Mellem poppeltræerne lever grisene et andet liv

På Hestbjerg løber smågrisene frit mellem træerne, dier hos deres mødre og forsvinder ned over bakkerne som en flok vilde dyr. Til Sofari inviterer gården danskerne indenfor til et sjældent indblik i et anderledes griseliv.

13. maj 2026
Læsetid: 5 minutter
So med smågrise under træerne hos Hestbjerg Økologi
Søndag d. 17. maj kan gæsterne til Sofari ved selvsyn opleve naturgrisene hos Hestbjerg Økologi, som i modsætning til almindelige økologiske grise lever i familiegrupper og aldrig kommer på stald. Foto: Hestbjerg Økologi

Poppeltræerne står og rasler i vinden, mens en flok smågrise pludselig kommer til syne på toppen af bakken. De spæner ned over marken i samlet flok. De små krøllede haler vipper frem og tilbage, mens de forsvinder længere og længere ud mod horisonten, indtil de næsten ikke er til at få øje på længere.

Besøg grisene til Sofari

Kom til Sofari søndag d. 17. maj og besøg øko-grisene. Alle er velkomne. Se [her(https://sofari.dk/) hvor der er en gård nær dig

Så vender de brat om. Nærmest halsende løber de tilbage gennem græsset, smutter mellem poppeltræerne og finder hver deres mor. Smågrisene stiller sig roligt under søerne og dier fra den samme pat, som de altid bruger.

”Smågrisene har faktisk hver deres personlige pat,” fortæller Marianne Hestbjerg, som driver Hestbjerg Økologi sammen med Bertel Hestbjerg.

Tilbage i 2026 stoppede de som økologisk leverandør til Danish Crown-datterselskabet Friland, og skabte det økologiske koncept Poppelgrisen, som stiller større krav til dyrevelfærden.

Vildsvin som inspiration

Midt mellem træerne står søerne stille og holder øje. Forsigtigt kigger de frem bag stammerne. Det hele virker overraskende naturligt. Næsten vildt. For mange danskere er grise noget, der forbindes med stalde og indendørs produktion. Men på Hestbjerg lever naturgrisene ude hele livet i små familiegrupper med adgang til skov, mudderhuller og store græsarealer.

Kort om Hestbjerg Økologi:

  • I 2016 meldte Hestbjerg Økologi sig ud af Danish Crown, Friland, og lavede deres eget salgsselskab Organic Pork. Her skabte de deres egne brands 'Poppelgrisen fra Hestbjerg' og senere 'Bertels Gris'.

  • Ambitionen var at øge dyrevelfærden, og det seneste skridt på den rejse blev 'Hestbjergs Naturgris', som blev lanceret for godt et år siden. Kødet bliver solgt til

  • Poppelgris fra Hestbjerg er deres helt eget brand, som sælges via Coop-kæderne Kvickly og SuperBrugsen samt hos Rigtigmad.dk

”Et eksempel på, hvordan vi løbende udvikler vores bedrift, er vores Naturgrise, som vi startede op for cirka et år siden. Skygge fra træerne, masser af motion, mudderbade som de lyster, varieret kost og lune isolerede hytter med blødt halm danner rammerne for de her grise,” fortæller Marianne Hestbjerg.

Her går to søer sammen med deres grise på et område på størrelse med en fodboldbane. Pattegrisene bliver hos moren i omkring 16 uger, og når de bliver større, løber de frit rundt mellem grupperne på marken.

”Med Hestbjergs Naturgrise har vi taget yderligere initiativer i retning af et mere naturligt griseliv. I naturen farer vildsvin for sig selv og finder siden tilbage til familiegruppen. Det naturlige princip forsøger vi at genskabe ved, at grisene lever i familiegrupper,” siger hun.

Ifølge Marianne Hestbjerg skaber det mere ro blandt dyrene, at grisene bliver på marken hele livet og undgår at blive flyttet på stald undervejs.

Mellem idealer og virkelighed

Grisene finder selv en del af deres føde ved at rode i jorden og spise græs og urter. Resten suppleres med økologisk foder, grøntsager og overskudsvarer fra fødevareindustrien.

”Vi vil gerne recirkulere så mange fødevarer som muligt. Nogle gange er det rodfrugter, andre gange kokosmælk. Grise spiser stort set alt,” siger Marianne Hestbjerg.

Naturgrisene vokser langsommere end traditionelle produktionsgrise, men ifølge familien er det en del af tankegangen.

”De kommer bedst til deres ret, hvis vi er tålmodige og beholder dem længe nok,” siger hun.

Den særlige produktion kræver dog også mere arbejde og plads.

”Når grisene lever på friland og i familiegrupper, er det mere arbejdskrævende sammenlignet med et konventionelt system. Grisene håndfodres hver dag, så de opbygger tillid til mennesker,” fortæller Marianne Hestbjerg.

Familien har samtidig valgt at reducere antallet af søer på gården for at skabe plads til naturgrisene.

For Marianne Hestbjerg handler projektet også om noget, der næsten er større end grisene selv.

”Hver dag bestræber vi os på at gøre det lidt bedre for grisene, vores medarbejdere og naturen. Vores grundfilosofi er at skabe et landbrug i udvikling,” siger hun.

Hun mener samtidig, at landbruget er nødt til at bevæge sig i takt med samfundets forventninger.

”Måske har vi landmænd ikke været åbne nok eller gode nok til at formidle, hvordan fødevarer bliver produceret. Derfor kan billederne fra landbruget komme som et chok for forbrugerne.”

Oplev grisene til Sofari

Om kort tid åbner Hestbjerg gården som en del af Sofari, hvor besøgende kan komme helt tæt på grisene og høre mere om produktionen.

For Marianne Hestbjerg handler arrangementet ikke kun om at vise grisene frem.

”Jeg håber, folk kommer ud og sanser og oplever vores landbrug, og at vi får en god dialog. Vi vil gerne være med til at fortælle, hvordan vi producerer fødevarer i Danmark,” siger hun.

Samtidig håber familien, at besøget kan få flere til at tænke over deres valg ved køledisken.

”Vi håber selvfølgelig også, at vi kan flytte holdning til handling, så forbrugerne prioriterer at købe økologisk, når de står ved køledisken,” siger Marianne Hestbjerg.