Annonce
Annonce
Hvis dagligvarekæderne i fremtiden vil undgå at løbe tør for ænder og andre økologiske varer, er indkøberne nødt til at komme tidligere på banen, pointerer Henrik Hindborg fra Økologisk Landsforening. Arkivfoto: ØL
Bedre planlægning kunne have reddet juleanden
Landets eneste andeslagteri melder allerede om udsolgt af økologiske ænder fra danske avlere, men den situation kunne formentlig være undgået, mener markedschef i Økologisk Landsforening.
Danmarks i øjeblikket eneste andeslagteri, Dan Duck, kan ikke følge med detailkædernes efterspørgsel på danske ænder og må melde udsolgt, før december overhovedet er begyndt, skriver FødevareWatch.
"Allerede i oktober måtte vi sige nej til bestillinger, og det er fortsat ind i november. Det er en rigtig ærgerlig situation, at vi ikke kan levere det, der bliver bestilt," siger Hardy Eskildsen, der er adm. direktør ved Dan Duck i Struer til netmediet.
Over for Økologisk Nu præciser Hardy Eskildsen, at mangelsituationen ikke skyldes dårligt planlægningsarbejde, men derimod at slagteriet ikke modtog bestillinger i starten af året, hvor årets salg normalt planlægges.
Han oplyser, at en del af årsagen til de manglende bestillinger formentlig er, at der var en del blæst om slagteriet i starten af året, da Fødevarestyrelsen efter en fejlagtig kontrolrapport i december 2019 havde ødelagt Struer-slagteriets salg af ænder.
"Vi havde budgetteret med 750.000 ænder i 2020, men vores produktion ender på kun ca. 320.000 ænder i år," siger direktøren, som oplyser, at ca. 40 pct. af ænderne er økologiske.
Manglen på økologiske juleænder har fået Henrik Hindborg, markedschef i Økologiske Landsforening, til tasterne. I en kommentar til Økologisk Nu, forklarer han, at når de danske kæder melder udsolgt af danske øko-ænder allerede fem uger inden jul, er det endnu en påmindelse til dagligvarehandlen og foodservice-aktørerne om, at de skal blive bedre til at tage ansvar og forpligte sig tidligere for at få leverancerne af danske varer på plads.
Efter mange år som markedschef har han gentagne gange oplevet, at indkøberne i både dagligvare- og foodservicebranchen er for sent ude.
"Vi ser det igen og igen på de økologiske vareområder, der er særligt følsomme for udsving, at handlen skal være bedre til at forpligte sig overfor leverandørerne. Hvis man som avler eller landmand ikke i god tid har en tilstrækkelig stærk indikation for afsætningen, så risikerer man naturligvis ikke forretningen på, at der kommer nogen i sidste øjeblik og aftager alle varerne," lyder kritikken fra Henrik Hindborg.
Avlerne bliver hængt til tørre
Han advarer i den forbindelse om, at det ikke kun er ærgerligt for de danske producenter, som går glip af omsætningen og kan se udenlandske produkter fylde hullerne i køledisken. Situationer med udsolgte varer påvirker også branchen negativt på længere sigt, idet det giver nogle helt uhensigtsmæssige udsving i afregningspriserne.
"En situation med udsolgt presser priserne unaturligt højt op – det får flere til at gå i gang med at producere, og to år efter styrtdykker afregningspriserne igen," siger markedschefen.
Indkøberne har nøglen
Gennem årene har han ofte oplevet, at kæderne måtte melde udsolgt på økologisk frugt og grønt, og det er især en udfordring for den økologiske æble- og væksthusproduktion, fordi producenterne ikke bare kan skrue produktionen i vejret med et enkelt års varsel.
"Til gengæld kan man sagtens regulere produktionen på grøntsager, med et års varsel, men her ser vi desværre også ofte eksempler på, at avlere 'hænger til tørre' ved at handlen lader dem stå hen i uvished om afsætningen til langt ind i vækstsæsonen. Når markedet for økologiske grøntsager samtidig hvert år vokser med tocifrede vækstrater, er det klart, at det kan føre til situationer, hvor der er udsolgt. Det er nuancer, som særligt indkøberne skal være opmærksomme på, for de sidder med nøglen til at få forsyningskæden til at hænge sammen," siger Henrik Hindborg.
Derfor opfordrer han til, at detailhandlen og grossister går i tættere og mere rettidig dialog med de økologiske leverandører og avlere, for at sikre at den hjemlige økologiske produktion kan følge med markedsvæksten.
Flere artikler fra samme sektion
Nordjysk sommerland vil have øko-fritter i gryden, men det har været svært at finde nok
Fårup Sommerlands seks sæsonåbne spisesteder har nu Det Økologiske Spisemærke, men det har været en udfordring at få nok økologiske pommes frites. I 2025-sæsonen tager parken næste skridt og udfordrer markedet for is.
Kokke i offensiv for økologiske bælgfrugter
For tredje år i træk har en gruppe kokke bidraget til den grønne omlægning ved at udvikle nye retter med klimavenlige bælgfrugter som en vigtig ingrediens.
Rapport: Stor risiko for, at der følger pesticidrester med i julemenuen
Næsten alle konventionelle klementiner samt halvdelen af appelsiner og rødvin indeholdt pesticidrester, da DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen tog prøver til den nyeste pesticidrapport. Økologien viser sig igen som det sikreste valg, hvis man vil undgå pesticidrester.