Annonce
Annonce
Nu kan du booke 'billet' til Økodag 2024
Fra i dag er det muligt at booke pladser til Økodag, og der plejer at være rift om pladserne, oplyser arrangørerne fra Økologisk Landsforening.

Økodag bliver i år afholdt 14. april, men hvis du vil være sikker på at komme ud på din favoritgård, er det en god ide at booke plads allerede nu. Foto: ØL
Det er ikke sikkert, at landets økologiske køer står og tripper for at blive lukket ud i det grå og ustadige vintervejr, som dominerer i øjeblikket, men foråret venter lige om hjørnet. Til den tid står de økologiske køer på spring til at komme på græs, og hvis du vil være med i forreste linje, er det nu, du skal booke plads på en gård.
Økologisk Landsforening åbner i dag for tilmeldingen til Økodag.
”Skynd dig ind på økodag.dk og tilmeld dig til din yndlingsgård, hvis du vil være med til at fejre det gode dyreliv søndag den 14. april,” skriver foreningen i en pressemeddelelse om det populære forbrugerevent, som i år kan fejre 20-års jubilæum.
Ved at deltage kan du være med til at fejre dyrevelfærden, når alle de økologiske køer sæsondebuterer på græsset.
”Når køerne kommer på græs, så er det forår. I år har vi holdt Økodag i 20 år. Hvert år har været en fest, der samler folk fra nær og fjern, der kommer ud for at se, hvad det gode dyreliv er: Køer på græs under åben himmel,” fortæller konstitueret forperson i Økologisk Landsforening Sten Dissing.
Ikke alle kommer på græs
Det er ikke alle køer forundt at komme på græs. Det er kun 17,3 pct. af alle konventionelle køer, der bliver lukket ud på det grønne græs i sommerhalvåret, mens alle økologiske køer er garanteret en lang periode med adgang til grønne marker og blå himmel.
”Dyr er sansende væsener – og skal behandles derefter. Vi arbejder for, at husdyr lever i overensstemmelse med deres naturlige behov og adfærd. Husdyr i økologien lever i det fri, når årstiden tillader det og har udgang til udearealer med masser af plads. Det er et godt dyreliv,” siger Sten Dissing.
Det er gratis at deltage i Økodag, men for at sikre, at dagen bliver en god oplevelse for både køer, værterne og de mange gæster, er det nødvendigt at gå ind på Økodag-kortet og tilmelde sig den gård, man gerne vil besøge.
Der er rift om pladserne
Som dansker er du en del af verdens økologination nummer ét. Vi er det land i verden, der køber flest økologiske fødevarer. Så når de økologiske landmænd over hele landet hvert år inviterer til Økodag, plejer det at være et stort tilløbsstykke.
Der plejer at være rift om pladserne på de fleste gårde, så det kan godt betale sig allerede nu at sikre sig en plads, oplyser projektleder Malene Jensen fra Økologisk Landsforening. Hun pointerer i den forbindelse, at det er vigtigt, at du tilmelder gæster i alle aldre, da værterne har sat et loft over, hvor mange gæster de har plads til på den enkelte gård.
Flere artikler fra samme sektion
Vild start for Madmarked: Det overgår vores vildeste fantasier
Over 10.000 glade kunder lagde vejen forbi Alma på Sylows Allé i løbet af butikkens første fire åbningsdage.
Irmas afløser åbner med verdensnyheder og en gammel kending på hylderne
Alma Madmarked bliver den første dagligvarekæde, som sælger produktserien Noma Projects, mens det næppe overrasker ret mange, at det københavnske madmarked overtager Irmas passion for det økologiske sortiment hos Thise Mejeri.
Thise Mejeri får nu mælk fra antibiotikafrie besætninger
Som det eneste mejeri i landet har Thise Mejeri nu fået certificerede antibiotikafrie besætninger, som allerede leverer omkring en tredjedel af mejeriets mælk. Produktionen har åbnet for nyt eksportmarked i USA.