Brug aldrig koste med børster af metal i nærheden af dit kvægbrug

FAGLIGT TALT: Der er fundet eksempler på voldsomme metalforureningsproblemer i foder opstået ved brug af koste med børster af metal.

05. maj 2020
Læsetid: 2 minutter
Metaltråde måles med en tommestok
Som kilder til metalforurening har ofte været nævnt mørnet metalnet under tage, gamle dæk på ensilagen, og fyldte magneter på fuldfoderblanderen. Der er ud over de førnævnte problemer fundet eksempler på voldsomme metalforureningsproblemer opstået ved brug af koste med børster af metal. Foto: Seges

Af: Niels Bastian Kristensen, chefkonsulent, sundhed og produktion, Seges


Foder forurenet med metaltråde er livsfarlige for kvæg, og studier af slagtedyr viser et fortsat behov for at mindske belastningen af kvæg i Danmark med metalforurenet foder. Som kilder til metalforurening har ofte været nævnt mørnet metalnet under tage, gamle dæk på ensilagen, og fyldte magneter på fuldfoderblanderen.

Der er ud over de ovennævnte problemer fundet eksempler på voldsomme metalforureningsproblemer opstået ved brug af koste med børster af metal.

Foto herover viser børstestykker i forskellige længder fundet ved rensning af ca. 1.000 kg majsensilage med metalfælde (for beskrivelse af metalfælde se KvægInfo 2598 - Test af magnetløsninger i fuldfoderblandere fra Kongskilde (JF-Stoll), Kuhn og Strautmann).

Plansiloen til opbevaring af majsensilagen var før høst blevet fejet med en rotorkost, hvor hver anden børstering havde metalbørster. Siloen var forsøgt renset for metalstykker inden ensilering, men alligevel tyder rensning foderet med metalfælden på et massivt problem med forurening fra metaltråde.

Der findes andre eksempler på, at mælkeproducenter har haft koste med metalbørster på bedriften og har mistet køer inden årsagen til problemet blev fundet.

Det må på det kraftigste frarådes at bruge koste med metalbørster i nærheden af kvægbrug. Det bør også frarådes at vejmyndigheder og entreprenører fejer veje og pladser i nærheden af kvægbrug og arealer med foderproduktion med koste monteret med metalbørster.