Annonce

Annonce

Høst af korn markarbejde

Tørken er formentlig en væsentlig årsagen til, at Danmark for første gang i 13 år kunne notere et fald i eksporten af økologi i 2018, idet der var et markant fald i eksporten af foderkorn, mens trafikken den modsatte vej voksede, men både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer forventer fremgang i eksporten i de kommende år. Arkivfoto

Eksporten af økologiske fødevarer tog sit første dyk i mange år

Mens importen af økologiske fødevarer sidste år steg med 15 pct., tog den danske eksport sit første dyk i 13 år med et fald på 2 pct. Dermed voksede underskuddet i udenrigshandlen med økologi til 1,5 mia. kr.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af dansk økologi faldt med 46 mio. kr. i 2018, så den nu udgør knap tre mia. kr., men både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer forventer, at økologi-eksporten vil stige igen både i indeværende år og i 2020.

De nye tal viser, at eksporten af økologiske varer faldt med 2 pct. fra 3,0 mia. kr. i 2017 til 2,9 mia. kr. i 2018, mens importen voksede til 4,4 mia. kr. Det er første gang siden 2005, at de økologiske fødevareproducenter oplever tilbagegang i eksporten. Efter en årrække, hvor der var kurs mod balance i udenrigshandlen var gabet mellem import og eksport i 2014 skrumpet til 220 mio. kr., men siden har handelsbalancen udviklet sig i den forkerte retning.

Den nye eksportstatistik viser, at det primært var et fald i salget af foderstoffer på 60 pct., som var årsagen til tilbagegangen på eksportmarkederne, mens importen af foderstoffer voksede, og der er næppe tvivl om, at faldet kan tilskrives tørken i 2018, som førte til et stort fald i den hjemlige produktion af især korn, raps og bælgsæd.

Også eksporten af 'andre næringsmidler' samt mejeriprodukter og æg gik tilbage i 2018.

Samlet medfører det, at Danmarks underskud i udenrigshandlen med økologiske føde- og drikkevarer sidste år voksede med 614 mio. kr. Dermed er importen 1.5 mia. kr. større end eksporten, men tilbagegangen i eksporten kommer ikke helt bag på markedschef for eksport, Pernille Bundgård fra Økologisk Landsforening, som hæfter sig ved, at faldet i den økologiske eksport er mindre end tilbagegangen for den generelle eksport i 2018, der lå på 2,9 pct.

”Sommeren 2018 var hård ved de danske økologiske landmænd, så vi er ikke overraskede over resultatet, som vi ser alvorligt på. Men vi vil også glæde os over, at økologien fortsat er stærk på eksportmarkederne, og vi arbejder intensivt på at positionere dansk økologi på et marked, der er i vækst over hele verden,” siger Pernille Bundgård i en pressemeddelelse.

Hun ser dog optimistisk på fremtiden og er enig med Landbrug & Fødevarer, som forventer, at økologi-eksporten vil stige igen i de kommende år.

Kina blev overhalet af to europæiske lande

De vigtigste eksportlande er stadig Tyskland, som i 2018 aftog 42 pct. af Danmarks økologiske eksport, mens Sverige er nummer to med 15 pct. Derimod faldt Kinas eksportandel fra 10 pct. til 6 pct. og Kina blev dermed overhalet af både Frankrig og Nederlandene, som begge ligger på 6 pct. Kineserne må dermed tage til takke med en position som Danmarks femtestørste eksportmarked for økologiske varer.

I 2018 udgjorde de økologiske varer 5,2 pct. af den samlede import af føde- og drikkevarer samt foder mod 4,6 pct. året før. Til sammenligning udgjorde økologiens eksportandel 2,4 pct. mod 1,6 pct. i 2017.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion