Annonce

Annonce

Claus Østergaard og Lone Andreassen

Lone Andreasen fra Økologisk Landsforening og Claus Østergaard drøfter hans muligheder for at komme i gang med landbrug på lejet jord. Foto: Irene Brandt-Møller.

Landmand søger jord

Claus Østergaard drømmer om at drive landbrug fra bopælen nær Randers, så lige nu leder han med lys og lygte efter en landmand, der vil udleje 40 ha jord.

Skønt han endnu ikke er fyldt 40 år, har Claus Østergaard, der er uddannet landmand, prøvet lidt af hvert. I øjeblikket sælger han reservedele i en maskinforretning, han har arbejdet med grøntsagsdyrkning på Korsmedergård, og tidligere har han været entreprenør med eget firma og otte ansatte, men det eventyr endte brat.

"Men nu er gælden betalt, og jeg har mod på mere," fortæller Claus Østergaard, som har kontaktet Lone Andreasen fra Økologisk Landsforening, som gennem projektet 'Det Samfundsnyttige Landbrug' hjælper unge landmænd ind i erhvervet.

Lone Andreasen har lavet en plan, som hun opfordrer Claus Østergaard til at følge. De vurderer begge, at han har god tid, for drømmen om at forpagte 40 ha landbrugsjord forventes ikke at kunne realiseres før høsten 2020 er i hus.

"Brug ventetiden på at tale med andre landmænd, som har prøvet noget af det samme, som du ønsker at gøre," siger Lone Andreasen.

Claus Østergaard er ikke på udkig efter en gård.

"Så snart, man skal ud og låne penge, bringer man sig selv i en situation, hvor man risikerer at blive jaget af bankerne. Det ønsker jeg ikke, og for mig er selveje her og nu slet ikke den eneste løsning, hvis jeg skal starte økologisk landbrug," forklarer Claus Østergaard.

Claus Østergaard drømmer om at blive landmand på lejet jord. Foto: Irene Brandt-Møller

Han har sparet penge op, så han har en god startkapital, og derudover har han en plan for, hvilke afgrøder han skal lægge ud med, så han får en økonomisk overkommelig start, til den første høst er i hus.

"Men først skal jeg finde en landmand, der vil udleje 40 ha jord til mig," siger Claus Østergaard, der bor i landsbyen Stevnstrup lidt sydvest for Randers.

Han er åben over for mange forskellige løsninger på denne udfordring:

"Jeg søger efter en økologisk landmand, som gerne vil have mig ind i sit sædskifte. Eller et fast areal, som allerede er omlagt til økologi, eller jord, som gerne må omlægges. Det kan være hos en landmand, som er på vej ud af erhvervet - for eksempel på grund af alder - men som gerne vil blive boende på sin gård, og derfor gerne vil leje produktionsbygninger og jord ud, og måske også give en hånd med i markerne. Jeg er åben overfor, hvad der byder sig. Den eneste begrænsning er beliggenheden, for det skal ligge i en overkommelig afstand fra min bopæl," siger Claus Østergaard.

Planen for tilsåning af jorden og sædskiftet er klar, og Claus Østergaard satser på planteavl af blandt andet konsumkorn som det ene ben, hans kommende landbrug skal stå på.

"Det andet ben skal handle om dyrehold i en overskuelig størrelse, så jeg ikke mister følingen med dyrenes trivsel," siger Claus Østergaard og nævner kyllingeproduktion, æglæggere eller kalveopdræt/kviehotel som oplagte muligheder.

"Jeg håber, mit kommende landbrug kommer til at udvikle sig med tiden. I begyndelsen kommer jeg nok til at afsætte mine afgrøder og produkter gennem de etablerede kanaler; men jeg drømmer om, at tilføre dem merværdi i mit landbrug - for eksempel ved at male kornet selv og sælge eget mel og grøntsager direkte til storkunder," siger Claus Østergaard.

Det er heller ikke markrobotter, der kommer til at luge i hans grøntsagsmarker. I stedet drømmer Claus Østergaard om at samarbejde med lokale ungdomsskoler, idrætsforeninger og folkeskoler om at konvertere lugearbejdet til støtte til klubberne og skolernes aktiviteter.

"Samtidig får de unge et rigtig godt indblik i, hvordan produktionen af deres mad foregår," konkluderer Claus Østergaard.

Flere artikler fra samme sektion

Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige

Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.

20-11-2024 7 minutter Næringsstoffer,   Klima,   Bæredygtighed,   Biodiversitet

Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal

DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.

13-11-2024 7 minutter Klima

Rådgiver: Skovlandbrug kan være landbrugets columbusæg

Både forskere og landets største skovlandbruger er enige om at konceptet skovlandbrug kan være et vigtigt redskab til at løse nogle af landbrugets klima- og miljømæssige udfordringer. At dømme efter fremmødet til ’Skovlandbrugsdag 2024’ er interessen for fænomenet stort. Direktøren for ØkologiRådgivning Danmark kalder skovlandbrug for et columbus-æg.

12-11-2024 8 minutter Skovlandbrug,   Biodiversitet