Annonce
Annonce
Sidste år arrangerede Økologisk Landsforening en workshop for købmænd fra Spar i forbindelse med kædens årlige DM i Økologi, som i indeværende år bliver afsluttet ved udgangen af april, og med partnerskabsaftalen er der udsigt til et mere formaliseret samarbejde. Foto: Jakob Brandt
Partnerskab skal styrke Spars økologiske profil
Økologisk Landsforening skal hjælpe Spar-kæden med at opfylde ambitionen om at øge salget af økologi med 10 pct. om året.
Salget af økologiske fødevarer er vokset gennem flere år i Spar-kæden, men det er sket fra et meget lavt niveau, og for at skærper sin økologiske profil har Dagrofa-kæden nu som den anden danske dagligvarekæde indgået et strategisk partnerskab med Økologisk Landsforening.
»Økologien passer superfint ind i Dagrofas nye strategi, og for os handler det om at få den rigtige sparring, så vi ved, hvilken vej vi skal gå,« siger Morten Jensen, som er kommerciel chef for Dagrofa-kæderne Spar, Min Købmand og Let-Køb.
De er alle en del af dagrofa-koncernen, som netop har afsluttet en treårig strategiperiode, som bl.a. gik ud på at præstere sorte tal på bundlinjen, og for en lille måned siden kunne koncernchef Tomas Pietrangeli præsteret koncernens første overskud i ni år.
Vi skal finde ud af, hvad der giver mening for os, når vi skal skabe kontinuerlig vækst, og her er det konsulenterne i Økologisk Landsforening, som er eksperterne, fordi de kender de økologiske forbrugere.
— Morten Jensen, kommerciel chef i Spar
Den økonomiske fremgang giver kræfter og mod på at fortsætte den positive udvikling, og på tærsklen til 2022 lancerede koncernen en ny fælles CSR-strategi under overskriften ”Vi hjælper globalt ved at styrke lokalt”. Den bliver frem til 2025 en fælles rød tråd for alle koncernens enheder; logistik, foodservice og købmændene i kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.
Som led i den nye strategi skal Spar årligt øge salget af økologiske fødevarer med 10 procent, oplyser Morten Jensen om baggrunden for partnerskabet med Økologisk Landsforening.
ØL har eksperterne
»Salget er vokset de tre seneste år, men det er sket fra et meget lavt niveau, og Spar befinder sig et sted på den økologiske trappe, hvor det nok ikke lige er økologiske kikærter, vi skal have ind på hylderne som det næste,« siger han.
Ifølge Morten Jensen er basissortimentet på plads, så nu gælder det om at tage de rigtige økologiske step i et tempo, som ikke skræmmer de eksisterende kunder væk, men som helst skal tiltrække nye kunder.
»Vi skal finde ud af, hvad der giver mening for os, når vi skal skabe kontinuerlig vækst, og her er det konsulenterne i Økologisk Landsforening, som er eksperterne, fordi de kender de økologiske forbrugere,« siger Morten Jensen.
Løftestang for salget
Hos Økologisk Landsforening er det Mads Thygesen, som er tovholder for partnerskabet med Spar, og han lægger ikke skjul på intentionerne.
»Vi er ikke en sælger, som kommer med en vare under armen, men vi har en interesse i at gøre flest mulig økologiske varer tilgængelig for både kæderne og forbrugerne.«
»Det ultimative mål med partnerskaberne er at hæve økologiandelen i kæderne, og vores rolle bliver at fungere som løftestang for detailhandlens salg af økologiske varer,« siger markedskonsulenten.
Set fra hans skrivebord i Agro Food Park i det nordlige Aarhus er det tvingende nødvendigt, at detailhandlen fortsætter med at øge økologiandelen, hvis det skal være realistisk at nå regeringens ambition om at fordoble det økologiske salg i 2030.
»Detailhandlen er den vigtigste salgskanal for økologi, og derfor skal vi være med til at sikre, at dagligvarekæderne bliver ved med at profilere sig på økologi,” siger Mads Thygesen, der betegner Spar som en ung landsdækkende kæde, der har styr på strategien.«
Sigter mod bedre bundlinje
Han er helt på det rene med, hvad det betyder, at Spar består af selvstændige købmænd, og han hæfter sig ved, at de fleste af dem har en relativ lav økoandel og dermed har et stort vækstpotentiale.
»Mange af de tendenser, vi ser i ind- og udland, gælder på tværs af kæderne, men hvis ikke økologien giver noget på bundlinjen, er den ikke interessant for Spar-købmændene,« pointerer han og fortsætter:
»Men vi ved, at de økologiske kunder er attraktive, fordi de har en større kurv end gennemsnittet, så det handler om at ændre forbrugernes opfattelse af Spar og gøre kæden til deres foretrukne økologiske supermarked.«
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.