Annonce

Annonce

Andreas og Jens Krogh smiler til kameraet

Andreas (t.v.) og Jens Krogh har i god tid taget hul på den vigtige diskussion om generationsskifte af gården. God tid til forberedelsen er et af eksperternes centrale råd til både køber og sælger i en ny guide til grønt generationsskifte. Foto: Thy Viral

Ny guide vil hjælpe landmænd med et grønt generationsskifte

En ny hjemmeside samler erfaringer, gode tips fra rådgivere og eksperter og værktøjer, der kan sætte en grøn generationsskifteproces eller en forretningsudvikling i system.

”Jeg har fået lagt en karriere- og handlingsplan, men jeg er også blevet opmærksom på, hvor jeg har nogle mangler, og det skal jeg arbejde med det næste stykke tid. Der er områder, jeg skal have mere viden om og erfaring med,og jeg er ikke færdig med at konkretisere, hvad jeg i virkeligheden gerne vil arbejde med efter overtagelsen.”

Sådan siger Andreas Krogh i en af seks nye videoer om grønt generationsskifte i landbruget, som man kan se på hjemmesiden www.grøntgenerationsskifte.dk, der samler projektets erfaringer, gode tips fra rådgivere og eksperter og værktøjer, der kan sætte en generationsskifteproces eller en forretningsudvikling i system.  

Andreas Krogh ønsker at overtage slægtsgården Kroghsminde ved Varde efter sine forældre, og for at sætte processen godt i gang, valgte de at deltage i Økologisk Landsforening projekt 'Grønt Generationsskifte'.

'Grønt Generationsskifte' har ikke penge med til at lette handler, men har som mål at ændre et snævert fokus fra, at ejendomme bare skal handles, til et bredere blik på, hvordan bedrifter kan udvikles og transformeres, så de bliver levedygtige på længere sigt, forklarer Jens Peter Hermansen, økologikonsulent i Økologisk Landsforening og en af arkitekterne bag projektet:

”Hvis vi kan finde ind til, hvad der i virkeligheden er rentabelt i produktionen - dvs. hvor tjener du penge, og hvor sætter du dem til - så kan vi være med til at lette opgaven, uanset om det handler om at hjælpe ældre landmænd ud af erhvervet på bedst mulig måde, eller at bistå nye landmænd, der gerne vil ind i erhvervet, med at udvikle eller starte en produktion op.” 

Se alle videoerne med interviews om generationsskifter her.

En del af de mere end 50 cases i det treårige projekt har været generationsskifte inden for familien. Det er en særlig udfordring, fordi firma og familie her er vævet tæt sammen, og fordi der ofte er mange flere at tage hensyn til end blot køber og sælger.

Grønt Generationsskifte har derfor arbejdet med en interviewmodel, hvor alle involverede bliver hørt hver for sig, inden deres synspunkter og interesser bliver bragt ind i en fælles samtale. Modellen er givende og får stor ros af deltagerne.

”Vi bringer parterne sammen og stiller de spørgsmål, man måske ikke bryder sig om at stille i en familie. Far og søn har typisk gjort sig nogle tanker, men hvad med mor? Og hvad tænker søskende om, hvad der skal ske med deres barndomshjem? Hvad tænker sønnens kæreste om at bo her, og skal svigermor stadig bo på ejendommen?” siger Jens Peter Hermansen.

Ud over gode råd til køber og sælger om alt fra finansiering og organisering til aftaleskabeloner kan man på den nye hjemmeside møde Andreas Krogh og fem andre deltagere, som har indvilget i at fortælle deres historie til et kamera. Deltagerne er udvalgt, så de tegner et bredt billede af projektets arbejdsfelt.

Jens Peter Hermansen håber, mange vil bruge hjemmesiden, lade sig inspirere og tage nogle af de gode råd til sig.

”Målet er, at ældre landmænd kan komme ud af erhvervet, unge kan komme ind, og vi kan fremtidssikre et grønt landbrug med arbejdspladser, liv på landet og opbakning fra omgivelserne, siger Jens Peter Hermansen.

Projektet, der er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug, udløber ved årets udgang.

Flere artikler fra samme sektion

Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige

Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.

20-11-2024 7 minutter Næringsstoffer,   Klima,   Bæredygtighed,   Biodiversitet

Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal

DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.

13-11-2024 7 minutter Klima

Rådgiver: Skovlandbrug kan være landbrugets columbusæg

Både forskere og landets største skovlandbruger er enige om at konceptet skovlandbrug kan være et vigtigt redskab til at løse nogle af landbrugets klima- og miljømæssige udfordringer. At dømme efter fremmødet til ’Skovlandbrugsdag 2024’ er interessen for fænomenet stort. Direktøren for ØkologiRådgivning Danmark kalder skovlandbrug for et columbus-æg.

12-11-2024 8 minutter Skovlandbrug,   Biodiversitet