Kom tættere på Det Økologiske Spisemærke, når 'Madscenen - for professionelle' vender tilbage
Både Aarstiderne og økologien kommer i fokus, når Dagrofa Foodservice holder inspirationsmesse for de ansatte i landets professionelle køkkener.
Aarstiderne får en central rolle, når flere end 140 udstillere sørger for nye smagsoplevelser på Madscenen, som i år tilbyder et omfattende program af masterclasses og et særligt fokus på økologi, oplyser Dagrofa Foodservice i en pressemeddelelse.
Besøgende kan blandt andet blive klogere på, hvordan Aarstidernes økologiske premiumprodukter, som tidligere på året blev indlemmet i sortimentet hos den landsdækkende foodservicegrossist, kan bidrage med nye smagsoplevelser og inspiration til menukortet.
”Jeg glæder mig allerede nu til at byde velkommen til årets udgave af ’Madscenen - for professionelle’. Det er et af årets højdepunkter for os, når vi samler fødevareprofessionelle til en dag med inspiration, videndeling og faglige oplevelser,” siger Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice, i pressemeddelelsen.
Bliv klogere på spisemærkerne
Ifølge Dagrofa Foodservice er der lagt op til en dag fyldt med inspiration og ny viden for den danske foodservicebranche, og som led i arbejdet med at øge fokus på økologiske råvarer inviterer et team fra Økologisk Landsforening gæsterne på besøg i en blomstrende biodiversitetsmark.
”Biodiversiteten er under pres, og økologien er en vigtig del af løsningen. Når I vælger økologiske råvarer og arbejder med Det Økologiske Spisemærke, er I med til at skabe bedre vilkår for bier, mariehøns, edderkopper og mange andre arter, der er afgørende for naturens balance,” lyder budskabet fra Rita Ramona Høgh, projektleder for Økologisk Landsforenings arbejde med Det Økologiske Spisemærke.
I dag har flere end 3.600 professionelle køkkener Det Økologiske Spisemærke. Tre ud af fire mærker hænger i offentlige køkkener, og Rita Ramona Høgh håber at få flere køkkener fra den private sektor i tale på Dagrofa-messen.
”Spisemærkerne er den bedste måde at dokumentere over for gæsterne, at man serverer økologisk mad, og vores erfaringer viser, at de fleste køkkener, som allerede bruger nogle økologiske råvarer, tit er tættere på målet om et spisemærke, end de tror.”
Et tætpakket program
Sidste år tiltrak ’Madscenen - for professionelle’ flere end 1.700 besøgende, og Asger Rothenborg, salgs- og marketingdirektør i Dagrofa Foodservice, har også høje forventninger til dette års arrangement:
"Vores mål er igen at være gode værter for en værdifuld inspirationsdag, hvor vi samler en stor del af den danske foodservicebranche. Derfor har vi sammensat et tætpakket program af kulinariske masterclasses, hvor de dygtige kokke i landets professionelle køkkener kan blive opdateret på gode råvarer, lokale producenter og håndværksteknikker."
Nordic Academy of Culinary Leisure, Plantebaseret Videnscenter og Landsorten sørger for, at gæsterne bl.a. bliver klogere på upcycling, plantebaserede retter og økologiske kornsorter via oplæg.
Det er gratis at deltage
På inspirationsmessen kan man som sædvanligt møde Dagrofa Foodservices’ egne specialister i form af bl.a. Grambogård, HKI Ost, Grøn Fokus/CHI Foodsupply og Prima Frugt, som bl.a. disker op med smagsprøver på gris med to dyrevelfærdshjerter og friske økologiske urter.
Fødevarebanken deltager som partner og indsamler overskudsfødevarer fra udstillerne, som efterfølgende distribueres til sociale organisationer, der laver måltider til mennesker i udsatte livssituationer, oplyser Dagrofa Foodservice.
Tilmeldingen er åben – og det er gratis at deltage.