Annonce
Annonce
Daniel Nielsen har 250 årssøer, og han håber, at branchen kigger ind i en længere optur, så han får råd til at fordoble antallet af årssøer. Foto: Uffe Bregendahl
Daniel Nielsen frygter ikke fremtiden og drømmer om at fordoble produktionen
Økologen Daniel Jepmond Nielsen var søndag vært for Sofari, og det var en landmand med tro på fremtiden, som gæsterne mødte på det midtjyske landbrug ved Sunds.
Daniel Jepmond Nielsen er en af de griseproducenter, som leverer kød til Friland, og selv om branchen de seneste par år har været presset af inflation og stigende renter, går han ikke rundt og er bekymret for fremtiden.
Tværtimod drømmer han om at få fingre i endnu et landbrug, så han kan fordoble den nuværende produktion på 6.000 grise og samtidig begrænse risikoen i forbindelse med sygdomsudbrud.
»Efter hvad jeg hører rundt omkring, så er den økologiske kødproduktion nok stadig lidt presset lige nu, men jeg tror, vi går lysere tider i møde,« siger Daniel Nielsen, som dog også selv har mærket de hårde tider.
»Lige nu kører vores økonomi nok lige i nul. Det er jo aldrig godt kun at gå i nul. Det var sjovere med et lille plus, men det er bedre end et underskud, og jeg er ikke typen, der går rundt og bekymrer mig om fremtiden. Jeg tænker, at det nok skal gå,« siger Daniel Nielsen, da økonu.dk besøger ham, dagen efter at Friland løftede sløret for et halvårsregnskab, der viste en vækst i omsætningen på et enkelt procent.
Han glæder sig over de optimistiske meldinger fra Friland, som oplyser, at det Danish Crown-ejede selskab i øjeblikket kan sælge mere økologisk kød, end det har.
Frygter ikke fremtiden
Selv oplever Daniel Nielsen, at der er svag optimisme rundt omkring i branchen, og han er klar til at øge produktionen. Han har også hørt meldinger om en lille stigning i det økologiske kødsalg i Tyskland, og han forventer, at vi i den kommende tid vil opleve det samme på hjemmemarkedet, i takt med at forbrugerne opdager, at verden alligevel ikke går under i denne omgang.
»Jeg frygter ikke fremtiden. På den lange bane, tror jeg, at der fortsat er plads til økologien,« siger den jyske økolog, som driver Vestergaard Økologi, der slap relativt nådigt fra perioden med de meget høje priser på økologisk foder.
»Det var meget begrænset, hvor meget vi kunne skrue ned for produktionen, da vi lavede en sanering af besætningen for et par år siden, så vi havde en næsten helt ny besætning, hvor det var svært at slagte ud af de mange nye dyr. Vi valgte i stedet for at købe færre polte, så vi ikke øgede produktionen, men kørte den lidt ned, når vi frasorterede de dårlige dyr. Vores produktionen er nok gået fem-ti pct ned, i forhold til hvor vi egentlig gerne vil ligge, og det er først nu, at vi er begyndt at købe nye dyr,« siger Daniel Nielsen.
Lavede billig foderblanding
»Jeg var heldig det første år, da foderpriserne begyndte at stige, at jeg havde nogle gode kontrakter, som varede et stykke ind i perioden. Samtidig fandt vi ud af, at vi kunne ændre foderblandingen, så den blev en tak billigere. På den måde sparede vi nok 10-15 pct. på foderet, og vi bruger stadig blandingen og ser fine resultater med den.«
Foderkasser med låg, der sikrer, at fuglene ikke kan tage foderet, har også begrænset foderudgifterne hos den unge økolog, som er i færd med et glidende generationsskifte med sin far, Erik Nielsen, som stadig arbejder på gården.
»Han er min bedste medarbejder. Han har langt mest erfaring og er langt billigere i løn,« griner sønnen, som har overtaget grisene, men lejer landbrugets 150 ha., som han håber engang kan blive hans.
»Man ved, at der er op- og nedture i landbruget hele tiden. Så må vi bare håbe, at opturene varer lidt længere end nedturene,« siger Daniel Nielsen, som umiddelbart er tilfreds med den måde, som Friland har tacklet krisen på.
Går det alligevel galt, er han omstillingsparat, så længe der bliver tale om en produktion på friland, hvor dyrene har mulighed for at udleve deres naturlige instinkter, som det også er tilfældet i dag.
Det sidste fik over 500 gæster rig mulighed for at opleve søndag, da Vestergaard Økologi var vært for Sofari.
»Det er første gang, at jeg var vært for Sofari, og det var en kanon oplevelse at komme i dialog med forbrugerne og fortælle dem, hvorfor de skal betale lidt mere for det økologiske kød,« siger Daniel Nielsen med en noget rusten stemme, som relaterer til en lokal fodboldsejr.
Som glødende FC Midtjylland-fan er han netværkssponsor for klubben, og da de sidste Sofari-gæster havde forladt gården, halsede han til sponsorloungen i MCH Arena i Herning. Her gennemlevede han nogle nervepirrende minutter af Superliga-opgøret mod Silkeborg, da AGF endte med at sende guldet til Midtjylland ved at slå Brøndby.
»Det var på flere måder en fantastisk søndag, og jeg er stadig helt euforisk.«
Flere artikler fra samme sektion
Nordjysk forlystelsespark etablerer eget økologisk ismejeri
Fårup Sommerland sender i løbet af de kommende måneder seks medarbejdere på ismejerikursus i Italien, så parken næste år kan fejre sit 50 års jubilæum ved at servere is fra parkens eget økologiske ismejeri.
Danish Crown fyrer 500 ansatte
Datterselskabet Friland ved endnu ikke, hvordan det bliver ramt af moderkoncernens spareplan, som samlet skal reducere omkostningerne med en halv mia. kr.
Øko-pionerer drog til Carlsberg Byen for at tale det økologiske oksekød op
Kvæg bliver i disse år udskammet som klimasyndere, men debatten mangler nuancer, mener Økologisk Landsforening, der argumenterer for, at naturen og biodiversiteten er afhængig af koen på græs. Derfor har foreningen inviteret Danske Madpublicister og en række øko-pionerer på en tur med formålet at sætte fokus på nuancerne.