Annonce

Annonce

En kvinde handler i frugt- og grøntafdelingen

Forskere vil nu undersøge, hvordan forbrugerne forholder sig til varer indpakket i bæredygtig emballage, og om de er villige til at give en evt. merpris for det. Foto: Økologisk Landsforening

Betyder bæredygtig emballage noget for forbrugerne? Det vil forskere finde svar på

Er forbrugerne villige til at give en eventuel merpris for bæredygtig emballage? Og hvordan kommunikerer virksomhederne om det? Forskere vil finde svar.

Der mangler viden om, hvordan forbrugerne handler, når det kommer til bæredygtig emballage. 

For selvom der er mere og mere fokus på at sænke klima- og miljøaftrykket fra emballage og gøre den mere genanvendelig, ved man ikke nok om, hvordan forbrugerne forholder sig til det, når de står i supermarkedet og skal vælge, hvad der ryger i indkøbskurven.

Derfor vil forskere fra Aarhus Universitet nu undersøge emnet nærmere.

Det en nemlig udfordring for producenten at kommunikere om den bæredygtige emballage, og det er uvist, om det overhovedet har indflydelse på forbrugernes reaktion i salgssituationen - eksempelvis om de vil give en eventuel merpris.

"I projektet vil vi undersøge to ting. Vi vil dels undersøge forbrugernes reaktion, herunder opfattelse, præference og betalingsvillighed, når der laves visuelle forandringer af emballagen. Det kan for eksempel ske ved, at emballagen ændres fra plastik til papir. Dels vil vi undersøge forbrugernes reaktion, når ændringerne af emballagen ikke er visuelle, og derfor skal kommunikeres, for eksempel ved hjælp af labels," fortæller Polymeros Chrysochou, professor ved MAPP Centret på Aarhus Universitet, til universitetets hjemmeside.

Han forklarer, at bæredygtige emballageløsninger ofte vil medføre prisstigninger og en ændring i produktelementerne.

"Dette gør, at flere fødevarevirksomheder er tilbageholdende med at implementere bæredygtige emballageløsninger. De oplever en risiko for at miste kunder," forklarer han.

I projektet vil forbrugere blive stillet over for mockup-produkter online samt produkt-prototyper i test-supermarkeder og i faktiske supermarkeder. Projektet sker i samarbejde med virksomheden KLS Pureprint og Food Innovation House med støtte fra Danish Food Innovation.

Styrker forskningen med nyansættelser

Det er ikke mere end en måneds tid siden, at universitetet netop styrkede sit arbejde med bæredygtig emballage. Institut for Fødevarer ansatte i foråret to nye såkaldte 'tenure tracks' - Maria M. Martinez og Ilke Uysal Unalan - der med flere års international erfaring i ryggen skal bidrage med forskningen i innovativ, bæredygtig emballering. 

"Vi har strategisk fokus på forskning i innovative emballeringsløsninger, der kan forhindre madspild og bidrage til en bæredygtig udvikling i fødevareindustrien. Med ansættelsen af Maria M. Martinez og Ilke Uysal Unalan får vi et endnu stærkere forskningsmiljø på dette område," sagde Lars Wiking, leder af forskningsgruppen Fødevarekemi- og Teknologi, i maj til universitetets hjemmeside.

Et politisk fokusområde

Bæredygtig emballage og øget genanvendelse er netop et fokuspunkt i regeringens seneste klimaudspil fra slutningen af maj. Heri foreslår regeringen, at der generelt skal være mindre affald, mindre spild og mere genbrug. 

"Vi forbrænder for meget affald, og vi genbruger og genanvender for lidt. Derfor beder vi nu danskerne om at affaldssortere mere og gøre en grøn forskel ved skraldespanden," sagde miljøminister Lea Wermelin (S) ifølge altinget.dk, da udspillet blev præsenteret.

I den forbindelse sagde SF's fødevareordfører, Carl Valentin, at partiet vil tage ønsket om at der stilles krav til virksomhederne med til forhandlingerne.

Som det er nu, er kommunernes sortering af affald vidt forskellig, og hvor nogle indsamler eksempelvis blød plast fra madvarer, ryger det i andre kommuner til brændbart affald.

"I dag er det op til de enkelte kommuner at beslutte, hvordan affald skal indsamles. Men hvis der skal være økonomi i at genanvende meget mere plastik, glas og metal, er det nødvendigt med store mængder ensartet materiale. Derfor er det rigtigt set, at regeringen vil pålægge kommunerne at indsamle på samme måde," sagde Karin Klitgaard, chef for miljøpolitik og cirkulær økonomi i DI, i en kommentar ifølge altinget.dk.

EU har sat en række mål for fremtidens affaldshåndtering. De lyder bl.a.:

  • Fra 2023 er der krav om separat indsamling af organisk affald

  • Fra 2025 bliver det obligatorisk at have producentansvar på alle emballager

  • I 2025 skal 55 pct. af husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv genanvendes

  • I 2030 er målet, at 70 pct. af alt emballageaffald skal genanvendes  

  • I 2035 er målet, at 65 pct. af husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv genanvendes

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion