Annonce

Annonce

Tomater med kosmetiske fejl

Når Eat Grim i uge 18 relancerer sine grøntkasser, kan kunderne hverken være sikre på, at indholdet udelukkende er økologisk eller består af frugt og grønt, som ellers risikerede at ende som madspild. Arkivfoto

Konkursramt selskab genåbner med konventionelle varer i grøntkasserne

Eat Grim går på kompromis med den oprindelige ide om udelukkende at forhandle råvarer fra økologiske producenter fra Danmark og Europa, når selskabets grøntkasser gør comeback i maj.

Når Eat Grim i starten af næste måned med en ny ejerkreds ved roret igen begynder at forhandle grøntkasser, skal kunderne vænne sig til, at der ikke længere kun er økologiske råvarer i kasserne med frugt og grønt.

Men det er ikke det eneste sted, hvor selskabet går på kompromis med det oprindelige idegrundlag. Det gik ud på at arbejde for en mere klimavenlig fødevarevareproduktion ved udelukkende at forhandle fødevarer, som ellers risikerede at ende som madspild, da produkternes udseende eller størrelse ikke passede ind i detailhandlens etablerede salgskanaler.

Dagligvarehandlen har traditionelt haft vanskeligt ved at håndtere skæve og grimme grøntsager og accepterer stadig sjældent kosmetiske fejl på frugt og grønt, selv om de ikke betyder noget for smagen.

Det så studieveninderne fra Copenhagen Business School, finske Petra Kaukua og tyske Carolin Schiemer, tilbage i 2018 som et godt udgangspunkt for at søsætte Eat Grim-konceptet. Mange kunder bakkede op om deres kamp mod madspild, men de to iværksættere fik aldrig helt styr på økonomien, og efter tre et halvt års drift var kassen tom, og i december 2021 begærede stifterne selskabet konkurs.

Kunder: "Der er brug for Eat Grim"

Efterfølgende brugte de meget tid på at overveje hvilke fejl, der førte til konkursen, oplyser Petra Kaukua og Carolin Schiemer på selskabets Facebook-side, hvor de fortæller, at de i den periode blev kontaktet af mange tidligere kunder og leverandører, som pointerede, at der stadig var behov for firmaet.

Andre var enige, og i januar overtog en gruppe investorer anført af Torben Marvin Jensen fra Marvin Consult boet efter Eat Grim. Sammen med de to stiftere relancerer de i denne uge et koncept, hvor kravene til indholdet i kasserne er blevet ændret på flere punkter.

Tidligere kunne kunderne være sikre på, at alt indholdet i kasserne var økologisk. Sådan er det ikke, når selskabet sender de første kasser ud til kunderne.

Om kassen "Veggie Big & Beastly", som er velegnet for familier, fortæller selskabet, at kassen minimum indeholder syv kg blandet, mest økologisk grønt fra hele Europa og lidt konventionelt grønt fra Danmark.

Kunne ikke leve op til løfterne

”Relanceringen af Eat Grim-kasserne har givet os mulighed for at gentænke mange aspekter af vores forretning.  Herunder hvilke frugter og grøntsager, der skal puttes i dine Eat Grim-kasser,” skriver det nye selskab Eat Grim Danmark i en besked til kunderne, som på flere punkter er en udvanding af den oprindelige grundide.

Den gik ud på, at kunderne kunne hjælpe økologiske fødevareproducenterne med at reducere deres madspild ved at købe gulerødder, kål og salat, som ikke lever op til standardkravene fra dagligvarekæderne og derfor ofte endte som madspild.

”Vores firma afgav et løfte om at inkludere alle former, farver og størrelser. Vi havde dog svært ved at leve op til dette løfte, mens vi kun reddede fødevarer fra økologisk certificerede gårde, som kun dækker 12 pct. af al landbrugsjord i Danmark. Derfor har vi besluttet at udvide vores bæredygtighedsløfte til at hjælpe alle gårde i Danmark – også konventionelle – med at bekæmpe madspild,” skriver Eat Grim til sine tidligere kunder.

”Vi starter med at tilføje udelukkende lokalt dyrkede konventionelle produkter fra Danmark til dine kasser,” oplyser Eat Grim, som bl.a. forsvare åbningen over for konventionelle råvarer med følgende holdning:

"Danmarks konventionelle produktionsmetoder er så strengt reguleret, hvilket resulterer i en af ​​de højeste kvalitetsstandarder inden for hygiejne, dyrevelfærd, brug af medicin, pesticider og kunstgødning sammenlignet med resten af ​​Europa og verden."

Også på en anden front bryder Eat Grim med et tidligere løfte, som gik ud på udelukkende at sælge varer, som ellers risikerede at ende som madspild.

For at inspirere kunderne til at spise med årstiderne, har de nye ejere af selskabet besluttet at tilføje sæsonbestemte specialiteter – også selv om de kan være af førsteklasses kvalitet, og altså ikke omfatter varer, som ellers vil ende som madspild.

Bundlinjen kunne ikke følge med

Efter et overskud på knap 30.000 kr. i etableringsåret 2018 kunne bundlinjen ikke følge med selskabets store vækst i omsætningen, og Eat Grim fik et minus på 250.000 kr. i sit andet leveår, mens de røde tal i årsregnskabet for 2020 var vokset til minus 611.000 kr., og i slutningen af 2021 var selskabet så hårdt udfordret på økonomien, at iværksætterne Petra Kaukua og Carolin Schiemer valgte at indgive konkursbegæring.

Da iværksætterparret efter tre et halvt års drift valgte at lukke butikken lige før jul, havde Eat Grim omsat for 28 mio. kr. frugt og grønt fra ca. 90 økologiske landbrug i Danmark og udlandet.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion