Aarstiderne Engros flytter ind hos Dagrofa Foodservice
Dagrofa Foodservice og Aarstiderne Engros forener nu kræfterne for at få endnu flere økologiske råvarer på menuen i storkøkkener, kantiner og restauranter.
Aarstiderne Engros flytter til juni ind hos Dagrofa Foodservice. Det tætte partnerskab skal sikre, at brugen af økologiske kvalitetsråvarer bliver endnu mere udbredt i landets professionelle køkkener, skriver Dagrofa Foodservice i en pressemeddelelse.
I 2024 blev Aarstiderne en del af Dagrofa-koncernen, og som et naturligt udviklingsskridt flytter Aarstiderne Engros og deres professionelle kunder nu ind hos Dagrofa Foodservice.
Fordelene for kunderne er, at Aarstiderne Engros fastholder den nære relation til de økologiske producenter, mens Dagrofa Foodservice byder ind med et effektivt logistisk setup og en nyudviklet webshop, som skal sætte strøm til Aarstidernes økologiske sortiment.
eg ser det som et klart løft for vores kunder i Aarstiderne Engros, at vi står sammen med Dagrofa Foodservice med det formål at bringe endnu flere økologiske råvarer og endnu mere faglighed og madglæde helt tæt på de professionelle køkkene.
— Dorte Tandrup, adm. direktør hos Aarstiderne A/S
Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice, ser meget frem til at få styrket fødevaregrossistens økologiske profil:
”Aarstiderne Engros er ægte pionerer, når det kommer til innovation, kvalitet og økologi. Samtidig er de utroligt dygtige til at dyrke de tætte relationer til de enkelte økologiske avlere og producenter. Det er en meget inspirerende tilgang med den nære kontakt til leverandørerne, og den kommer nu vores professionelle kunder til gavn,” siger direktøren.
Han forventer, at det nye setup vil øge salget af økologiske varer:
”Jeg er helt sikker på, at der blandt vores mange tusinde kunder kommer til at være en markant efterspørgsel på produkterne fra Aarstiderne. Derfor er det et vigtigt skridt på vejen til at realisere de ambitiøse vækstmål i Gro’27-strategien.”
Mange fordele for kunderne
Aarstiderne A/S sælger økologiske dagligvarer, måltidskasser og frugt- og grøntkasser til tusindvis af husholdninger i Danmark og Sverige hver uge. Derudover er selskabet også leverandør til storkøkkener, kantiner og restauranter, og selskabets adm. direktør, Dorte Tandrup, forventer at sammensmeltningen med Dagrofa Foodservice rummer flere fordele:
”Jeg ser det som et klart løft for vores kunder i Aarstiderne Engros, at vi står sammen med Dagrofa Foodservice med det formål at bringe endnu flere økologiske råvarer og endnu mere faglighed og madglæde helt tæt på de professionelle køkkener,” siger hun.
Hun kan se flere konkrete fordele for Aarstidernes kunder:
”De får fremover lavere minimumsbestilling, bedre leveringsmuligheder, kortere bestillingsdeadlines og en forbedret digital indkøbsoplevelse.”
Dansk Foodservice
-
Dagrofa Foodservice er en af Danmarks største totalleverandører til foodservicesektoren, og sammen med Hørkram og Euro Cater sidder selskabet på hovedparten af det danske foodservicemarked.
-
Kunder hos Aarstidernes FirmaFrugt og Aarstidernes Varme Værksted fortsætter som hidtil med at handle direkte med Aarstiderne.
-
Øvrige kunder hos Aarstiderne Engros vil fremover skulle bestille direkte hos Dagrofa Foodservice.