Annonce
Annonce
Kødet er en af de varekategorier, hvor salget gik mest tilbage i 2022, og i Økologisk Landsforening håber man, at det kan være udtryk for, at de økologiske forbrugere har fået større fokus på at købe plantebaserede fødevarer og vælger mindre men bedre kød. Foto Moment Studio
Salget af økologiske dagligvarer faldt mindre end forventet
Salget af økologiske dagligvarer faldt i 2022 med knap tre pct. og endte på 15,5 mia. Det er 400 mio. kr. mindre end i 2021, viser nye tal fra Danmark Statistik.
Året 2022 har generelt været hårdt for detailsalget af fødevarer på grund af inflation og stigende råvarer- og energipriser. Det er også gået ud over detailsalget af økologiske fødevarer. Det økologiske salg faldt til 15,5 mia. kr. og Danmarks Statistik estimerer, at økologiens andel af det samlede detailsalg af fødevarer er faldet fra 13 pct. i 2021 til 12 pct. i 2022. Dog viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, at faldet i salget har været mindre end forventet, oplyser Økologisk Landsforening.
"Det glæder os, at forbrugerne trods det, at de har været hårdt ramt på privatøkonomien, har holdt ved og været loyale over for økologien. De vægter fortsat rene fødevarer og høj dyrevelfærd. Vi havde frygtet et større fald i salget på baggrund af de tal, vi løbende har modtaget. Vi håber, at udviklingen er stabiliseret, og at økologien kommer stærkt på banen," siger Carsten Ahrenfeldt, markedschef i Økologisk Landsforening, som efter mange års ubrudt vækst nu kan notere et fald i salget for andet år i træk.
Han hæfter sig ved, at det ser ud til, at mange har kunnet opretholde deres økologiske forbrug ved at købe en billigere økologisk variant fra dagligvarekædernes voksende private label-serier, som det seneste år har fortrængt flere økologiske mærkevarer fra butikshylderne, og der venter nu de økologiske producenter en større udfordring med at generobre hyldepladsen i de danske butikker.
"Vi er nødt til at gå ud og fortælle kunderne, hvad de får mere for pengene, når de køber økologi," siger Birgitte Jørgensen, markedschef for detail i Økologisk Landsforening, som løbende er i dialog med dagligvarekæderne for at hjælpe dem med at få økologien tilbage på vækstsporet.
Kødsalget blev hårdt ramt
Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser, at den økologiske omsætning i 2022 ligger over niveauet før corona, hvor væksten i det økologiske salg i detail steg markant. Omsætning ligger således i 2022 på 15,5 mia. kroner mod 14,1 mia. kroner i 2019. Opgørelsen viser, at faldet er større i 2022 målt i mængder - ni. pct. - da kilopriserne steg på de fleste varer.
Selvom omsætningen generelt er faldet i 2022, er der varegrupper, som er gået frem. Fx er hvedebrød steget med 29 pct., pasta med 18 pct. og smør og blandingsprodukter med 15 pct. Den varekategori, som gik mest tilbage, er kød, som også er nogle af de produkter, som er dyrest.
"Den udvikling handler selvfølgelig om, at forbrugernes økonomi har været presset. Men den udvikling kan også påvirke forbrugerne positivt til at skrue op for det grønne og vælge mindre men bedre kød," siger han.
Svinekødet blev hårdt ramt
Salget af svinekød gik tilbage med 22 pct. Kyllingesalget faldt med 17 pct., mens salget af okse- og kalvekød kun gik tilbage med 4 pct., målt i værdi.
Økologiens to store varegrupper er fortsat frugt og grønt, samt mejerivarer. Det økologiske frugt- og grøntsalg er i 2022 gået tilbage med 4,4 pct. og lander dermed på en omsætning på 5,7 mia. kroner. Salget af økologiske mejeriprodukter ligger på samme niveau som i 2021 med 2,9 mia. kroner.
Hvor det under finanskrisen primært var de finansielle markeder, som blev ramt, var det i højere grad de private husholdninger, som stod for skud, da inflationen stak af i 2022, men det ser ud til at det lysner, lyder det fra Økologis Landsforening.
"På baggrund af tilbagemeldinger fra kæderne håber vi på, at udviklingen i markedet har stabiliseret sig. Faldende forbrugerpriser og en forsigtig optimisme i samfundet giver forventninger om, at faldet ikke fortsætter, og at økologien kommer tilbage på vækstsporet," siger Carsten Ahrenfeldt.
Flere artikler fra samme sektion
USA: Næsten 40 pct. af testet babymad indeholder pesticidrester
Babymad med æbler, pærer, jordbær og blåbær havde de højeste rester af pesticider i en ny test. Organisationen bag undersøgelsen råder forældre til at købe økologiske produkter, hvis de vil undgå pesticidrester.
Finanslov støtter grønt topmøde på Madens Folkemøde
Der er afsat en mio. kr. til et grønt topmøde ved Madens Folkemøde, hvor deltagerne skal diskutere, hvordan vi skaber en større mangfoldighed af frugt og grønt i dansk madkultur.
Økologispecialet på skolerne er kommet dårligt fra start
Som noget nyt i år kan landsbrugseleverne for første gang vælge økologi som speciale på deres uddannelse. Men kun fire ud af de 15 danske landbrugsskoler udbyder økologispecialet til deres elever.