Annonce
Annonce

Irmas nye ledelse vil have Coops økologiske flagskib til at fylde mere i København og måske også i provinsen. Foto: Jens Panduro
Irma lufter tanker om ny ekspansion
Dagligvarekæden med landets højeste økologiandel drømmer om flere butikker.
Coops økologiske frontløber har fået nye folk i topledelsen og det sætter spor i ambitionsniveauet, og Coop-familiens grønne lillesøster er snart klar til at drage på nye eventyr, som også kan omfatte endnu et forsøg på at få fodfæste uden for Sjælland.
Det fortæller tilbagevendte Jan Larsen til Dagligvarehandlen efter kun to uger på posten som salgs- og driftsdirektør i Irma, hvor han tidligere har arbejdet i 29 år.
De seneste otte år har han været ansat i en lignende stilling i Føtex. Nu er han vendt tilbage til Irma, hvor han skal bistå Irmas nye kædedirektør Charlotte Nilsson Norby med at sætte kursen for kæden, som ifølge GfK ConsumerScan har den højeste økologiandel blandt landets dagligvarekæde med en andel på 37,8 pct.
Ifølge Jan Larsen handler det i første omgang om at give Irma et større serviceeftersyn, som både omfatter sortiment og prisniveau.
"Det er min tanke at give Irma et ordentligt serviceeftersyn, hvilket er et fælles projekt for den nye kædeledelse. Samtidig er vi i gang med en ny strategi for Irma, der fortsat skal have sin egen strategi. Det er dog tydeligt, at Kræn (Østergaard, Coops topchef, red) vil Irma og er med på at udvikle kæden," siger 58-årige Jan Larsen til Dagligvarehandlen.
Mens Irma de seneste år har reduceret antallet af butikker fra 82 til 68, drømmer Jan Larsen om, at kæden skal åbne mellem fem og ti nye butikker i Storkøbenhavn inden for de kommende tre til fem år. Han lufter desuden tanken om for tredje gang at forsøge sig i nogle af landet større provinsbyer.
Flere artikler fra samme sektion
Effektiv markedsføring har givet den økologiske citron mange loyale kunder
Der er stor variation i købsmønstrene for de mest almindelige økologiske basisvarer, og ifølge Økologisk Landsforening kan flere varer lære af øko-citronens succes.
Tre stærke kandidater er nominerede til årets øko-pris
Økologisk Landsforening har nu sat navne på de tre kandidater, der er med i opløbet til Øko-prisen 2025, og ifølge markedschef for foodservice Torben Blok er der tale om tre stærke kandidater, som på hver sin måde kæmper for at udbrede de økologiske løsninger i landets professionelle køkkener.
Optimisme blandt økologiske svineproducenter: Noteringen stiger, og efterspørgslen vender tilbage
Noteringen for økologiske slagtesvin er højere end samme tid sidste år, rentepresset er aftagende, og forbrugerne er igen begyndt at efterspørge det økologiske kød.