Annonce
Annonce
Louise Køster driver til daglig Rabarbergaarden på Sjælland. Foto: Peter Nordholm Andersen
Økologisk Landsforenings forperson er genvalgt
Louise Køster fortsætter som forperson i Økologisk Landsforening. Hun blev valgt til posten sidste år, efter at Per Kølster valgte ikke at genopstille.
Louise Køster blev fredag eftermiddag genvalgt som forperson i Økologisk Landsforening på foreningens generalforsamling på Posthuset i Horsens. Sidste år blev hun valgt for første gang efter et kampvalg, da Per Kølster valgte ikke at genopstille efter ni år på posten.
Som noget nyt vælges forpersonen for to år frem for tidligere ét år, hvilket betyder, at Louise Køster først er på valg igen i 2025.
”Jeg er glad og stolt over, at jeg har fået opbakning fra medlemmerne i Økologisk Landsforening til endnu en periode som forperson, og jeg glæder mig til at fortsætte med at arbejde for et mere økologisk Danmark,” siger Louise Køster og beretter om det år, hun har stået i spidsen for Økologisk Landsforening.
”Det har været et hårdt år for alle – også for økologien, men økologien er i konstant udvikling, og det samme er vores fællesskab. Det er i fællesskabet, vores fremtid står og fortsat skal finde sin styrke – i hele værdikæden – fra jorden til bordet, fra primærproducent, til virksomhed, til køkken og til medborger. Vi skal og vil fortsætte med at styrke det økologiske fællesskab.”
Der var ingen modkandidater til Louise Køster, og hun blev derfor genvalgt, kort efter at hun havde fremlagt sit kandidatur fra Posthusets scene.
”Vi vil fastholde og styrke vores position som en forening med et stærkt budskab og en klar politisk stemme, som bliver hørt og inddraget. Det skal vi styrke yderligere ved at rekruttere flere medlemmer og sikre, at Økologisk Landsforening vokser sig større og stærkere. Vi vil være den forening, man vælger, når man er økolog. Særligt vigtigt er det at få forankret økologien i de unge. Vi skal vise dem, at økologien er en reel og brugbar model på en bæredygtig fremtid for dem og for kloden,” siger Louise Køster, som til daglig driver Rabarbergaarden ved Vejby i Nordsjælland.
Generalforsamlingen blev afsluttet med, at der blev sat navne på de sidste pladser i repræsentantskabet, som består af 29 medlemmer. De valgte personer kan ses her.
Flere artikler fra samme sektion
Nu er Danmarks naturkonto i minus
Blot tre måneder inde i året har danskerne brugt, hvad der svarer til et års naturressourcer. Det ville kræve over fire jordkloder, hvis hele verden levede, som vi gør i Danmark.
Kæmpe naturprojekt skal skabe bedre rammer for biodiversiteten langs Kongeåen
En investering på 100 mio. kr. skal bringe Kongeåens slyngninger tilbage og forvandle 644 ha lavbundjord til et storslået naturområde i Esbjerg Kommune.
Gruppe lancerer akutpakke for klimaet: Vil have mere økologi og færre husdyr for klimaets skyld
En bred sammenslutning af miljøorganisationer har netop præsenteret en "akutpakke" for klimaet, som skal sikre, at Danmark når sit klimamål for 2025.