Eko-september gav markant løft i salget i ICA-butik

En ICA-butik i Lund viste, at det er muligt at fordoble salget af udvalgte økologiske produkter til morgenbordet via målrettet kampagne for udvalgte varer.

08. oktober 2026
Læsetid: 3 minutter
Charlotte Bladh André fra Organic Sweden t.v. roser ICA Malmborgs Clemenstorget i Lund, som under Eko-september fordoblede salget af udvalgte ingredienser til det økologiske morgenbord.

I Sverige er der netop lagt låg på den årlige kampagne Eko-september, hvor butikker, fødevarevirksomheder og økologiske landmænd igen i år skabte aktiviteter for at gøre de økologiske fødevarer mere synlige rundt om i hele landet. Aktiviteterne er gennemført både i butikker, ude på gårdene, på de sociale medier og ikke mindst i ICA-kæden, som i år har særligt fokus på økologi.

Ifølge en pressemeddelelse fra Organic Sweden har de mange kampagneaktiviteter igen i år haft en positiv effekt på salget – ikke mindst i ICA-kæden, som i foråret var på inspirationstur til København for at lade sig inspirere af danske dagligvarekæders succes med at sælge økologi.

En af deltagerne på Københavnerturen var købmand Ola Hollerup, som driver ICA Malmborgs Clemenstorget i Lund, og måske lærte han noget i Danmark. I pressemeddelelsen fra Organic Sweden bliver han fremhævet for at have fordoblet salget af udvalgte økologiske og Krav-mærkede varer i september-kampagnen sammenlignet med samme periode året før.

Væksten i Lund-butikken skal dog nok først og fremmest tilskrives en stribe morgenmadsarrangementer i ICA-Malmborgs butikker, hvor otte fødevarevirksomheder gik sammen om at byde kunderne på økologiske morgenmadsprodukter og vise, hvor mange økologiske alternativer der faktisk findes i de almindelige hverdagskategorier.

”Eko-september er et bevis på, at vi kan sætte fokus på økologiske og Krav-mærkede produkter, hvis vi vil. Det handler i høj grad om at give økologien plads og synlighed og om at informere om, hvad produkterne står for. Man skal ganske enkelt være tydelig,” siger Ola Hollerup.

Diplomer til de mest aktive

For at fremhæve nogle af de aktører, der har gjort en særlig indsats under kampagnen, har Organic Sweden bl.a. uddelt et Eko-september-diplom til ICA Kvantum Södermalm, som gennem hele september aktivt har arbejdet med eksponeringer, smagsprøver og forskellige butiksaktiviteter for at sætte fokus på de økologiske produkter.

Ifølge Charlotte Bladh André, adm. direktør i Organic Sweden, er det glædeligt at se, hvor mange der i løbet af september har valgt at give økologien lidt ekstra plads.

”Årets prismodtagere viser på forskellige måder, hvordan man kan skabe engagement omkring økologi. Det kan handle om at gøre produkterne mere synlige og inspirerende i butikken, at lade forbrugerne møde landbruget på tæt hold eller at finde kreative måder at fortælle om maden og menneskene bag den,” siger Charlotte Bladh André, som de seneste år har kæmpet en hård kamp for at skabe ny fremgang for det økologiske marked i Sverige.

Der er ingen oplysninger om den samlede effekt af Eko-september 2026, som er arrangeret af Organic Sweden, Krav og Ekologiska Lantbrukarna.