Dels er virkningen af det valgte middel afhængigt af, at midlet gives på det rigtige tidspunkt. Dels fås det mest benyttede middel oftest i en blanding med ormemiddel, som har en meget lang nedbrydningstid, og derfor ofte ender med at slå insekter ihjel i naturen.

Find sneglen

Judith van Andel har i en årrække i hjemlandet arbejdet på at udvikle metoder til bekæmpelse af leverikter, som kan reducere brugen af medicin.

"Udbredelsen af leverikter er 100 pct. afhængig af, at pytsneglen er til stede. Hvis der ikke er pytsnegle, er der heller ikke leverikter," forklarede Judith van Andel deltagerne på workshoppen, som denne dag foregik hos landmand Erik Christensen ved Mariager.

Pytsneglene er meget kræsne med hensyn til valg af levested: Vandet skal være rent, være max 15 cm dybt og stillestående; det skal have et højt kalk- og jernindhold og må ikke være forurenet med gødning.

"Det betyder, at vi ofte finder pytsnegle ved kildevæld, i oversvømmede enge, i grøfter og bække med lave brinker, i traktorspor og i små vandhuller. Og hvis du ved, hvordan du finder pytsneglen, kan du hurtigt lokalisere deres levested og hegne området ude fra græsningsarealet," fortalte Judith van Andel.

Hun har flere gange oplevet, at et leverikteproblem i en besætning blev løst ved blot at frahegne få kvadratmeter på store græsarealer, fordi pytsneglene kun fandtes på dette meget afgrænsede område.

Kan forveksles

Pytsneglen er en meget lille snegl med hus, hvor huset er ca. 10 mm lang og 5 mm bredt. Huset er mørkt og med 4-5 tydelige snoninger.

Judith van Andel understregede blandt andet vigtigheden af snoningerne, fordi andre ferskvandssnegle af samme størrelse har snoninger, som er svagere markeret end pytsneglens snoninger.

Et mikroskop kan forstørre de fundne snegle, så de kan artsbestemmes; men på workshoppen benyttede vi mobiltelefoner med gode kameraer til at fotografere sneglen, og vi kunne på stedet forstørre billederne og konstatere, om der var tale om en pytsnegl eller en anden art.

Tæl æg

"Dyr, der er angrebet af leverikter, kan ikke diagnosticeres, før leverikterne er voksne og lægger æg, som forlader dyret sammen med gødningen. Samtidig kan det på dyr i god trivsel være svært at se, at de er angrebet. Hårdt angrebne dyr kan dog kendes på blodmangel (lyse slimhinder i øjet), væske i vommen og smerter ved gang," fortalte Judith van Andel.

I ubehandlede køer vil en voksen leverikte kunne leve i galdegangen i op til to år, mens leverikten i ubehandlede får kan overleve i årevis, hvilket kan betyde en kraftig akkumulering af problemet over tid.

"Hvis man har mistanke om, at dyrene er inficeret med leverikter, kan man undersøge gødningen for æg," fortalte Judith van Andel.

Sammen med Philippe van der Grinten har Judith van Andel udviklet redskabet FlukeCatcher, som er et rør med tre sier, hvorigennem man passerer opslæmmet gødning. Den mest finmaskede si lader ikke æggene passere og ved at undersøge indholdet i denne si under et mikroskop, kan man detektere eventuelle leverikte-æg i gødningen.

Det er nu, leverikter topper

Mængden af metacercariaer (forstadier til leverikter) topper i efteråret, fordi deres ene værtsart, pytsneglen, hen over sommeren har formeret sig - og har det været en varm og våd sommer, er der mange pytsnegle ude på de våde enge.

Mange dyr vil derfor lige nu være blevet inficeret med iktelarverne, hvis de græsser i områder, hvor der er pytsnegle.

Hvis dyrene behandles, skal det være med et middel, der også slår larverne ihjel (Triciabendazole).

Hen over efteråret og vinteren vil leverikterne udvikle sig i værtsdyrets lever og galdegang, og til foråret bør man derfor undersøge, om dyrene er inficerede og sætte dem i behandling, inden de udbindes, så man ikke selv bringer problemet ud på engene.

Metacercariaer kan overvintre, og behandling inden udbinding er derfor ikke tilstrækkeligt til at forebygge nye tilfælde med leverikter. Detektering af pytsnegle og frahegning af sneglens levesteder er derfor også en vigtig forebyggende indsats.