Comeback til sønderjysk saftproducent
Søgaard Saft trykkede på pauseknappen i foråret, men nu er de ansatte genansat og produktionen af økologiske drikkevarer genoptaget.

Foråret var en hård tid for landets hoteller og caféer, som blev tvunget til at lukke for at bremse spredningen af corona-smitte, og en stor del af regningen for cornakrisen endte dermed hos en stribe af horeca-branchens leverandører.
En af dem var Tønder-virksomheden Søgaard Saft, hvis ejer Martin Castro Fuhlendorff efter kun et års drift valgte helt at stoppe produktionen af økologiske drikkevarer. Allerede inden regeringen kom på banen med diverse hjælpepakker, havde han fyret de fem ansatte og sat produktionen af saft på pause.
Men ved en fejl fremstod det i den lokale pressedækning, som om selskabet var lukket.
"Mange af vores kunder troede, at vi var gået konkurs, men vi fortsatte med minimal drift uden at producere noget," siger Martin Castro Fuhlendorff, som i løbet af de seneste uger har genansat nogle af de tidligere ansatte, og efter en ihærdig indsats på landevejen er kunderne nu på vej tilbage.
Set i det lys ærgrer det i den grad Martin Castro Fuhlendorff, at der nu igen er blevet lukket delvist ned for caféer og restauranter, som i øjeblikket skal lukke kl. 22.
"Det krævede en del benarbejde at forklare kunderne, at vi i foråret bare havde trykket på pauseknappen," siger Martin Castro Fuhlendorff, som trods corona ser meget optimistisk på fremtiden:
"Lige nu oplever jeg faktisk, at vi har mere travlt end før corona," siger han.