Annonce
Annonce

Siden Meny-kæden i samarbejde med Meyers i begyndelsen af 2024 indrettede de første boder, hvor kunderne kunne købe økologiske bælgfrugter i løs vægt, er Dagrofa-konceptet Danske Madskatte blevet udvidet med mange flere danske varer, og det løfter salget. Foto: Meny
Danske Madskatte er med til at løfte salget af økologiske fødevarer
Massiv markedsføring via mange platforme bidrog i 2024 til et markant løft i Dagrofa-koncernens salg af danske fødevarer.
Dagrofa-koncernen, som driver dagligvarekæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb oplevede sidste år en markant vækst i salget af danske varer på 20 pct., men også salget af økologiske varer voksede i et år, hvor Meny-kæden lancerede konceptet Danske Madskatte.
Det omfatter udelukkende produkter, som er produceret i Danmark og konceptet er især designet til at støtte mindre virksomheder, ved at sikre deres varer en stærkere salgsplatform og mere synlighed i butikkerne.
”Med vores fokus på danske varer, nem mad og på økologi, er vi selvfølgelig rigtigt glade for, at kunderne har taget godt imod vores ideer,” siger Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa i en pressemeddelelse.
Madskatte trækker læsset
Væksten i salget af danske fødevarer hænger bl.a. sammen med, at Dagrofas flagskibskæde Meny i begyndelsen af 2024 lancerede Danske Madskatte, der er vokset til omtrent 700 produkter fra 50 leverandører, hvoraf en relativ stor andel er økologiske.
”Vi oplever, at vores kunder er vendt tilbage til økologien. 2024 gav os en vækst på mere end 5 pct. og ifølge vores tal er det et stykke over markedet generelt,” siger Jesper Bjerring.
Han oplever, at kunderne generelt har taget godt imod fortællingen om de danske varer, og han forventer at den positive salgsudvikling fortsætter i 2025.
Siden årsskiftet har Dagrofa styret efter en ny strategiplan, Gro’27, som skal være med til at sikre, at Dagrofa-kæderne holder snuden i vækstsporet efter et år, hvor kunderne begyndte at kigge mere efter de Ø-mærkede varer.
”Vi oplever, at vores kunder er vendt tilbage til økologien. 2024 gav os en vækst på mere end 5 procent og ifølge vores tal er det et stykke over markedet generelt,” siger Jesper Bjerring
Vi spiller hinanden gode
Øllingegaard Mejeri leverer et bredt sortiment af økologiske mejeriprodukter til Danske Madskatte, og laver samtidig co-branding med Dagrofas økologiske private label serie Grøn Balance. Det sikrer varerne fra det sjællandske mejeri ekstra synlighed i både butikker og salgsaviser.
”Begge dele har været med til at løfte vores salg til Dagrofa,” siger Nelly Riggelsen, salgs- og marketingchef for Øllingegaard og Naturmælk.
Hun er meget begejstret for konceptet bag Danske Madskatte, som efter hendes vurdering har været med til at fylde en del af hullet efter lukningen af Irma-kæden.
”Det er et fantastisk koncept, som griber flere små producenter, der pludselig manglede en salgskanal, da Irma lukkede. Det har givet mange danske producenter adgang til en salgsplatform, som Dagrofa satser rigtig meget på rent markedsføringsmæssigt,” siger Nelly Riggelsen.
Som en sidegevinst har kontakten mellem de økologiske Madskat-leverandører ført til nye samarbejder og produktinnovation blandt leverandørerne.
”På den måde er vi med til at spille hinanden gode, og det er godt for hele branchen,” lyder vurderingen fra Nelly Riggelsen.
Brug alle kanaler
I Økologisk Landsforening glæder det forretningsudvikler Peter Rasmussen, at Dagrofa nu kan høste frugten af den målrettede markedsføring af Danske Madskatte.
”Konceptet omfatter rigtig mange økologiske produkter, og væksten i salget viser, at det er muligt at påvirke salget i positiv retning, hvis man vælger at promovere produkterne i både butikker, via outdoor-kampagner og storytelling på de sociale medier,” siger Peter Rasmussen.
Her i årets første uger har flere af de danske dagligvarekæder skruet op for annonceringen af økologiske produkter i deres tilbudsaviser, men hvis de ønsker at give økologisalget et større løft, anbefaler han, at kæderne følger op med yderligere skiltning i butikkerne, så kunderne i købssituationen får mulighed for at læse om fordelene ved at købe og spise økologiske fødevarer.
Flere artikler fra samme sektion
De danske udstillere tog trætte men tilfredse hjem efter fire dage på Biofach
Når BioFach-messen lukker fredag, er det en flok tilfredse danske udstillere, som drager hjem fra Nürnberg med nye interessante kontakter og en styrket tro på, at det lysner på de økologiske eksportmarkeder.
BioFach ser stort uudnyttet potentiale for at øge økologisalget til professionelle køkkener
Med en stor foodservicestand forsøger de tyske messearrangører at styrke netværket mellem de aktører, som skal sikre, at flere økologiske råvarer finder vej til de professionelle køkkener i Europa.
Better Stands giver guldmedalje til den danske fællesstand på Biofach
Recycling og genbrug er en del af økologiens dna, og derfor er anerkendesen fra Better Stand et stærkt statement at sende til gæsterne på BioFach-messen, mener de danske arrangører.