Annonce
Annonce
Meyers Madhus laver masser af madkurser for børn og har gennem fire år rådgivet Københavns Kommune om økologi. Nu fortsætter samarbejdet frem til 2014 med ekstra fokus på klima og madspild. Arkivfoto: Jakob Brandt
De kommunale køkkener i København sætter klimaet på menukortet
En million-aftale med Løgismose Meyers skal sikre, at den økologiske mad i de kommunale køkkener i København i de kommende år bliver krydret med en solid klimaindsats.
De kommunale køkkener i København har gennem en årrække prioriteret økologi, og den kurs bliver der ikke ændret på, når Københavns Kommune investerer 37,5 mio. kr. i klimarådgivning og opkvalificering af de ansatte i de kommunale køkkener frem til 2024.
Knap 90 pct. af maden i de 70.000 måltider, der hver dag tilberedes i Københavns Kommunes køkkener, er i dag økologisk. Nu skruer kommunen yderligere op for den bæredygtige måltidsproduktion til byens borgere. Efter en udbudsrunde har kommunen valgt Løgismose Meyers A/S til at stå for klimarådgivningen af de mange ansatte i de kommunale køkkener.
Meyers Madhus overtog tilbage i 2016 ansvaret for fastholdelsen af økologiprocenten og projekt ØkoLøft fra det nu lukkede Københavns Madhus, og det bliver også Meyers Madhus, som fremover skal bistå med at opkvalificere og rådgive køkkenmedarbejderne i at lave klimavenlig mad og mindske madspildet. Den nye kontrakt løber fra 2020-2024.
"I Københavns Kommune tager vi nu endnu et vigtigt skridt i den grønne omstilling og sætter ind med mere klimavenlig mad i vores institutioner. Med hjælp fra Meyers Madhus forener vi økologi, sundhed og velsmag med en mere klimavenlig måltidsproduktion. Alt sammen til glæde for de mange børn, ældre og udsatte, der hver dag spiser måltider, der er lavet af kommunen", siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.
Aftalen med Meyers Madhus er en del af Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi. Den skal bidrage til at nå målet om at reducere CO2-aftrykket fra kommunens fødevareindkøb med 25 pct. i 2025. Derfor skal Meyers Madhus over de næste fire år blandt andet rådgive de køkkenansatte i økologi, i at begrænse madspild samt udvikle forløb med opkvalificering i klimavenlig mad, der er tilpasset de behov og forudsætninger, det enkelte køkken har.
Peter Rønn-Petersen, direktør i Meyers Madhus, glæder sig over den nye aftale, som sikrer, at samarbejdet med Københavns Kommune fortsætter. Frem til oktober i år fungerede han som programchef for samarbejdet og vil forsat være tæt ind over samarbejdet fremadrettet. Han overtog 1. november direktørstolen i Meyers Madhus, som blev ledig, da Dorthe Petersen skiftede til et job som direktør for PlanBørnefonden.
"Det er en ambitiøs strategi, som Københavns Kommune har lavet, men selvom køkkenerne allerede har skruet ned for kødforbruget og arbejdet meget med madspild gennem flere år, forventer jeg, at vi nok skal nå i mål med at reducere CO2-aftrykket med 25 pct. Det handler bl.a. om at få flere grønne proteiner ind i kosten," siger Peter Rønn-Petersen.
Meget apropos har Meyers Madhus netop udgivet bogen 'Grønne proteiner' med over 150 opskrifter, hvor hovedingredienserne stammer fra planteriget i form af bælgfrugter, korn, nødder, frø, kål og bladgrøntsager, der skal fylde meget mere, hvis vi skal lytte til verdens klimaforskere.
Økologisk og klimavenlig mad
Københavns Kommune køber årligt fødevarer for næsten 300 mio. kr. til byens skoler, plejehjem, sociale tilbud og daginstitutioner. Knap 90 pct. af råvarerne er økologiske. Indkøb og produktion bliver styret via kommunens mad- og måltidsstrategi, som arbejder med fem temaer:
- Maden skal give den rette ernæring og styrke sundheden
- Velsmag, kvalitet og madglæde skal være i højsædet
- Måltiderne skal være bæredygtige og klimaansvarlige
- Vi skal styrke sociale fællesskaber, madkultur og maddannelse
- København skal være en sund, grøn og vital madby
Flere artikler fra samme sektion
Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil
Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.
De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test
Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.
Økologi styrker dit grønne regnskab
I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.