En lille æbleformet plasticbold mindsker madspildet i grøntsagsskuffen
Coop lancerer en ny ’madspildsbold’, som forlænger holdbarheden af frugter som æbler, tomater og bananer, så de ender i maven i stedet for skraldespanden.

Private husholdninger i Danmark smider hvert år 235.000 ton mad ud. En væsentlig del af madspildet består af frugt og grønt. Men nu er der hjælp at hente, da Coop introducerer en ny ’madspildsbold’, der forlænger holdbarheden i frugtskålen.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
De fleste kender det. Man har ikke fået spist de sidste bananer i frugtskålen, og nu er de blevet brune og kedelige. Tomaterne i grøntsagsskuffen har ligget for længe og er blevet rådne, og avocadoerne er helt smattede, når man skal bruge dem. Det betyder at mad ender i skraldespanden i stedet for i maven.
De private husholdninger smider ifølge Fødevarestyrelsen 235.000 ton mad ud hvert år, det er næsten 30 pct. af det samlede madspild i Danmark. Og frugt og grønt udgør op mod 25 pct. af madspildet i hjemmet.
Industrien bruger samme metode
Men nu præsenterer Coop 'Wrappy', som er en lille bold, som man lægger i nærheden af sin frugt og grønt. Bolden indeholder en pose, der opsuger den ethylengas, der får frugt og grønt til at modne og gå i forrådnelse. Dermed bliver modningshastigheden sænket. Det forlænger holdbarheden på varerne. Metoden bruges i forvejen i industrien på frugt- og grøntlagre og under transport af frugt og grønt - også til økologiske varer. Men Coop gør nu madspildsløsningen tilgængelig for de danske forbrugere.
Wrappy er netop lanceret i alle Coops butikker, og det glæder Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop, som oplever, at mange kunder efterspørger råd og værktøjer til at begrænse madspild:
”Når vi spørger forbrugerne, hvilke udfordringer detailbranchen skal blive bedre til at løse, så er madspild i toppen. Og det forstår jeg godt, for madspild er et stort problem for samfund og for klima. Derfor gør vi også meget i Coop for at minimere madspild i vores butikker. Men mange forbrugere vil også gerne gøre mere for at reducere deres eget madspild, og her vil madspildsbolden kunne gøre en forskel i hverdagen,” siger han.
Spar 400-500 kr.
Thomas Roland fremhæver samtidig den økonomiske fordel, der kan være forbundet med et produkt som Wrappy i mange husstande. For madspild er dyrt. Men kan man få sin mad til at strække sig længere, er det er godt nyt for husholdningsbudgettet.
Som hovedregel vil frugt og grønt holde mindst 30 pct. længere, så man kan selv regne ud, hvor mange avocadoer eller æbler der skal reddes, før investeringen er hjemme.
Et Wrappy startersæt koster 59 kr. Det stof som optager den ethylengas, som frugt og grønt udskiller, består af 97,5 pct. zeolit, som er naturligt ler og 2,5 pct. kaliumpermanganat (KMnO₄). Effekten af den blanding falder efter tre måneder. Refiller koster 29 kr.
Ifølge Coop vil en husholdning med et barn typisk spare 400-500 kr. årligt.