Annonce
Annonce
Meyer og Agger kom til tops ved Embla 2019
To af økologiens danske forkæmpere var blandt vinderne af de eftertragtede Embla-priser, da der i weekenden var prisuddeling af den nordiske madpris.

Anne-Birgitte Agger, direktør for Hotel- og Restaurantskolen, vinder prisen, 'Nordisk mad til mange 2019' "Vinderen er en 'maskine med en vision', der utrætteligt arbejder med missionen om at skabe offentlige køkkener i byen med bæredygtige og sunde måltider, der er tilberedt fra bunden. Forsvarer altid de svage, udfordrer alle - fra beslutningstagere til elever - til at tænke bæredygtigt lige fra tallerkenen og så videre, lød juryens begrundelse for prisen, som blev uddelt på Island". PR-foto
Både fødevareklyngen En del af Herslev, Hestbjerg Økologi ApS, og Haver til Maver var indstillet til Embla-priser, men det var andre danske fødevareinitiativer, som løb med priser ved årets uddeling af den nordiske madpris Embla.
Det er anden gang, at den nordiske madpris bliver uddelt. I år løber Danmark med to ud af syv priser. Claus Meyer vandt i kategorien 'Nordisk madkommunikatør 2019', og Anne-Birgitte Agger vandt i kategorien 'Nordisk mad til mange 2019'.
"48 nominerede har dystet inden for de syv kategorier. Kvaliteten har været meget høj, og der har i den grad været fokus på nordiske råvarer, dyrevelfærd, nye forarbejdnings-metoder og høj grad af bæredygtighed," forklarer Lone Marie Eriksen, der er chefkonsulent ved Landbrug & Fødevarer og projektleder på den danske del af Embla.
Smagfulde råvarer
"Hele tanken bag Embla er at styrke den fælles nordiske mad-identitet, kultur og øge interessen for nordisk mad uden for Norden," siger Lone Marie Eriksen og fortsætter:
"Derfor er vi er utrolig stolte af priserne, for vi har så meget godt i Norden: smagfulde råvarer og rigtig megen innovation blandt madprofessionelle. Særligt stolte er vi, fordi vi i dag har vundet i hele to kategorier".
Embla-priserne
Embla består af syv priser, hvor hvert af de nordiske lande har fundet nominerede til hver kategori.
Der har været en national jury i hvert land, og det er en fælles nordisk jury, der har afgjort, hvem af de 48 nominerede, der fortjente at vinde Embla-priserne.
Embla er opkaldt efter den første kvinde i nordisk mytologi. Prisen bliver uddelt hvert andet år og er støttet af Nordisk Ministerråd.
Det er de syv nordiske landbrugsorganisationer, herunder Landbrug & Fødevarer, der står bag den fælles nordiske madpris.
De danske jurymedlemmer, der har indgået i den nordiske jury, er Marie Sainabou Jeng, direktør i Koalition, Kenneth Wexiø, kulinarisk chef hos California Kitchen og Mette Jasper Gammicchia, afdelingsleder hos Landbrug & Fødevarer.
Prisen skal dele viden og erfaring
Priserne sætter fokus på råvarer og produktionsmetoder, bæredygtige koncepter, kommunikation samt de professionelle, der står bag det hele.
Embla hylder det ypperste i det nordiske køkken og er med til at styrke den nordiske madidentitet og kultur samt øge interessen for nordisk mad og de bedste koncepter uden for Norden.
Formålet med prisen er at få delt viden og erfaringer fra alle de nordiske lande, og set i det lys giver det god mening at Claus Meyer blev kåret som 'Nordisk madkommunikatør 2019'.
'Claus Meyer har i årtier været en stor
inspirator i forhold til fornyelsen og udviklingen af dansk madkultur. Han er
skaberen af 'Nyt Nordisk Madmanifest'. Med passion og stort drive kommunikerer
han nordiske og lokale fødevarer, bæredygtighed, madfællesskab og biodiversitet', skriver juryen bag Embla-prisen.
Flere artikler fra samme sektion
Aarstidernes resultat blev halveret efter et turbulent 2024
Driftsresultatet i måltidskasseselskabet blev barberet ned fra 9,9 mio. kr. til 0,5 mio. kr. i 2024 efter et år, som endte med, at selskabet blev overtaget af Dagrofa-koncernen.
Midt i maj sætter Madens Folkemøde sundhed og bæredygtighed på menuen, og det er gratis at deltage
Madens Folkemøde er i år flyttet til nye rammer i Nykøbing Falster, men som altid handler det folkelige madmøde om det, der ligger på vores tallerkener, og måden, vi producerer det på.
Tre nominerede dyster om Kantineprisen 2025
To jyske og en københavnsk kantine er nomineret til Kantineprisen 2025, og du kan møde dem på Madens Folkemøde, hvor de deltager i en 'Cook Off'.