Annonce
Annonce
Anders Kristensen, fodermester på Vejgården, bruger en del af sin tid på at måle græslængde og sørge for at rykke køerne rundt på nye græsarealer efter få dages afgræsning. Det betyder besparelser på grovfoderindkøb. Foto: Sagro
Der er penge at hente med køer på græs
Kan man lære at balancere afgræsningen, så der er lige præcis nok til køerne, er der penge at spare på foderet.
Afgræsning er ikke kun en fordel for biodiversiteten, men kan også give landmanden en økonomisk gevinst.
I 2022 var der mange steder et sløjt udbytte af grovfoder, hvilket betyder, at flere kvægbesætninger kan være nødt til at købe ekstra ind for at have nok til hele 2023.
På Vejgården lidt uden for Varde slipper man dog for at bruge ekstra penge på grovfoder i år. Her har de nemlig i en årrække arbejdet på at få køerne til at græsse mest muligt som en del af ØkologiRådgivning Danmarks rådgivningstilbud ’Eliteafgræsning’. Det skriver sagro.dk.
»Jo mere vi kan få køerne til at afgræsse, jo mindre grovfoder skal vi bruge i foderrationen på foderbordet. I den tid jeg har været her, har vi ikke været nødsaget til at købe grovfoder. Så jeg kan ikke sige, hvor mange penge vi sparer på indkøbt grovfoder, for nu er eliteafgræsning bare noget, vi gør,« siger Vejgårdens Anders Kristensen, som er fodermester for 620 økologiske årskøer, til sagro.dk.
Med Eliteafgræsning er det vigtigt at være på forkant. For Anders Kristensen betyder det, at han hver morgen som noget af det første går ud på græsmarkerne for at se, om det planlagte markstykke nu også er klar til at huse køerne den følgende dag – den aktuelle dag har han allerede styr på.
»Det med at vurdere, om der er græs nok til køerne, kan være svært. Men med god hjælp fra rådgiverne i ØkologiRådgivning Danmark har jeg fået helt styr på den del også. Som udgangspunkt skal græsset være cirka 18 cm langt. Bliver det længere, går det let i strå. Det er en hårfin balance,« siger han.
Omvendt må arealet heller ikke afgræsses for meget. Derfor har de køerne på græsset to dage i træk, hvorefter parcellen får lov til at hvile.
Vejgården
- Antal årskøer: Cirka 620
- Ydelse: 9.100 kg EKM. Malker til 10.000 kg EKM
- Afgræsningsareal: Ca. 130 ha
Længere græs
Det er netop balancen, det handler om, hvis man spørger rådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark Birgitte Høyer:
»De 16 - 18 cm græs er noget længere, end traditionen siger. Men for at få mest muligt ud af markerne, opdeles de i flere, mindre parceller med hurtighegnet, så de på én dag bliver græsset ned til 6-8 cm. Freden, som marken får inden næste afgræsning, sikrer lækkert og energirigt græs hver dag,« siger hun.
Markerne er samtidig blevet opdelt i 20 mindre folde frem for tidligere syv-otte store folde. Det giver bedre mulighed for, at bedriftens ca. 130 ha græsareal kan komme sig.
Som noget nyt vil man prøve at starte med at afgræsse de arealer, som ligger længst væk fra staldene, så de længste gåture for køerne er begrænset til foråret. Det betyder kortere gåture, når vejret bliver varmere i sommermånederne.
»Når det bliver varmt, natafgræsser køerne, og det er helt klart en af grundene til, at vi ikke tabte mælk i sommerperioden. Ligeledes om efteråret, når væksten i græsset bliver mindre, og køerne er kortere tid på græs, skal de ikke bruge for meget tid på at gå til foldene,« siger Anders Kristensen.
Tager prøver af græsset
For at holde foderbalancen optimal, tager ØkologiRådgivning Danmark hver uge friskgræsprøver rundt omkring i landet, så man kender næringsindholdet i græsset, hvilket er særligt vigtigt i efteråret.
Den optimerede foderplan har betydet, at Vejgården i sensommermånederne ikke har oplevet nedgang i mælkeydelsen, hvilket også er en del af hele formålet med Eliteafgræsning.
Flere artikler fra samme sektion
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.
Rådgiver: Skovlandbrug kan være landbrugets columbusæg
Både forskere og landets største skovlandbruger er enige om at konceptet skovlandbrug kan være et vigtigt redskab til at løse nogle af landbrugets klima- og miljømæssige udfordringer. At dømme efter fremmødet til ’Skovlandbrugsdag 2024’ er interessen for fænomenet stort. Direktøren for ØkologiRådgivning Danmark kalder skovlandbrug for et columbus-æg.