Annonce

Annonce

Lars Olsen tester sidste års ciderproduktion sammen med butiksbestyrer Denny Vangsted fra Omegn & Venner i Torvehallerne og daglig leder og medejer af Råhandel Solveig Felbo

Cider- og ølproducenten Olsens fra Lejre er et af de firmaer, som bruger Råhandel som salgskanal og bindeled til kunder i Københavns-området. Her tester Lars Olsen tv. sidste års ciderproduktion sammen med butiksbestyrer Denny Vangsted fra Omegn & Venner i Torvehallerne og daglig leder og medejer af Råhandel Solveig Felbo. Foto: Råhandel

Råhandel er en ny salgskanal for landets små producenter

Online-platformen Råhandel vil øge mangfoldigheden af fødevarer fra små producenter ved at opbygge tætte relationer mellem dem og kunderne.

Efter et længere tilløb er 2019 udset som året, hvor Råhandel for alvor skal ud over rampen, oplyser stifter og medindehaver Solveig Felbo.

Hun stiftede Råhandel som en start-up-virksomhed på Københavns Universitet helt tilbage i 2016. I dag har selskabet fire andelshavere. En af dem er Christian Coff, docent på Professionshøjskolen Absalon i fødevareetik og fødevareproduktion, en anden er kokken Anders Hermann Jensen, og når yderligere to forhåbentlig bliver indlemmet i løbet af januar, har selskabet ifølge Solveig Felbo fået sat et stærkt hold med de helt rigtige kompetencer til at hjælpe producenterne til et større salg.

Råhandel har ikke en helt klar definition på, hvad en lille producent er.

"Men vi plejer at sige, at vores leverandører maksimalt må have ti ansatte, og vi er meget strikse med, at producenterne skal være direkte involveret i produktionen eller udvikling af opskrifterne bag produkterne," siger Solveig Felbo.

Vi tager de tidskrævende opgaver

Den 27-årige iværksætter oplever, at alt for mange små fødevareproducenter ofte bruger uforholdsmæssigt megen tid på administrative opgaver og logistiske udfordringer i stedet for at koncentrere kræfterne om det, de er bedst til og brænder mest for. At producere gode fødevarer.

Derfor tilbyder Råhandel at overtage flere af de tidskrævende opgaver, som kan gøre livet surt for de mindste fødevarevirksomheder med kun en enkelt eller et par ansatte.

Med Råhandel som bindeled kan producenterne nøjes med at aflevere deres varer på et fast opsamlingssted, hvor de bliver samlet og kørt ud til kunderne.

'Vi lader producenterne og restauratørerne fokusere på deres samarbejde og håndværk ved at samle bestilling, betaling og levering på vores online-markedsplads', skriver Råhandel på sin hjemmeside.

"Det, der betyder noget for os, er at skabe gode relationer mellem producenten og de kokke og andre indkøbere, som handler med dem, så de ved, hvor varerne kommer fra, og hvordan de bliver produceret, siger Solveig Felbo.

En dum fejl gav en sløv start

Selv om anpartsselskabet allerede har aflagt to årsregnskaber, var det først i sidste halvdel af 2018, at der for alvor begyndte at komme aktivitet på markedspladsen, der har det som et erklæret mål at sætte nye standarder for gennemsigtighed for handel med fødevarer.

"Det har været meget hårdere at få gang i salget, end jeg troede, men siden sommeren er salget vokset," siger Solveig Felbo.

Råhandel

  • Sælger kun til virksomheder

  • For producenterne er det gratis at handle via Råhandel, som indtil videre har et opsamlingssted i Roskilde og et i København.

  • Har 34 producenter med varer til salg og yderligere 34 under oprettelse. Hovedparten er økologiske.

Råhandel får dækket en del af sine omkostninger ved, at køberne betaler et markedsgebyr.

"Ambitionen er at blive et nationalt koncept, men lige nu er det os, der træder lidt på bremsen. Nu skal vi lige først høste lidt flere erfaringer, før vi spreder konceptet til andre dele af landet," siger Solveig Felbo, som efter eget udsagn begik en dum fejl i begyndelsen ved at gå på jagt efter småproducenter og tilbyde deres varer til kokkene i stedet for først at spørge kokkene om, hvad de gerne vil have. Det gør Råhandel i dag.

Det er en genial kombination

Lars Olsen fra cider- og ølproducenten Olsens ved Lejre er en af de producenter, som allerede benytter Råhandel, og han ser spændende perspektiver i den nye platform.

"Det er en genial kombination af en salgs- og en distributionsordning, som er optimal for de små producenter, og jeg håber, at 2019 bliver deres store gennembrudsår," siger han.

Hidtil har han selv solgt og leveret de fleste varer, men ved at benytte Råhandel sparer han både tid og penge og får flere indgange til hotel- og restaurationsbranchen, som er særdeles attraktiv for netop en virksomhed med et sortiment som Olsens.

Flere artikler fra samme sektion

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion

Efter et par trange år har griseproducenterne kurs mod lysere tider

Efterspørgslen efter økologisk grisekød er nu vokset så meget, at der igen er penge i at producere økologiske grise, viser en analyse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

22-11-2024 4 minutter Grise,   Kødproduktion