Ti organisationer vil gøre op med EU's passive støtte til landbruget

Ti organisationer foreslår at fordele EU’s landbrugsstøtte ud fra hensyn til klima, drikkevand, vandmiljø, natur og dyrevelfærd frem for størrelsen på arealet. De forventer, at det samtidig kan ændre prisstrukturen på fødevarer.

05. oktober 2026
Læsetid: 3 minutter
Dronefoto af marker
Grønne tiltag - ikke størrelsen på marken - bør afgøre, hvor meget landbrugsstøtte man kan modtage, mener ti organisationer. Foto: Uffe Bregendahl

Det skal være slut med at få millionstøtte fra EU, alene fordi man ejer meget landbrugsjord. Skal landbruget omstilles til at blive mere bæredygtigt, bør støtten gives ud fra de indsatser, der gøres til gavn for miljøet, naturen og klimaet.

Det mener ti grønne organisationer, der sammen har udformet en model for, hvordan støtten kan fordeles i den nye CAP-periode efter 2027. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Ved hjælp af et klimaregnskab, et kvælstofregnskab, et naturindeks og et dyrevelfærdsindeks kan man påvise målbare resultater - og jo bedre resultater, jo højere betaling og omvendt.

”Det er afgørende for landbruget og den grønne omstilling, at der er økonomi i at passe på vores miljø og dyrene i landbruget. Det kan vi bruge de mange milliarder, der er i landbrugsstøtten, til at hjælpe på vej. Fordeles landbrugsstøtten efter vores model, vil det blive langt mere attraktivt at give dyrene et liv på marken, dyrke sin jord uden brug af syntetiske pesticider og sikre, at der også er plads til lærken og dens andre venner ude på marken. Det kan potentielt vende prisforholdet i supermarkedet om, så forbrugerne vil opleve, at de økologiske og mest bæredygtige fødevarer bliver det bedste køb for dem,” siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening.

Modellen er sendt til ministeren

De ti organisationer har nu sendt modellen til minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) og til ordførerne på området. Det sker med en opfordring til at starte forhandlingerne om den danske implementering af landbrugsstøtten fra 2028 og syv år frem.

Modellen flugter med regeringsgrundlaget, hvor regeringen foreslår at ”omfordele landbrugsstøtten, så mindre anvendes som direkte hektarstøtte, og mere anvendes til f.eks. klima-, miljø- og naturtiltag, regenerativ produktion, økologisk produktion, udvikling af lokale og småskalalandbrug”.

Organisationerne, der står bag modellen, er Økologisk Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Vegetarisk Forening, Rådet for Grøn Omstilling, Plantebranchen, World Animal Protection, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Biavlerforening og Permakultur Danmark.

Du kan læse om modellen på okologi.dk.