Annonce

Annonce

Trine Krebs med blomster efter modtagelsen af Økoprisen 2021

Sidste år vandt Trine Krebs Økoprisen, og nu bejler tre nye økologiske ildsjæle til prisen som Økologisk Landsforening uddeler 1. november. Foto: Jakob Brandt

Tre stærke kandidater bejler til Økoprisen 2022

En udbudsjurist, stifterne af en plantebaseret råvarefabrik og den madansvarlige fra musikfestival med økologisk forplejning er nomineret til Økoprisen, som 1. november uddeles på Økologisk Landsforenings inspirationsdag i København.

I år er det ottende gang, at Økologisk Landsforening uddeler Økoprisen til en eller flere ildsjæle, som har gjort noget særligt for økologien og har været med til at sprede budskabet om sammenhængen mellem økologi og bæredygtighed.

Sidste år gik prisen til Trine Krebs, grøn chef i Food Organisation of Denmark. Temaet for Økoprisen i år er: ”Det grønne, bæredygtige univers – økologisk naturligvis,” og som sidste år er det ifølge projektleder Malene Jensen i Økologisk Landsforening igen i år en stærk trio, som efter indstilling fra foreningens udvalg for professionelle køkkener er nomineret til prisen.

”Det bliver tydeligere og tydeligere for hver gang, vi uddeler Økoprisen, at der er rigtig mange ildsjæl, som på hver deres måde bidrager til at udvikle økologien. Det afspejler sig også i årets kandidatfelt, så det bliver ikke let for juryen at udpege prismodtageren,” siger Malene Jensen.

Husk at brevstemme

Prisoverrækkelsen sker 1. november, når markedsafdelingen i Økologisk Landsforening er vært for årets store inspirationsdag på hotel Scandic Spectrum ved Kalvebod Brygge i København. Samme dag bliver der afholdt valg til Folketinget, så kommer man fra Jylland, kan det ifølge Malene Jensen være en god ide at brevstemme inden valget, så flest mulig bliver klar til en tætpakket inspirationsdag, hvor et af højdepunkterne bliver uddelingen af Økoprisen.

Peter Skoven nomineres for arbejdet med at indføre økologiske og plantebaserede råvarer til forplejningen af både gæster, frivillige og musikere på den århusianske NorthSide-festival
Peter Skoven nomineres for arbejdet med at indføre økologiske og plantebaserede råvarer til forplejningen af både gæster, frivillige og musikere på den århusianske NorthSide-festival. Foto: Jakob Brandt

”Vi skal huske, at omlægningen til økologi ikke sker af sig selv, og det er vigtigt, at vi giver os tid til at fejre nogle af de personer, som hver dag er med til at drive udviklingen i en grønnere og mere bæredygtig retning,” siger hun til Økologisk Nu, som dækker prisuddelingen 1. november.

Derfor er de nomineret

Peter Skoven, food & beverage direktør for NorthSide Festival

"Peter Skoven nomineres for sin urokkelige tro på, at en festival sagtens kan være 100 pct. økologisk og nu også plantebaseret. NorthSide Festival har helt siden sin spæde start fokuseret på økologi og bæredygtighed samt på det lejlighedsvise økologiske spisemærke. I 2021 gik NorthSide Festival all in og proklamerede, at deres næste festival ville være både 100 pct. økologisk og plantebaseret. Det vakte stor debat, men Peter Skoven har hele vejen igennem stået fast i sin tro på, at det plantebaserede og økologiske måltid har en afgørende rolle for fremtiden.

Peter Skoven har i høj grad været med til at bringe det økologiske og bæredygtige måltid på dagsordenen og fortsætter sin kamp i bæredygtighedens tegn. Han lægger hverken skjul på sit ønske om at være det gode eksempel eller ambitionen om at ændre adfærden i en mere bæredygtig retning blandt både forbrugere og producenter. Han arbejder samtidig med at få samarbejdet mellem alle led, lige fra landmanden til festivalgæsten, til at hænge sammen," hedder det bl.a. i nomineringen fra Økologisk Landsforening.

Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen, stifterne af virksomheden Organic Plant Protein

Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen fra Organic Plant Protein er nomineret for deres arbejde med at lave råvarer til fødevareindustrien af økologiske hestebønner og ærter
Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen fra Organic Plant Protein er nomineret for deres arbejde med at lave råvarer til fødevareindustrien af økologiske hestebønner og ærter. Foto: Jakob Andersen

"Parret nomineres for deres ihærdige indsats for den økologiske og bæredygtige dagsorden igennem mange år. Parret har været nogle af pionererne for økologi i Danmark og har i flere år ejet den økologiske virksomhed, Hanegal. De har senest investeret i nye ambitioner om en bæredygtig fremtid i form af Organic Plant Protein, som udvikler og producerer økologiske, plantebaserede alternativer til kød.

Det er beundringsværdigt, at Fie og Ulrich bliver ved med at kæmpe for den vigtige dagsorden om en bæredygtige fremtid med nye grønne løsninger. Derudover har de også en evne til at nå bredt ud med deres agenda, og de får folk til at kigge i den grønne, økologiske og bæredygtige retning.

Udbudsjurist Betina Bergmann Madsen fra Københavns Kommune
Udbudsjurist Betina Bergmann Madsen fra Københavns Kommune. Foto: Artur Medina/Movia You

Fie og Ulrich har en utrættelige evne til at holde fokus på de nye økologiske løsninger og en lyst til at dele deres viden og løsninger med alle i branchen," hedder det bl.a. i Økologisk Landsforenings nominering. 

Betina Bergmann Madsen, udbudsjurist i Københavns Kommune

"Betina Bergmann Madsen nomineres for sin vigtige rolle for udbredelsen af økologi i Danmark såvel som i resten af verden. Hun har i over et årti arbejdet som fødevareansvarlig udbudsjurist i Københavns Kommune. Her har hun været med til at sikre indkøbsaftaler, som har muliggjort kommunens bæredygtighedsarbejde indenfor fødevareområdet med fokus på økologiske og sæsonaktuelle fødevarer. Det har bl.a. bidraget til, at knap 90 pct. af de måltider, der tilberedes i København Kommunes køkkener i dag er økologiske.

De seneste år har hendes arbejde bredt sig udenfor Danmarks grænser, og hun sidder i dag med i en ekspertgruppe i EU, der arbejder med de lovgivningsmæssige rammer for fødevarer," skriver Økologisk Landsforening om baggrunden for nomineringen.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion