Grønt generationsskifte – Hvorfor er det så svært?

Af Kim Qvist, direktør i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond

Velfærdsstaten Danmark bygger rigtig meget på den rigdom, vi har skabt som landbrugsland, ingen tvivl om det. Men skal vi fortsat være landbrugsland og dermed fortsat skabe værdi for samfundet, bør vi gøre os parate til en ny tid, en grønnere tid, en mere klimavenlig tid, klimaspørgsmålet er jo kommet for at blive, og landbruget er dels synder, dels problemløser. Jeg tror på, vi har de værktøjer, der skal til. Vi er dog noget udfordret.

Udfordringen er, at vi har baseret meget af vores landbrugsproduktion på store bedrifter, som kræver stor kapitalbinding. Vi har endvidere baseret vores produktion på primært eksport for end 120 mia. alene på fødevarer (primært gris, mejeriprodukter og minkskind), samtidigt med at vi importerer fødevarer for mere end 72 mia. 

Oven i dette har finanssektoren efter finanskrisen skruet tommelfingerskruen på i forhold til risikovillig kapital. Sidst men ikke mindst har landbrugserhvervet formentlig den højeste gennemsnitsalder af alle erhverv.

Økonomidirektøren i en stor dansk eksportvirksomhed sagde til mig forleden: ”Vores succes og fortsatte vækst er båret af et marked, der efterspørger vores produkt, og vores evne til at få kvalificerede ingeniører.«

Dansk landbrug er ligeledes drevet af, hvad markedet ønsker og den kvalificerede arbejdskraft, der kan producere det.

Hvis markedet skriger på klimavenlig produktion i fremtiden, og hvis vi skal fortsætte med at have ’license to produce’, så skal vi i højere grad omstille os og med en hastighed, der rykker hurtigere end den tid, det tog at tømme danske butikker for buræg. Så vi skal være meget omstillingsparate til markedet. Det kendetegner nu meget godt det, som dansk landbrug er kendt for og har vist i al tid. Men hvad med den kvalificerede arbejdskraft, altså næste generation, der skal tage over, hvordan får vi dem på banen? Her er vi virkelig udfordret. Lad mig blot i flæng nævne:

• Efter finanskrisen, hvor vi fik jordprisen banket op og krydret det med schweizerfranc og renteswap, er kravet til nye landmænd, der gerne vil overtage en ejendom, at de skal stille med 20 pct. i egenkapital. Det er ikke enhver beskåret på en 3f-overenskomst i landbruget at skrabe 4 mio. kr. sammen til en gennemsnitsejendom på 20 mio. kr.

• Strukturudviklingen har blandt andet gjort, at mængden af landbrug er faldet markant, men de, der er tilbage, er blevet markant større. Det binder rigtig megen kapital, og det bliver egenkapitalkravet som bekendt ikke mindre af.  Der skal altså større og større beløb til.

• Mange ældre landmænd er teknisk insolvente. De købte dyrt før finanskrisen, og de afskrivninger/nedskrivninger, de er blevet mødt med, gør, at der ofte er mere gæld end værdi for pengene. Det betyder, at hvis jeg sælger nu til lavere pris, så får jeg tab og har faktisk heller ikke sparet op til pension. Jeg venter på bedre tider. Det bliver alderen jo ikke mindre af, og de unge kommer ikke til.

• Det provenu, som landbruget generer på sin produktion, bruges primært på at betale finanssektoren for at stille jord og produktionsapparat til rådighed, helt op til 70 pct. af dette provenu er altså til finanssektoren og kun 30 pct. til landmanden. Det afholder mange fra at gå ind i erhvervet, for hvem gider at sikre, at andre bliver fede, mens man selv står tilbage med nedslidning og lange arbejdsdage i al slags vind og vejr - og sidst men ikke mindst den største risiko.

• Traditionel finansiering er typisk båret af Realkreditlån på 45-55 pct., 20 pct. egenkapital og 25-35 pct. bank . Udfordringen er, måtte man selv have egenkapital, at skaffe de 25-35 pct. i banken. De sidste bankpenge er også de dyreste, har hørt op til 12-14 pct. i rente. Så grundlæggende bliver det samlede renteniveau for højt i forhold til en produktion, som for ofte ligger på en afkastgrad omkring 5-6 pct.

• Finansmarkedet er ramt af, at der skydes mange penge ind i det for at stimulere væksten, som blandt andet udebliver i det sydlige Europa og nu også i Tyskland, der er vores største nærmarked. Det betyder, at det er let at få penge til lav rente (lige med undtagelse af landbruget) - sågar negativ rente. Det betyder, at mange, der har stor kapital (kunne være kapitalfonde) ikke kan få deres mange penge forrentet i banken. De søger så sikker havn, indtil markedet har stabiliseret sig. Her er Danmark et godt sted. Vi har stabilt politisk miljø, lav inflation, ingen social uro, stærk krone, god samfundsøkonomi osv., og sidst men ikke mindst prisen på jorden er faldet til et eftertragtet niveau. Så de køber dansk landbrugsjord og venter på, at prisen stiger (spekulation), og så sælger de. Næste generation kan ikke konkurrere med deres muskler på markedet.

• Dansk landbrug er primært bygget på at være på verdensmarkedet med produkter til marginale priser. Primært producerer vi svin, minkpels og mejeriprodukter, og vores arealer anvendes primært til foder og ikke human-ernæring. Grundlæggende er vi der på to forudsætninger marginale priser og meget konjunkturbestemt (svinepest i Kina kaldes af nogen konjunkturbestemt, af andre en ulykke og ikke et retvisende billede af et marked ..men den enes død den andens….).
  Hvis du spørger dem, der skal finansiere landbruget, om det er fedt at være der, hvor det er konjunkturfølsomt (meget) til marginale priser, med lav indtjeningsgrad, meget personbåret, er svaret et rungende: Nej, da denne sektor bygger på et centralt begreb: Sikkerhed. Det betyder, at det bliver svært at få løsnet båndende til mere risikovillig kapital - og uden risikovillig kapital intet generationsskifte.

Ovenstående er enkelte af flere udfordringer, som alle kan være kontraproduktive for et generationsskifte. Der skal kigges dybt i værktøjskassen for at finde løsninger. Løsningerne er der, hvis man vil bruge energi, entusiasme, innovation og være parat til at bryde med dogmerne. Herunder om vi forsat tror, at vi skal være på et verdensmarked båret af massiv proteinimport, og at dansk jord primært skal bruges til dyrefoder. Jeg tror, finanssektoren er mere klar til at hjælpe, hvis vi som erhverv tager klimaskeen i egen hånd. Og ingen fødevarer uden nye bønder.

Og så skal vi passe på, det ikke bliver for meget Money rules the world og for lidt samfundssind.