Valsemøllen lancerer havregryn, som er dyrket uden sprøjtemidler
Som led i Valsemøllens fokus på at opgradere virksomhedens brandprodukter udfaser virksomheden nu klassisk konventionelt dyrkede havregryn i eget brand til detailhandlen.
Med introduktionen af de nye Valsemøllen Havregryn får havregrynene fra virksomheden fremover en markant opgradering, skriver Valsemøllen i en pressemeddelelse.
Dette skal sikre, at man som forbruger får en oplevet forskel ud af at vælge 'Valsemøllen havregryn' frem for de andre konventionelle varianter på hylden.
Introduktionen sprøjtefri havregryn ligger samtidig i tråd med Valsemøllens arbejde med at udvikle råvarer og produkter med færre pesticider.
”Vi ønsker at tage ansvar for udviklingen af fremtidens fødevarer. Vi har indtil nu anvendt konventionel havre og opgraderer nu, så havren dyrkes helt uden sprøjtemidler. Det gør vores konventionelle havregryn unikke og passer godt med, hvad forbrugerne ønsker,” siger Niels Brinch-Nielsen, adm. direktør hos Valsemøllen.
Interesse for mindre kemi
Havren dyrkes i Danmark i samarbejde med udvalgte danske landmænd efter principper, hvor brugen af pesticider i marken er helt fravalgt. Kunstgødning kan dog stadig benyttes, hvilket derfor adskiller de nye havregryn fra andre dyrkningsformer som f.eks. økologi. Havren valses på Valsemøllens egne møller i Danmark, hvilket sikrer høj sporbarhed og kontrol gennem hele værdikæden.
Initiativet er samtidig en del af Valsemøllens arbejde med at udvikle produkter, der imødekommer både forbrugernes og detailhandelens stigende fokus på ansvarlig fødevareproduktion.
Havregryn er blandt de mest anvendte basisvarer i danske husholdninger og havre er samtidig en nøjsom korntype i marken. Derfor ser Valsemøllen en særlig mulighed for at starte med at gøre en forskel i netop denne kategori, oplyser mølleri-virksomheden, som oplever en stigende interesse fra både detailkæder og forbrugere for produkter dyrket med færre input i marken.
Valsemøllen blev grundlagt på Esbjerg Havn i 1899 og har i dag produktion i Esbjerg, Køge og Svendborg. Selskabet producerer stadig flest konventionelle produkter, men sortimentet af korn, kerner, gryn, frø og forskellige brødblandinger tæller ca. 20 økologiske varianter, og det er stadig muligt at få økologisk havregryn - både i fin- og grovvalset udgave.