Annonce
Annonce
Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landsforening og cheføkonoma Mona Carøe fra Regionshospitalet Randers (t.h.) beskriver Peter Mejnertsen som en stor inspirationskilde for resten af den økologiske branche. Foto: Jesper Rais
Ung direktør for økologisk gårdmølleri vinder Økoprisen 2023
Økologisk Landsforening uddeler Økoprisen til ildsjælen Peter Mejnertsen, direktør og medejer af familievirksomheden Mejnerts. Han får prisen for sit energiske formidlingsarbejde, sin insisteren på at økologi er en selvfølgelighed og arbejdet med at udvikle afsætningsmulighederne for økologiske fødevarer.
Alle grene af den økologiske foodservicebranche var repræsenteret, da Peter Mejnertsen mandag aften modtog Økoprisen 2023 i forbindelse med Økologisk Landsforenings inspirationsdag i Skuespilhuset i København.
Normalt er det nogle af landets bedste skuespillere, som høster anerkendende klapsalver i Skuespilhuset, men denne aften havde de overladt scenen til en af økologiens unge ildsjæle, da 33-årige Peter Mejnertsen, direktør for familievirksomheden Mejnerts, blev den niende modtager af Økoprisen, som første gang blev uddelt i 2014.
Prisoverrækkelsen var klimakset på en totalt udsolgt inspirationsdag, hvor ca. 400 gæster lyttede med, da Mona Carøe, forperson for Udvalget for professionelle køkkener begrundede, hvorfor det var en enigt udvalg, som pegede på den 33-årige direktør for Mejnerts, som årets prisvinder.
Din innovative person gør, at ’Fra muld til mund’ ikke kun er et motto, men en bæredygtig måde at dreje møllehjulet på til inspiration for andre. For dig er økologien ikke kun med i produktet, men også i hjertet.
— Mona Carøe, forperson for Udvalget for professionelle køkkener i Økologisk Landsforening
Tidligere vindere af Økoprisen
Økoprisen bliver uddelt af Udvalget for professionelle køkkener i Økologisk Landsforening. Modtagerne siden 2014 er:
-
2022 – Peter Skoven, Food & Beverage direktør for NorthSide Festival
-
2021 – Trine Krebs, Grøn chef, Food Organisation of Denmark
-
2019 – Skolerne i Oure
-
2018 – Mona Carøe, cheføkonoma hos Regionshospitalet Randers
-
2017 – Comwell Hotels
-
2016 – Byens Køkken i Odense Kommune
-
2015 – Frank Jensen, tidligere overborgmester i København
-
2014 – Marian Aagaard, regionsformanden for Kost- og Ernæringsforbundet i Nordjylland
”Vi har valgt, at du skal modtage Økoprisen, fordi du insisterer på, at økologien er en selvfølgelighed. Du er en ildsjæl, som med omtanke og kvalitet forener de økologiske værdier med det økologiske måltid,” sagde hun ved prisoverrækkelsen i Skuespilhusets foyer, hvor det var tydeligt, at det betød meget for prisvinderen, at han blev hædret af fagfolk og de professionelle køkkener, som udgør den vigtigste kundebase for Mejnerts mange melprodukter.
De bliver malet på en af landets største og mest højteknologiske gårdmøllerier hjemme på Viskingegården syd for Kalundborg, hvor storebror Kasper Mejnertsen er landmanden med ansvaret for det 1200 ha store landbrug, mens Peter Mejnertsen mere har rollen som købmanden med ansvar for produktionen, pakning og salget af de økologiske melprodukter fra Mejnerts Mølle.
Deres far, Niels Mejnertsen, bærer titlen ’konsulent i egen virksomhed’, og sammen med sønnerne har han brugt mange år på at udvikle konceptet ’Fra muld til mund’, som i dag dækker over et bredt sortiment af økologiske mel- og brødblandinger, der primært er baseret på korn fra egne marker. Netop arbejdet med sporbarhed udløste flere roser fra Mona Carøe, som selv modtog Økoprisen i 2018 for arbejdet med at omlægge Regionshospitalet Randers til over 90 pct. økologi:
”Din innovative person gør, at ’Fra muld til mund’ ikke kun er et motto, men en bæredygtig måde at dreje møllehjulet på til inspiration for andre. For dig er økologien ikke kun med i produktet, men også i hjertet,” sagde Mona Carøe, før hun overlod blomster, statuette og ordet til den sjællandske prisvinder:
”Økoprisen er et gigantisk skulderklap, men det, der betyder mest for mig, er at det er køkkenerne og fagfolk fra branchen, som giver os prisen. Det betyder meget at vide, at det vi laver, giver mening for så mange,” sagde Peter Mejnertsen, der opfordrer alle til at deltage aktivt i den grønne omstilling frem for at se passivt til som tilskuer.
Udover Peter Mejnertsen, var også Morten Hassing, Head of Food Product & Performance ISS og Executive Chef hos Meyers, Jonas Boelt nomineret til prisen.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.