Annonce

Annonce

Grise mudderbader foran gæsterne ved Sofari.

De økologiske grise vækker altid begejstring, når de optræder i fri dressur i mudderbadet, men forbrugernes begejstring aftager en del, når de lander ved køledisken med økologiske koteletter. Foto: Hanne Børsch

Der bliver droslet ned for produktionen af øko-grise

Idyllen i de økologiske grisestier, som mange danske familier valgte at besøge i forbindelse med søndagens Sofari-event, står i skærende kontrast til markedssituationen for økologisk grisekød.

Mødet med mudderbadene grise og søer med en hale af tørstige smågrise efter sig var igen i år et sikkert hit hos gæsterne, da 11 økologer holdt Sofari. Ifølge arrangørerne benyttede 5.300 danskere sig af muligheden for at komme helt tæt på de økologiske grise, og mødet med livlige dyr gav stof til eftertanke hos mange.

»Jeg synes, at grisene ser ud til at have det så godt, og jeg kan godt skamme mig over, at jeg ikke altid køber kød fra dyr, der har det så godt,« sagde jordemoder Ninna Damgaard til TV Syd, da hun sammen med sine børn var taget til Sofari på Solhøjgård ved Gadbjerg midt mellem Billund og Vejle.

Hun var næppe den eneste, som forlod de økologiske grisestier med et mere positivt syn på økologien og en ambition om at købe lidt mindre men bedre kød i fremtiden, og dermed har Sofari nået sit hovedmål.

Salget er faldet 22 procent

»Dialogen med forbrugerne er supervigtig for os. Vores gæster stiller rigtig mange gode spørgsmål, og vi får lejlighed til at vise det frem, som vi hver dag brænder for: velfærd for den økologiske gris,« siger Sofari-vært, Marianne Hestbjerg fra Hestbjerg Økologi i Vestjylland i en pressemeddelelse på bagkant af årets Sofari-arrangement.

Men det ændre ikke ved, at Sofari i år blev gennemført i skyggen af et presset marked for økologisk grisekød. Begejstringen for at møde de økologiske grise live kølner nemlig en del, når danskerne står i supermarkedet og kigger på priserne i køledisken.

Det samme gør humøret hos de økologiske producenter, når de kigger på salgsudviklingen og den aktuelle indtjening på grisekødet.

Ifølge Danmarks Statistik faldt salget af svinekød med 22 pct. fra 2021 til 2022, mens faldet i mængde lå på 26 pct. At kødsalget stadig er udfordret kan aflæses i nye tal fra Kauza. De viser, at salget af økologisk grisekød i 1. kvartal af 2023 faldt med 22 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Fra 1.500 til 1.100 årssøer

Den negative salgsudvikling har også sat solide spor i årsregnskabet hos Hestbjerg Økologi, som er landets største producent af økologiske grise, der bl.a. bliver afsat til Coop under brandet Poppelgris.

På grund af de højere energi- og foderpriser i efteråret 2022 var den jyske storproducent nødt til at tilpasse produktionen til det vigende marked. Gennem andet halvår af 2022 oplevede Hestbjerg Økologi en markant negativ udvikling i bytteforholdet mellem foder og kød, og fra at produktionen i første halvår var en lukrativ forretning, blev der produceret med tab i årets sidste måneder, fremgår det af ledelsesberetningen.

»En presset indtjening betyder, at vi har taget beslutning om en tilpasning af produktionen, således at vi gennem første halvår af 2023 går fra 1500 til 1100 årssøer,” hedder det videre.

Et kig i regnskabstallene for Hestbjerg Økologi viser, at resultatet fra 2021 på 17,6 mio. kr. efter skat sidste år blev barberet ned til 6,2 mio. kr.

Øjner bedre tider

Da Danish Crown-koncernen på torsdag offentliggør sit halvårsregnskab, som også omfatter datterselskabet Friland, ønsker sidstnævnte ikke at kommentere det aktuelle marked for økologisk grisekød før senere på ugen.

Men Randi Vinfeldt, forperson for Griseudvalget i Økologisk Landsforening, håber, at markedet er på vej mod en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel.

»Vi ved ikke, hvornår afsætningen vender, men i øjeblikket ser bytteforholdet lidt bedre ud, da foderpriserne er faldet med ca. 100 kr. tønden. Det svarer til et fald på 20-25 pct.,« siger Randi Vinfeldt.

Hun var selv vært for Sofari, men i år fik hun kun besøg af 320 gæster. Det er knap halvt så mange som sidste år, hvor Sofari med 13 værtsgårde tilsammen tiltrak ca. 9.000 gæster.

Hun har ingen forklaring på den faldende tilslutning, men glæder sig over en god pressedækning, som forhåbentlig kan bidrage til at stimulere salget.

Flere artikler fra samme sektion

Nordjysk forlystelsespark etablerer eget økologisk ismejeri

Fårup Sommerland sender i løbet af de kommende måneder seks medarbejdere på ismejerikursus i Italien, så parken næste år kan fejre sit 50 års jubilæum ved at servere is fra parkens eget økologiske ismejeri.

14-10-2024 4 minutter Mejeri,   Foodservice

Danish Crown fyrer 500 ansatte

Datterselskabet Friland ved endnu ikke, hvordan det bliver ramt af moderkoncernens spareplan, som samlet skal reducere omkostningerne med en halv mia. kr.

11-10-2024 3 minutter Kødproduktion

Øko-pionerer drog til Carlsberg Byen for at tale det økologiske oksekød op

Kvæg bliver i disse år udskammet som klimasyndere, men debatten mangler nuancer, mener Økologisk Landsforening, der argumenterer for, at naturen og biodiversiteten er afhængig af koen på græs. Derfor har foreningen inviteret Danske Madpublicister og en række øko-pionerer på en tur med formålet at sætte fokus på nuancerne.

10-10-2024 12 minutter Kvæg,   Kødproduktion