Har du jorden, så har vi pengene - fond efterlyser lodsejere til skovprojekter

Lige efter påske åbner Klimaskovfonden en ny ansøgningsrunde, hvor der i år er afsat 50 millioner kroner til skovrejsning. Midlerne er målrettet lodsejere, der ønsker at plante ny skov og samtidig bidrage til klima, natur og biodiversitet.

31. marts 2026
Læsetid: 3 minutter
Lodsejer og frue skuer ud over nyetableret skov
Med 50 millioner kroner på kontoen efterlyser Klimaskovfonden lodsejere, der kunne tænke sig omlægge jord til produktionsskov. Foto: Klimaskovfonden

Drømmer du om at se din flade mark forandre sig til frodig skov med liv, variation og ro?

Klimafonden søger lodsejere, der vil være med til at skabe nye landskaber med træer, lysåbninger og rig natur.

Lige nu har Klimaskovfonden 50 millioner kroner klar på kontoen, der kan hjælpe med at gøre skovdrømme til virkelighed.

Efter påske åbner Klimaskovfonden en ny ansøgningsrunde, og midlerne er målrettet lodsejere, der ønsker at plante ny skov og samtidig bidrage til klima, natur og biodiversitet.

Der kan søges op til 94.500 kroner pr. hektar til produktionsskov og op til 109.500 kroner pr. hektar til urørt skov – afhængigt af skovens forventede CO₂-effekt.

Vi ved, at hver fjerde jordejer går med overvejelser om at plante skov, og jo før man kommer i gang jo bedre

— Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

”Det er nu, man skal gøre noget ved drømmen om at plante skov på et stykke af sin jord. Der er gode finansieringsmuligheder og når træerne vokser op, får man både glæde af den herlighedsværdi, som skov og natur med et rigere dyreliv tilfører ejendommen. Med vores tilskudsordning er der gode muligheder for at få den skov man drømmer om. Det er oftest med blandede træ- og buskarter, men også plads til lysåbne arealer med eng, sø eller græsningsskov,” siger Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Klimaskovfonden.

Han fremhæver, at skov ikke kun er en investering i klimaet, men også i livskvalitet: Natur, dyreliv og rekreative værdier vokser i takt med træerne. De fleste projekter består af varierede beplantninger med både træer, buske og åbne naturarealer.

Her ses et eksempel på et af fondens skovrejsningsprojekter - 5,7 ha skov ved Vinderup vest for Skive
Her ses et eksempel på et af fondens skovrejsningsprojekter - 5,7 ha skov ved Vinderup vest for Skive. Foto: Klimaskovfonden / Rasmus Degnbol

Stort potentiale – men brug for flere ansøgere

Selvom Klimaskovfonden allerede har omkring 250 skovrejsningsprojekter i gang rundt i landet, er det ambitionen at få endnu flere med.

"Vi ved, at hver fjerde jordejer går med overvejelser om at plante skov, og jo før man kommer i gang jo bedre. Skov er en langsigtet investering, men efter de første 5 til ti år er der mulighed for en indtjening og for at bruge CO2-effekten i sit klimaregnskab,” siger Poul Erik Lauridsen.

Midlerne i puljen kommer fra klimabidrag fra virksomheder og privatpersoner, og der er særlig efterspørgsel på projekter, der også beskytter drikkevand og styrker biodiversiteten.

Ansøg inden fristen

Fristen for at søge tilskud er den 13. maj 2026, og ansøgere får svar den 1. juli 2026.

”Har du jorden, så har vi pengene,” lyder opfordringen fra Klimaskovfonden.