Konkursbølgen i landbruget ser ud til at have toppet

Stigende svinepriser er med til at få antallet af konkurser til at dykke i landbruget.

06. maj 2019
Læsetid: 1 minutter
Fronten af en stald ses
Foto: Colourbox

Efter et tørkeramt 2018 ser en vis stabilitet ud til at indfinde sig i landbruget igen. I hvert fald ser det ifølge nye tal fra Danmarks Statistik ud til, at antallet af konkurser har toppet og nu er på vej nedad. Det skriver finans.dk.

Frem mod februar steg antallet af konkurser, indtil det toppede i samme måned, da 34 bedrifter blev erklæret konkurs.

I marts faldt tallet så til 16 og i april til 10. Ifølge finans.dk ses også et mindre fald, når man opgør udviklingen som et rullende 12-måneders gennemsnit.

"Det ser ud til, at antallet af konkurser har toppet, og de kommende måneder vil vi formentlig se et betydeligt fald. Det skyldes især den seneste tids markante prisstigninger på svinekød, og samtidig er der generelt fornuftige priser på landbrugsprodukter, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på landbrugets rådgivningscenter, Seges, til finans.dk.