Annonce
Annonce
Pernille og Thomas Malmkjær med en træt to-årige Johan på armen glæder sig til, at Bjerregaard søndag 14. april bliver fyldt med ca. 2500 glade mennesker til Økodag, og som småbørnsforældre har det nye værtspar i år sørget for lidt ekstra aktiviteter for gårdens yngste gæster. Foto: Jakob Brandt
De fleste gårde melder allerede om udsolgt til Økodag
Ca. 1.000 nye gæster melder sig i øjeblikket til Økodag dagligt, og tæt på to ud af tre gårde melder om udsolgt, oplyser Økologisk Landsforening.
Med udsigt til godt vejr på søndag strømmer det i øjeblikket ind med bookinger til Økodag, som afvikles på søndag, når de økologiske køer kommer på græs.
"Jeg tror vi får ca. 1.000 bookinger om dagen lige nu," siger projektler Malene Jensen fra Økologisk Landsforening, som i år afvikler Økodag for 20. gang.
Flere end 33.000 borgere har allerede tilmeldt sig, og en af værtsgårdene er Bjerregård, hvor Ninna og Niels Erik Nilsson med et enkelt års undtagelse har holdt Økodag hvert år siden det populære event blev afholdt første gang i 2005. Men efter 33 år som gårdejere solgte parret ved årsskiftet den midtjyske kvæggård og besætningen af jerseykøer til Thomas og Pernille Malmkjær.
Vi er stolte af det landbrug, som vi driver, og vi vil godt vise byfolk og alle andre den måde, som vi arbejder og driver landbruget på.
— Thomas Malmkjær, ny ejer af Bjerregaard
Generationsskiftet på Bjerregaard markerer dermed et farvel til et af de mest dedikerede værtspar, og de tidligere ejere glæde sig over, at den næste generation på gården har besluttet at fortsætte traditionen med at åbne gården for gæster til Økodag.
»Nu er der blevet holdt Økodag på gården i så mange år. Det er en god tradition, som vi gerne vil føre videre, og mange af de ting, som vi laver op til Økodag, er noget, vi skulle have gjort alligevel. Nu er der bare sat en deadline på,« siger den nye ejer af gården, Thomas Malmkjær.
Var med til at opfinde Økodag
Selv om ejerskiftet har medført en del ændringer i hverdagen og lidt flere timer på kontoret, er de fleste rutiner velkendte for den 36-årige økolog, som kommer fra lokalområdet og har arbejdet på Bjerregaard siden 2014.
Før nytår skrev han under på en købsaftale efter et et nøje planlagt generationsskifte, som havde været fem år undervejs, men som blev fremrykket nogle år, da den nu forhenværende gårdejer Niels Erik Nielsson venter på at få udskiftet et par nedslidte hofter efter mange år med fysisk hårdt arbejde.
»Jeg sad med i Økologisk Landsforenings Mælkeudvalg for Thise Mejeri, da én i udvalget, jeg husker ikke hvem, der fik den geniale ide at fejre, når køerne skulle på græs,« siger Niels Erik Nilsson, som købte Bjerregaard i 1991 og omlagde gården til økologi fire år senere.
»Det første år kom der kun 200 gæster til Økodag. År to kom der 400 gæster og siden er antallet af gæster vokset til det nuværende niveau på 2.000-2.500,« siger den jyske økolog.
»Økodag er bare en rigtig god dag, hvor man møder en masse glade mennesker, og jeg er rigtig glad for, at Thomas og Pernille (Malmkjær, red) fortsætter traditionen. Nu er det op til dem, hvordan det skal foregå, og vi skal nok hjælpe på dagen, og sørge for, at der er styr på haven,« forsikrer den tidligere Thise-formand, som i dag bor til leje i stuehuset og fortsætter en periode som ansat på Bjerregaard.
Godt med en fast deadline
Thomas Malmkjær kommer fra lokalområdet og havde gennem flere år arbejdet på Bjerregaard, da han i 2018 som led i det kommende generationsskifte overtog nabogården Lillelund, som Niels Erik Nilsson i en årrække havde drevet sammen med Bjerregaard.
Tilsammen har de to gårde i dag en malkebesætning på næsten 400 jerseykøer og 385 ha jord og med en hustru, der arbejder som jordemoder på Regionshospitalet Gødstrup og børnene Johan og Ida på to og fire år, er der nok at se til for familien, men Økodag skal der være plads til.
»Vi er stolte af det landbrug, som vi driver, og vi vil godt vise byfolk og alle andre den måde, som vi arbejder og driver landbruget på,« siger Thomas Malmkjær, som erkender, at udsigten til en større invasion af gæster giver lidt ekstra arbejde.
Fest i børne- og græshøjde
I en tid, hvor der både bliver længere mellem de danske kvæggårde og mellem land og by, mener han, at det er vigtigere end nogensinde at åbne bedriften for gæster, når køerne skal på græs.
Parret oplever samtidig, at medierne i øjeblikket er lidt skrappe over for landbruget, og i en tid hvor der bliver diskuteret grøn trepart og CO2e-afgifter, glæder de sig til en festdag i græs- og børnehøjde, hvor det primært handler om at give gæsterne en god oplevelse, som flere end 2.500 har booket plads til.
»Den dag skal ikke handle om politik. Det bliver vi jo ikke lykkeligere af at snakke om,« smiler Thomas Malmkjær, som håber, at Økodag kan bidrage til at skabe en større forståelse af landbruget, og hvorfor det er en god ide at købe økologi.
Der er færre Kvæggårde
Da Økonu.dk var på besøg, var der stadig en måned til d. 14. april og Økodag, men arbejdet med at rydde op rundt om i krogene på gården var allerede godt i gang.
Aftenen forinden havde de gamle og nye ejere holdt fællesmøde om slagets gang, når et mere eller mindre fast team på 35-40 familiemedlemmer og venner og lokale spejdere møder op for at gøre Økodag til en god dag for alle.
»For 30-40 år siden, var der altid nogen i en familie, som var landmænd. Sådan er det ikke i dag, hvor der er blevet langt mellem kvæggårdene. Så er det vigtigt at vise folk, hvordan det foregår ude i landbruget. Gæsterne skal have en god dag, hvor de kan se, at dyrene har det godt, og at landbruget måske ikke er så slemt, som medierne gør det til,« siger Thomas Malmkjær.
Da parret i december deltog i en værtsaften for Økodagsværter, fandt de ud af, at der er himmelvid forskel på, hvor meget folk gør for at lave aktiviteter og klargøre gården til det populære event.
»Nogle gør ikke ret meget. Andre shiner alt op og lejer hoppeborge og fadølsanlæg.«
Hvor ligger I på skalaen?
»Forhåbentlig midt imellem,” siger Pernille Malmkjær.
»Men vi kommer ikke til at have noget tivoli. Der kommer ikke aktiviteter, som ikke hænger sammen med landbruget. Der bliver fokus på landbruget og på, at køerne skal på græs.«
Og dog. Som småbørnsfamilie har familien Malmkjær besluttet at opgradere de sædvanlige aktiviteter som halmlegeplads, ’klap en kalv’, ’malk en ko’ og snobrødsbagning med en pedaltraktorbane, som plejer at være et stort hit på andre af årets 17 værtsgårde.
Læs mere på www.økodag.dk/find-vaert
Økodag er støttet af Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug
Flere artikler fra samme sektion
Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil
Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.
De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test
Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.
Økologi styrker dit grønne regnskab
I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.