Annonce

Annonce

Brian Tholstrup Nybo Aurion & Gøtz’ Online Bageskole

Aurion med direktør Brian Nybo (t.h.) i spidsen er sammen med Mejnerts de to danske økologiske leverandører, som fremover skal levere al mel og korn til Kokkenes Køkken. Foto: Aurion

Kantinekæde går all-in på økologisk og danskproduceret korn og mel

Kokkenes Køkken bruger nu kun økologisk og danskproduceret mel og korn i sine kantiner. Samtidig reduceres antallet af leverandører drastisk.

Da maj blev til juni tog Kokkenes Køkken samtidig et markant skridt i sine kantiner: Fra 1. juni bruger man nemlig udelukkende dansk økologisk mel i alle sine kantiner.

Kokkenes Køkken er en del af virksomheden Forenede Service, og hver dag arbejder 300 kokke og gastronomer med at lave mad til 10.000 danskere fordelt på mere end 40 kantiner over hele landet, heriblandt i virksomheder som Nordea Ejendomme, Stensdal Group, JP Politikens Hus og senest Falck.

"Vores beslutning om at omlægge til 100 pct. økologisk dansk mel og korn er et led i vores overordnede strategi om at fremme bæredygtighed og ansvarlighed i vores kantiner. Vi reducerer antallet af leverandører fra 14 til 2, hvilket betyder, at vi fremover kun vil samarbejde med de mest visionære danske producenter, der deler vores engagement i bæredygtige og lokale fødevarer," skriver Kokkenes Køkken på sin hjemmeside.

Det årlige indkøb af mel og korn tæller samlet set mere end 100 ton, og Kokkenes Køkken skriver endvidere, at gæsterne kan se frem til endnu bedre smagsoplevelser med omlægningen:

"Vores daglige brød og bagværk vil nu blive bagt med stenformalet mel, der giver en rigere og mere kompleks smag. Samtidig mindsker vi transporten fra jord til bord, hvilket yderligere understøtter vores bæredygtighedsmål."

Samarbejde med Mejnerts Mølle og Aurion

Tiltaget er en del af virksomhedens ansvarlighedsstrategi og sker i samarbejde med producenterne Mejnerts Mølle og Aurion.

Peter Mejnertsen, direktør i Mejnerts Mølle, udtaler:

"At Kokkenes Køkken nu aktivt beslutter at udfase al mel og korn, der ikke er økologisk og dansk produceret, er et stærkt signal i markedet. Vi ser frem til at samarbejde om ambitionerne om et mere ansvarligt råvarevalg."

Mejnerts har siden 1999 dyrket 100 pct. økologisk. Både landbrug og mølleri drives fra samme gård på Vestsjælland, og virksomheden dækker således hele processen fra muld til mund; lige fra dyrkningen på markerne og høsten af afgrøder, til mølleriprocesser og endeligt slutprodukt til professionelle køkkener og forbrugere.

Den anden leverandør, Aurion, blev grundlagt i 1974 og er Danmarks første økologiske og biodynamiske mølleri. Kornet er dyrket af danske økologiske og biodynamiske avlere og mølleriet har Nordens største kornsortiment.

"Samarbejdet med Kokkenes Køkken betyder, at mange flere danskere fremover får glæde af de delikate danske afgrøder, der er dyrket af vores passionerede avlere. Dette er et vigtigt skridt på vejen mod mere ansvarlige beslutninger hos den enkelte dansker," siger Brian Tolstrup Nybo, direktør i Aurion.

Flere artikler fra samme sektion

Naturmælk overtager Hårbølle Mejeri

Produktionen på det skrantende Hårbølle Mejeri bliver reddet af Naurmælk, som flere gange har haft succes med at overtage små danske gårdmejerier.

08-10-2024 2 minutter Mejeri

Bælgfrugternes vej til bordet er brolagt med flere barrierer

Der skal arbejdes på forskellige fronter, hvis flere økologiske bælgfrugter fra danske avlere skal finde vej til både private husholdninger og professionelle køkkener, viser rapport fra Rybner Analyse.

03-10-2024 6 minutter Bælgfrugter

Pure Dansk er gået fra tre til ti avlere af bælgfrugter på fire år

Samarbejder med flere økologer skal sikre, at Pure Dansk ikke igen risikerer at løbe tør for linser og hestebønner, som det er sket i år.

03-10-2024 9 minutter Bælgfrugter