Økologisk Arla-leverandør sælger bedriften til engelske investorer

Den økologiske Arla-leverandør Laust Krejberg har solgt sin bedrift til et engelsk investeringsselskab, fordi han ikke kunne finde danske investorer, der kunne sikre økologien.

20. oktober 2025
Læsetid: 4 minutter
Køer lukkes ud på Økodag
Det er blandt andet disse bygninger ved Aars, der er blevet solgt til englænderne - og desuden bedriftens 150 malkekøer og 257 ha. Foto: Uffe Bregendahl

Gennem 33 år har Laust Krejberg malket, passet og snakket med generation efter generation af besætningens malkekøer.

Men nu må dyrene vænne sig til, at corporate-sproget på gården bliver engelsk.

Det engelske investeringsselskab ’The Roots Dairy Company’ har købt gården ved Aars, og snart bliver der fløjet en erfaren engelsk driftsleder ind, som har drevet landbrug og mejeri i Rusland.

Gården skal drives økologisk og stadig levere økomælk til Arla.

”Det var en befrielse for at sige det rent ud. Det var en mærkelig fornemmelse, når man har gået her i 33 år og selv skulle bestemme det hele. Nu er der pludselig nogen, som overtager ansvaret,” fortæller glad og lettet Laust Krejberg fra stalden, hvor der netop nu er besøg af de engelske investorer.

Jeg er rent ud sagt stolt over, at det blev dem, der købte. Samtidig er jeg også skuffet over, at der ikke findes den slags tålmodige penge i Danmark. Nu må de danske investorer da for pokker komme ud af starthullerne og tage nogle risici

— Laust Krejberg, økologisk mælkeproducent, Aars

De er på gården for at lave de sidste aftaler for, hvordan han det næste halve år skal drive den videre, indtil selskabet helt overtager. Han er nu ansat som driftsleder.

Den overordnede ledelse er altså englændere, men det er meningen, at driften i øvrigt skal baseres på lokal arbejdskraft.

Laust Krejberg fortsætter et halvt år på gården - nu som driftsleder. Senere overtager den engelske driftsleder
Laust Krejberg fortsætter et halvt år på gården - nu som driftsleder. Senere overtager den engelske driftsleder. Foto: Uffe Bregendahl

Nu er jeg også fri for at risikere, at besætningen pludselig havner i en større konventionel bondemands portefølje

— Laust Krejberg, økologisk mælkeproducent, Aars

”Det er fint, at der kommer nogle friske kræfter ind med visioner, som kan frigøre mig fra det pres, der er ved at skulle beslutte, hvad vi nu skal gøre, og hvad vi nu tør investere i. Nu er jeg også fri for at risikere, at besætningen pludselig havner i en større konventionel bondemands portefølje,” siger han.

Gården ved Aars omfatter 150 jersey-malkekøer og i alt 257 ha, hvoraf der indgår jord fra et dødsbo, som Laust Krejberg har hjulpet englænderne med at opkøbe under forløbet.

Det var da Laust Krejberg brækkede anklen i februar 2023, at han sammen med sin kone besluttede sig for at se på mulighederne for at trække sig tilbage.

Siden juni 2024 har han forhandlet med englænderne.

Ville gerne sælge dansk

Selv om han er glad for salget, er han samtidig skuffet over, at det ikke kunne lade sig gøre at afvikle bedriften til danske hænder. Men det har ikke været muligt, siger han.

”Når folk hører, at engelske investorer har købt, begynder de røde alarmklokker at ringe. Men jeg er rent ud sagt stolt over, at det blev dem, der købte. Samtidig er jeg også skuffet over, at der ikke findes den slags tålmodige penge i Danmark. Nu må de danske investorer da for pokker komme ud af starthullerne og tage nogle risici,” mener han.

Han har blandt andet forsøgt at sælge til Den Økologisk Jordbrugsfond – men ville undgå at afsætte den til fonde som Legos Kirkbi-fond.

”Alle de der fonde med mange penge, der køber op, gør det jo ikke for at drive økologi og udvikle den. Tværtimod,” siger Laust Krejberg.

Bedriftens 150 jerseykøer får lov til at forblive økologiske og skal også fremover levere mælk til Arla
Bedriftens 150 jerseykøer får lov til at forblive økologiske og skal også fremover levere mælk til Arla. Foto: Uffe Bregendahl

Økologisk og regenerativ

De engelske investorer driver gården videre som et økologisk landbrug, og ifølge Laust Krejberg tager de økologien og bæredygtigheden meget alvorligt.

”Her kommer der nogle med en dagsorden om at blive i økologien, udvikle på økologien og også fokusere på det regenerative. Det har været vigtigt for mig. De kommer med en tilgang, der drejer sig om økologi, kulstofbinding og ansvarlighed. Derfor føles det faktisk rigtig godt,” fortæller han.

”Der er alt for mange, der er sprunget fra økologien, fordi det i kort periode har været bedre at være konventionel. Jeg hader den slags ting. Der er jo en grund til, at vi er økologer,” siger han.